Anbragt i historien handler om liv og vilkår for børn og voksne, som var anbragt udenfor hjemmet i perioden 1945-1980. Det drejer sig blandt andet om børn og voksne, som var anbragt på børnehjem, psykiatriske hospitaler, åndssvageforsorgens institutioner, arbejdsanstalter, forsorgshjem og institutioner for blinde, døve, vanføre, epileptikere.

På siden kan du læse om forskningsprojektets resultater. Du kan også fortælle din egen historie og bidrage til en fortsat indsamling af viden om livet og vilkårene for anbragte.

Hent og læs rapporten under fanen Om siden eller på Socialstyrelsens hjemmeside.

Her kan du også finde vores metodiske og etiske overvejelser i forbindelse med indsamlingen af øjenvidneberetninger. En litteraturfortegnelse med kilder til dansk socialforsorgs historie. En arkivfortegnelse der beskriver socialforsorgens arkiver om anbragt og indlagte. En institutionsfortegnelse med en oversigt over kildemateriale om institutioner og organisationer inden for socialhistorien. En oversigt over socialhistoriske museer og samlinger.

 

FORTÆLLINGER

09. oktober 2018
Jeg suger lyset ind

Jeg presser øjet hårdt mod nøglehullet og suger lyset ind. Nok sidder nøglen i, men den sidder skævt og tillader at der trænger lys ind. Her har jeg siddet mange gange. På hug, så jeg kan se gennem nøglehullet. Jeg kender rumlen. Jeg kommer ikke ud før døren går og far kommer hjem. Ophidsede stemmer, hun taler, taler, taler, stemmen stiger, han buldrer, og så drejes nøglen, døren åbnes og lyset vælter ind.

Så hiver han mig ud ved armen, gennem gangen til soveværelset. Stemmen rumler anklager, den ene hånd klemmer hårdt om min overarm den anden hånd spænder allerede bæltet op. Ned på sengen, af med bukserne og bæltet slår. Jeg græder.

En gang græd jeg så meget, jeg kunne slet ikke stoppe. Jeg lå i min seng og kæmpede for at stoppe gråden, men jeg kunne ikke. Måske slår de mig ihjel, fordi jeg græder? Angsten og smerten og ked af det og håbløsheden og drømmen om et andet liv, alt det græd jeg ud og til sidst ringede de til vagtlægen og så kom jeg på svagbørnskoloni.

Svagbørnskoloni – det skulle hedde overleverkoloni eller pausekoloni, en måned uden tæv og uden fængsel.

Det var uberegneligt, hvad der udløste vreden og straffen. Nogen gange var det skabet, andre gange slog hun selv, eller bandt os til sengen og gav os plaster for munden.

Over den anden seng var der en højfjeldssol. Her lå vi en gang om ugen, med små runde briller på. Først på ryggen og så på maven.

Canada

Om aftenen bad vi aftenbøn: ”Nu lukker sig mit øje, Gud Fader i det høje, I varetægt mig tag”. Jeg lod bønnen synke ind, tag mig i din varetægt, lad mig få hvile i din hule hånd, så vugger du mig, som et lille barn og lader din hånd glide nænsomt over min krop. Til jul havde vi julekort, de var syet sammen med bast og hang i loftet, det var børn, der var i Guds varetægt, og hvert år glædede jeg mig til at se de børn.

Om foråret (efteråret?) startede sæsonen for søndagsskole. ”det er helt frivilligt om I vil deltage” lød budskabet. Så startede vi og derefter lød det ”hvad du har meldt dig til skal fuldføres”. I søndagsskolen fik vi guldmærker. Jesus for en guldstjerne. Tre rigtige på stribe, en stjerne og når bogen var fuld så – ja hvad var så belønningen? Jeg husker det ikke, det er heller ikke så vigtigt, men Søndagsskolen var en blanding af tvang (”du har jo selv meldt dig”) og et fristed.

Da min mor døde blev hun begravet fra kirken. Den var mørk, uden særlige arkitektoniske kvaliteter og lugtede hengemt og grimt. Ikke noget sædvanligt for danske kirker, der ofte er perler, både historisk, arkitektonisk og ellers bare som sjælesørger steder. Den kirke var/er ikke et sted jeg ville søge til for at få trøst, ro, udblik.

En begravelsesgudstjeneste tager en halv time. En højmesse tre gange så lang tid, inklusive eventuel barnedåb. Jeg holder meget af højmessen. I løbet af en 1 time og 15 minutter runder vi både dagens tekst, bekendtgørelser, præstens ord, salmerne udvalgt til dagen og bønnerne. Indgang-og udgangsbønnerne, fadervor, trosbekendelsen og velsignelsen. Tak, tak og tak og så får vi også nadveren og ordet om at Jesus er livet og vejen. Så tager jeg begærligt imod og bagefter går jeg fra kirken, lidt lettet og meget forlegen over, at jeg åbenbart endnu ikke kan påbegynde det nye liv.

Så lød der et skrald da min mor blev begravet. Kun et, lige midt i gudstjenesten. Bagefter kørte vi til kirkegården. Hun havde valgt at blive jordfæstet, fra kirke til kirkegård og ned i jorden, og graveren graver, og bagefter ligger blomsterne på det jordlod, der fra nu og 10 år frem er den fremtidige bopæl. Så vi bar kisten fra kirken til rustvogn, kørte i kortege, bar kisten fra rustvogn til jordloddet, som nu var hendes.

Seks mennesker står vi – tre på hver side. Imellem os er kisten og for enden præsten. Han er klar til at sige begravelsesordene: ”Fra jord er du kommet, til jord skal du skal du blive og af jord skal du igen opstå”. Tak og lov og må det være sådan, men graveren har gravet forkert, hullet er for lille, og den mor, der ligger i kisten og påkalder sig al opmærksomhed har ikke plads nok. Og jeg sparker på kisten, måske kan det lykkes hvis vi lægger pres på, måske kan den netop krybe ned i hullet hvis vi lægger pres på – men nej – graveren må fjerne afstivningen, finde spade og skovl frem, grave og fjerne i siderne. Og så kan præsten sige ordene.

Tak og lov og evig ære.

Når nogen dør, dør en verden. Og når nogen fødes, står solen op i maven over en ny verden.

Det var ikke en venlig verden min sol stop op over. Fattigdom og ondskab. Sult og tvang. Beklagelser over bøvlet og livet. Krav om taknemmelighed. Timer siddende på trappen, fordi vi er sendt ned for at lege, så de voksne kan få fred i lejligheden.

Så er det godt at gå i skole. Jeg lærer hurtigt, men synes det lyder så sødt, når min sidemand besværligt staver sig gennem ordene. Så gør jeg det samme, men jeg behøver det ikke. Min sidemand er også min bedste veninde. Vi bor i samme opgang, hun på 1. sal, jeg på 3. Hun til højre jeg til venstre. Hun er lille og med brune øjne og håret lokker om hendes hoved. Jeg er lang og tynd – Lange Andersen kalder nogen mig. Hver dag går vi i Brugsen for at hente en lys øl til Annies far. Han er pensionist og drikke øllen til frokost.

Vores gård er i virkeligheden en boldbane omkranset af hegn med lås, der hører til skolen. Banen er en skolebane, ikke en gårdbane. Omkring boldbanen er der på de to sider, der vender mod vores blokke parkering, tredje sider vender mod skolen og fjerde mod jernbanen. På vores sider er der udover parkering også spredt bevoksning.  

Nede i gården er der en bænk. Her sidder vi, Annie og jeg. Bag bænken gror buske, henne på hjørnet syrener og på skødet har jeg Bamse. Bamse fandt jeg i krattet, bag bænkene.

Om morgenen spiser jeg havregryn. Jeg må få lige så meget jeg kan spise. Det er Davre gryn fra Brugsen. På posen er der en lys og en mørk pige, og mig og min storesøster skændes om hvem der er hvem. Hun vinder. Det gør storesøstre. Ud af køkkenvinduet kan vi følge togvognene. De kører og kører, og vi tæller vognene og kommer over femogtres vogne. Bagved ligger kasernen. Den kan vi ikke se, men vi ved den er der.

Madpakke i skolen. Det smager fælt. Spegepølse med fedtperler, ostemad med stærk smag. Hvad fik jeg ellers? Leverpostej med rødbede tror jeg. Da jeg flyttede på ungdomspension, var der agurk på det hele. Efter flere timer i tasken bliver agurken blød og slatten, alt vand er trukket ud og har blødgjort pålægget nedenunder.

Efter havregryn og madpakke er der ikke mere. Der er streger på brødet, så vi ikke uretmæssigt tager af det. Frugt var til papegøjerne. Madpakken med svedperler var i hulrummet i trinene i opgangen, eller i skraldespanden i skolegården hvis vagten ikke så det.

Næste måltid er om aftenen. De kom hjem. De drak kaffe, de spiste franskbrød, med margarine og ost. Hos Annie spiser de smør. Madder om eftermiddagen med smør, puddersukker, sukker. Hos os er der ingenting. Ingenting til børn.  Men så kan man stjæle. Rul et fedtpapir til kræmmerhus, fyld med havregryn og drys sukker over. Det kan fylde en mave. Eller skræl kartofler. Sådan en kartoffel smager godt, og der er ingen streger på posen.

Hun er for tynd. Det sagde sedlen fra skolelægen, underernæret. Mere sul, mere mad.

”Hun er hentet af den blå vogn”. Ordene hujer og børnene tramper i stakkene af blade under træet. Hun spiser piller, sidder i vinduet, vil springe, hoppe, låser sig inde med sine børn, åbner pilleglas, lader piller glide ud i håndfladen, så vi kan se hvor mange der er, truer, Og jeg lærer at hente piller, hen på apoteket, ud på badeværelset og åbne skabet. Og alle navnene, dem kan jeg, det er beroligende og det er smertelindrende og det, ja det der, dæmper det en psykose?

Så kom jeg på børnehjem. Op ad stigen, læg dit tøj, dig selv og tag uniformen på. Tak og tak. Når vi går tur, holder vi i et reb. Om natten ligger vi i senge. Min lillebror på stuen for småbørn, jeg og min søster på mellembørn. Ikke ved siden af hinanden, men hvor der er plads. Om aftenen synger vi ”Nu falmer skoven” og det er smukt, jeg lærer to forskellige melodier til sangen. Vi spiser havregrød til morgenmad med små grønne vitaminpiller i grøden.

I hjørnet står en rutsjebane i træ og med et skjul under banen. Voksne og små børn. De sidste skal skærmes af de første, passes på. Voksne har en opgave med at passe på, skærme, beskytte, tage i favn. Sut på en blyant, få en blå mund. Spær øjnene op og lyt. Så kommer den tilsynsførende, hun passer på os, passer på de børn der får vitaminpiller, amagermadder og aftensang. Os på børnehjemmet. Og hun truer. Er du der endnu? Er du ikke død? Og jeg kryber ind i skjulet, det er længe siden at munden er vasket, skuret, men hun bliver ved, igen og igen, hver gang hun kommer ser hun sig om efter mig og spørger til min snarlige død. Den blå mund er væk, men angsten er her.

13. december 2017
Jul på Holstebro Børnehjem "Østervang" i tresserne.

9 år gammel mistede jeg min mor til kræften. Familien gik i opløsning og jeg blev anbragt på børnehjemmet Østervang i Holstebro. Kalenderen siger 1964. Det var absolut ikke rart for en lille dreng, men den dag i dag har jeg mange glade minder når tankerne flyver tilbage til dengang, specielt i tiden omkring jul.

Julen på Østervang var noget helt særligt. Allerede i november blev der en aktivitet af flittige børn, der var i fuld gang med at lave julegaver til dem derhjemme. Dem deres tanker var fulde af. Kommer jeg mon hjem og holder jul i år? Det var det store spørgsmål. Nogle gjorde, men langt de fleste måtte blive på børnehjemmet.

Tilbage til julegaverne. Der var et stort udvalg og mange tilbud til os af gør-det-selv julegaver. Der var ryapuder, bademåtter, skåle med små kakler limet på, bøjler med flettet plast hvorpå der kunne skrives mor eller far. I sløjd kælderen tryllede assistent Hans Jørgen Christensen med drejebænk, billedskæring, og horn arbejde.

Der var ingen grænser for kreativiteten. Mandehørm var det også når de store drenge var i sløjdkælderen.

De fleste aftener efter spisetid sad vi i legestuen, nogle med deres håndarbejde, andre klippede julepynt, nye engle til loftet der var fyldt med engle der bølgede i varmen. Andre spillede måske ludo, og måske sad man lige ved siden af hende, medens der blev snakket eller drillet, eller sunget med på julesange. Det var hygge!

Det var også ved den tid ”tøjmanden” kom. Kunne man være så heldig i år at det var ens tur til at få en ny vinterjakke, eller skulle man bare have en af de større drenges aflagte. Det var ikke moderne tøj, det var praktisk for det skulle holde til flere børn.

Når tiden nærmede sig december skulle der pyntes. Engle i hundrede vis dansede fra loftet i legestuen. Midt i rummet hang den store grankrans med bånd og 24 lys, et for hver dag i december. Fra den 1. december samledes vi børn og voksne hver aften kl. 20 under grankransen hvori der blev tændt en nyt lys hver dag.

En bestemt sang blev sunget hver aften ”Der er noget i luften ” og den giver mig stadig gåsehud på armene når jeg hører den. Det er et minde fra en god tid. Så fik vi et halvt appelsin eller æble, medens plejefar læste en historie fra bøgerne ” Ved julelampens skær” Det var altid en historie om en familie der skulle så grueligt meget igennem inden det blev jul i det lille hjem. Det var noget vi alle kunne nikke genkendende til. Plejefar Johs. Hald Nielsen kunne læse historie så der ikke var et øje tørt.

I den store hall med hoveddøren blev der pyntet med flere juletræer, ligesom udenfor var der et stort træ med elektrisk lys. Normanns granerne i hall´en var pyntet med elektrisk lys og overtrukket med fehår så fint som spindelvæv. Når lyset blev tændt og skinnede ud gennem fehåret ledte det tankerne hen på noget eventyrligt. På gulvet stod de fineste juledekorationer på gamle træstubbe, der blev brugt igen og igen. De havde ligget hele sommeren på loftet og bare ventet på at det igen skulle blive jul.

I spisesalen blev der i den ene ende hængt et stort forhæng op. Bag det skulle det store juletræ stå. På forhænget var der kravlenisser i alle mulige stillinger. Der sad vi til alle dagens måltider, og stirrede forventningsfuldt på tæppet. Sommetider var træet så stort at toppen og stjernen kunne ses over tæppet.

Hvert år var der en konkurrence om hvem der kunne lave den flotteste ønskeseddel.

Der er ikke tale om en seddel, men hele kunstværker som slotte, dukkehjem og nisselandskaber. Der blev så hvert år nedsat en panel af voksne der skulle bedømme disse kunstværker. Selv fik jeg aldrig lavet noget ordentligt, men fik altid skrevet en ønskeseddel.

Ned fra loftet kom også kassen med nogle hyggelige gamle julekalendere, nogle kunne foldes ud til hele slotte, andre kunne stå og ligne et helt torv med juletræ i midten, og julepyntede butiksvinduer. Lågerne blev lukket, og kunne de ikke holde fik de et stykke tape ganske forsigtigt.

Vi børn havde også pligter på børnehjemmet. Jeg skrællede hver morgen inden jeg cyklede til skole en hel spandfuld kartofler. De havde først været gennem en elektrisk kartoffelskræller, men her måtte de ikke køre for længe for så gik der for meget til spilde.  Så var jeg også på skopudse holdet. Hver aften efter spisetid gik vi 4 – 5 drenge ned i skopudserummet hvor alle børnene havde et rum til deres sko. Så måtte vi pænt pudse ca. 50 par sko.

Jeg husker et år hvor vi havde haft 6 gæs gående til opfedning, og de var jo ligesom blevet en del af husholdningen, og halv tamme. Men da vi nærmede os den 24. december fløj de alle sammen væk, og den historie blev vel godtaget indtil en af de store drenge sagde under julemiddagen. ”Det er sgu nogle store lårben den and her har”. Nogle piger nægtede at spise mere. Julemiddagen blev altid afsluttet med risalamande. Det blev så indgroet i mig at jeg mange år senere blev nødt til at lave juletraditionen hos mine dengang kommende svigerforældre om, for man kan da ikke spise fløderand juleaften, nej da skal man have risalamande.

Efter julemiddagen blev vi børn lukket ud, bordene trukket til side, juletræ og alle gaver blev placeret midt i rummet, de levende lys blev tændt og vi blev lukket ind.

Nu skulle der synges omkring træet, alt for mange sange, inden vi kunne få vores gaver. Et år havde jeg snydt. Jeg var så spændt, så jeg var listet om bag forhænget. Og sikke en bunke gaver, men jeg vidste jo hvad jeg havde ønsket mig og hvor stor pakken ca. ville være. Så med hjertet bankende helt oppe i halsen fandt jeg pakken og hev et lille stykke papir af. Jo, det var en racerbane.

Vi børn der havde familie boende i Holstebro fik lov til at cykle ud til dem efter festen. Jeg havde min søster boende i Holstebro. Og min far kom somme tider på besøg hos hende juleaften. Jeg husker endnu hvor hyggeligt det var at cykle gennem de tomme gader hvor der ud fra nogle huse kunne høres julesang. Det var en god tid trods alt.