Jeg har intet kendskab til hvorfor min bror og jeg blev sendt til Refsnæs i 1962. Jeg var 9 år og han 11 år gammel. Vi blev heller ikke spurgt om vi ville. Det er mig uklart hvor længe vi var der men jeg erindrer både vinter og sommer. Som det er tilfældet med andre, der som barn har været ufrivilligt anbragt sidder mine oplevelser uafhjælpeligt fast hele livet og har præget mig på mange måder. Spørgsmålet om hvorfor jeg skulle derhen, hvem bestemte jeg skulle af sted, hvad havde jeg gjort. Jeg tænker mest på den tid med væmmelse og bedrøvelse og visse scener derfra står mejslet ind i hukommelsen. Men det er oplagt at vi som familie, enlig mor med ufaglært kontor arbejde, forbruger af stedsolid og vallium, to børn med hver sin far, som boede sammen med sin invalide mor, gjorde os til et pragtstykke for dem der vidste bedre og gerne ville udøse deres medynk ud over os, eller rede os fra undergang. At jeg nu mere 50 år senere stadig kan få ondt i maven ved tanken om Refsnæs, om det at være revet væk fra hvad jeg anså som min tilværelse – jeg kendte jo ingen anden – er konsekvenserne af deres bedreviden.

Refsnæs ligger 9 kilometer vest for Kalundborg og har fungeret som Kysthospital for tuberkulose ramte, svagtseende børn og børn med Calve Peres. Da tuberkulose var på tilbagetog blev en del af Refsnæs, ledet af overlæge Svend Heinild, indrettet for "svagbørn og børn hvis legemlige og sjælelige tilstand var en sådan at de ikke svarede til normen i det sociale felt, hjemmet, institutioner eller skoler hvor de skulle indpasses”. I flere omgange var jeg inde på Finsens instituttet der lå på Østerbro. Her blev jeg nærstuderet og testet med spørgsmål og opgaver. Det var opgaver jeg ikke fattede noget af, så jeg har nok været en lækkerbisken for dem og passet ind i deres definition af et omsorgs svigtet barn. Det var jeg nok, men Refsnæs var ikke løsningen. I forberedelsen til vores ophold blev der syet numre i alt det tøj vi skulle have med. Jeg hed nu 151 og min bror blev 203. Disse numre er printet i min hukommelse. I mange år gemte jeg et lommetørklæde hvor mit nummer var syet på som minde om stedet.

Vi blev taget ud af skolen i denne forbindelse. Min mormor, min bror og jeg, rejste en tidlig søndag vintermorgen af sted med vores nu nummererede oppakning med bus fra Søborg Torv til Københavns Hovedbanegård, videre med tog til Kalundborg og så med DSB bus ud til Refsnæs. Refsnæs lå ned til vandet og var en gammel hvid bygning fra 1800 tallet. Det var en gammel forstanderinde, tynd med briller, sygeplejerske uniform og kappe på hovedet, der tog imod. Der var en strengt adskilt drenge og pige afdeling. Det var forbudt at besøge hinanden og jeg kan kun huske der var piger på Refsnæs fra de få og sparsomme skoletimer. Hos drengene var der fire afsnit med hver sin sovesal. Lillestuen, Mellemstuen og Storestuen og Sygestuen. Vi blev anbragt på mellemstuen. 25-30 jernsenge med en stol ved fodenden i to rækker. En række ud mod vinduerne og den anden række ind mod gangen hvor nattevagterne huserede. Vi fik senge ved siden af hinanden ud mod vinduet. Alt tøj og alle ejendele blev nu afleveret og vi fik så kun rent undertøj, bukser og bluser på om fredagen. Der var en del sengevædere på stuen og derfor skulle alle sove uden undertøj om natten så det ikke skulle vaskes hele tiden. Det var ikke noget vi var vant til hjemmefra. På mellemstuen var det sengetid kl. 19.00 og lyset blev slukket kl. 20.00. Der var mørke gardiner for vinduerne. Vi måtte ikke stå op før næste morgen, når nattevagten blev afløst ved 7 tiden.

 De første mange nætter græd jeg mig i søvn og selv om min bror også var ked af det forsøgte at trøste mig. Vi gik i skole to timer hver anden formiddag. Det var en blandet forsamling af elever på meget forskellige trin. Der var een lærer og alle fik de samme opgaver. De fleste var for svære for mig og jeg fik dem alle galt i regning, der var det eneste der egentligt undervist i. Det meste af tiden gloede jeg ud af vinduet og lærte intet. Oppe bag skoven var der nogle små børne kolonihaver hvor vi fik en til deling. Vi fik nogle frø som vi plantede, vandede og lugede. Det var også der vi først talte om hvordan vi skulle stikke af. Vores have var ikke så flot som de unger der kom fra landet. De havde prøvet det før og kunne både få det til at gro og se flot ud. Med mellemrum kom der en gartner og delte præmier ud til de flotteste haver. Det var altid dem fra landet der vandt. Man kunne være med i forskellige ”klubber” afhængig af alder og om de andre ville have en med. Det var mest noget med Robin Hood, David Crocket og at gå op i skoven og lege. Klubberne havde ordensregler om hvad man måtte og hvilke straffe der gjaldt for overtrædelser. Det med regler og straffe afspejlede ganske godt ånden på Refsnæs. Vi fik, om end meget beskedne lommepenge, og så drog hele flokken af sted til Lillekøbmanden der lå tættest på og havde en begrænset og dyrt udbud af slik, eller mod Storekøbmanden der lå noget længere væk gennem skoven men med bedre udbud og priser.

Når vi fik brev hjemmefra var det mest fra mormor. Hun skrev at hun savnede os og vedlagde nogle gange et stykke Pernille chokolade. I brevet skrev hun så at vi skulle kigge under papiromslaget og der kunne vi så finde en 5 krone seddel til deling, hvilket var 5 ugers lommepenge. Af pædagogiske årsager blev alt tilsendt slik og lignende konfiskeret og lagt i et skab i spisesalen, hvor det blev fordelt efter frokost om onsdagen. Det skyldes selvfølgelig at der var børn der ikke fik noget hjemmefra og de fik så af de andres slik. Det var ikke nemt at have 5 kroner om end til deling, for sig selv og købe uden det blev opdaget. Jeg tror købmændene rapporterede hvis enkelte af Refsnæs børnene havde usædvanligt forbrug. Jeg ved ikke om det blev opdaget, eller om det var almindeligt pengemangel, men det med penge under omslaget holdt op igen. Jeg læste mormors breve så godt jeg nu kunne, om og om igen og drømte mig hjem. Om morgenen var vi alle vågne længe før vi måtte stå op. Vi skulle vente på dagvagten kom, og de skulle lige tale sammen før hun kom ind og sagde vi kunne stå op. Vi lå og kedede os og tiden gik med at tale og fnise. Der var selvfølgelig nogle der udfordrede skæbnen og steg ud af sengen, sneg sig til at kigge ud på gangen. Den stilhed der sænkede sig i sådanne øjeblikke gjorde vagterne opmærksomme på der var noget i gære og synderen blev jaget op i sengen igen under højlydte påstande om at han skulle tisse. Når vi endelig kom op stod vi på en lang række ved verdens længste kumme og vaskede os. Man skulle børste tænder, vaske kroppen og frisere sig. I spisesalen var der faste pladser og først når der var øst op til alle begyndte man at spise. Morgenmad kunne være havregrød, vælling og lignende, mælk eller saft. Jeg husker ikke nogensinde vi fik hvedebrød. Frokost var varm mad i store gryder. Det er ikke fordi vi blev sultet men det smagte ikke godt.

På nettet fandt jeg frem til følgende beskrivelse der rammer helt plet skrevet af en Søren Friis Smith.

Selv om vores mad hjemme ikke var chips og ketchup, var forandringen lige så stor. Alle på Lillestuen og Mellemstuen skulle efter spisning sove til middag, hvad enten man kunne eller ej. Aftensmad var rugbrøds madder man selv smurte med afskåret pålæg med saft til og så var det tid til at forberede sig på at gå i seng. Der foregik en, hvad der i dag kaldes mobning, fra de ældre drenge på Storestuen mod svage og mindre drenge, og svage var vi mange af. Der var alt fra mishandlede børn til afvigere, fra nervøse sammenbrudte til de mest iltre, fra sengevædere til dem der slet ikke kunne noget. Var der ikke bid blandt os på Mellemstuen og Lillestuen var der de handicappede i den anden ende af komplekset. Der var der børn med benene spændt op i stropper, i rullestol eller på krykker og så endelig de blinde. Men der var nok svage at tage af på drengeafsnittet. Det var for det meste fysiske ydmygelser som bank, bænkemad, spark bag i, buksevand men også at få hevet bukserne af så man måtte gå hjem i bar røv. Ens ejendele, som få de var, kunne forsvinde. Der foregik også seksuelle ydmygelser som at man skulle vise de større drenge om man kunne få ståpik.

At stedets voksne ikke vidste noget om dette tror jeg ikke på, de vendte blot det blinde øje til for sådan er livet jo. Jeg havde en skrækkelig hjemve fra det øjeblik jeg ankom til vi rejste hjem. Jeg forstod ikke hvorfor vi skulle være der. På trods af vore vilkår hjemme var det langt at foretrække for Refsnæs.  Her var ingen tryg favn, trøst, kram eller hvad en 9 årig har brug for. Jeg husker kun Birgit fra personalet der kunne finde på at give en krammer og holde om en. Alle andre var kolde og professionelle. Vi var jo mange, ca. 60-70 på drenge afsnittet, så der var ingen der kunne få særbehandling. Jeg græd ofte alene ude i skoven, gemte mig og ville ikke tilbage. Så blev de andre sendt ud i skoven for at finde mig. Så endte man hos den tynde forstanderinde og skulle fortælle hvad der var galt. Når man så havde grædt færdigt hos hende blev man sendt i sendt i seng. Mine tanker om at stikke af tog form. Jeg ville væk – hjem.

Vi fik besøg hver anden eller tredje søndag. Det var det bedste der kunne ske. Det var mest vores mormor der kom. Om fredagen havde vi fået rent tøj på, så vi kunne se pæne ud hvis der skulle komme besøg i weekenden. Nogle havde familie med bil og de kunne derfor komme hyppigere også om lørdagen. Mormor skulle med det offentlige fra Søborg til Refsnæs og tilbage igen på samme dag. Det gjorde at hun skulle tidligt op og af sted og det begrænsede også hendes tid hos os, for der var langt hjem. Det hører med i billedet at min mormor var invalid af gigt og havde svært ved at gå og bære. Det må have været noget af en anstrengelse for hende foruden det følelsesmæssige, - det var hende og ikke vores mor der kom. Vi var tidligt klar på sådan en søndag og stod ved stoppestedet hele formiddagen når DSB bussen fra Kalundborg, i håbet om at hun var med en tidligere bus. Når hun endelig kom, gerne ved middagstid var glæden stor. Jeg hang fast i hende og vi gik op i skoven når vejret tillod det og satte os på en bænk. Hun havde smurt mad hjemmefra som vi kendte det og elskede det, - det smagte som det bedste i verden. Vi spiste og snakkede, mest om hvordan det gik, om hvornår vi mon kunne komme hjem og at vi skulle begynde i ny skole. Hen på eftermiddagen skulle hun tilbage til Søborg. Det var det værste. Vi stod ved stoppestedet igen og jeg håbede sådan at bussen ikke ville komme rundt om hjørnet på Kystvejen. Når den kom var alt håb ude. Jeg græd bitterligt, mormor græd, vi holdt fast på hinanden og hun kunne ikke få sig selv op i bussen. Da bussen begyndte at køre skyndte hun sig ned bagerst for at vinke i vinduet så længe vi kunne se hinanden. Jeg løb efter bussen så lang tid jeg kunne se den, indtil den forsvandt bag en bakke. Resten af den eftermiddag forsvandt jeg grædende ud i skoven og kom først tilbage når mon bror kom og fandt mig. De aftener led jeg i sådan grad af hjemve og jeg var mere og mere parat til at stikke af.

Vi kom i storbad hver fredag, vi skulle gerne se nogenlunde ud til weekenden hvis vi fik besøg. I kælderen var der en kæmpe iskoldt baderum. Uden en trevl på kroppen blev vi i hold sendt direkte af sted fra sengen til kælderen hvor vi blev modtaget af nogle store damer i gummi støvler og tykke gummiforklæder. De var bevæbnet med en kæmpe badebørste. Her blev man så grebet af en af damerne, gennet ind under en bruser, hevet ud og skrubbet med børsten til man var lyserød over det hele, og derefter tilbage til bruseren. Det var ikke en blødsøden men effektiv behandling. Derefter var det på samlebånd. Op og stå på bænken og blive tørret, ned sidde på bænken ved siden af de andre og så rykke frem. Først til en med hårbørste og en saks til at fjerne tjavser, så videre til at få klippet negle på hænder og fødder, renset øre og gjort klar. Stadig uden tøj på skulle vi så tilbage til stuen hvor der var lagt rent tøj frem. Det gode ved disse fredage var at når man havde fået tøj på måtte man gå til spisesalen og begynde uden at skulle vente på alle andre. Der foregik jævnligt lægeinspektioner. Alle blev stille op på række og så blev man kaldt ind til en sygeplejerske der målte og vejede. Man blev så efterset og trykket på, kigget i halsen og hovedet blev nærmest løftet af når de nåede dertil. Jeg havde meget ondt i maven men det skyldes mere jeg var der, end noget andet.

 Jeg stak af fra Refsnæs en gang for mig selv. Det var en af de mange gange jeg gik for mig selv jeg pludselig bestemte at nu jeg ville hjem. Jeg nåede næsten til Kalundborg hvor jeg blev set af en af de ansatte og bragt tilbage. Ballade og i seng. Vi talte mange gange om at vi kunne stikke af for at komme hjem. Vi tænkte aldrig på hvad der ville ske hvis vi gennemførte og lykkedes med det. Det slog os ikke at vi kunne blive sendt tilbage. Når først vi var hjemme ville alt jo være godt igen. Vi talte om at vi skulle gå langs landevejen eller følge togskinnerne. Vi havde ingen ide om der var 109 kilometer til København, at vi ingen penge havde, at vi ikke kendte vejen, ingen mad, ingen steder at sove. Med viljen og trangen, ønsket at komme væk fra Refsnæs og komme hjem igen, var stærkere end noget andet. Jeg savnede frygteligt og måske var det også derfor han ville være med. Vi bestemte os for en dag hvor vi skulle i kolonihaverne for der ville gå tid før det blev opdaget at vi var væk. Vi havde samlet hvad vi havde af penge, taget noget brød, nogle tomme plastikflasker til vand, og lagt det op i haverne dagen i forvejen. Min bror havde et ur så vi kunne vide hvad klokken var.

Efter morgenmad gik vi i haverne. Her hentede vi vores ting og begyndte vores hjemtur. Vejret var godt nok og vi undgik at blive set inde i byen. Vi havde til sidst aftalt at gå langs landevejen så vi fulgte skiltene mod Holbæk som vi regnede med at nå på første dag. Vi regnede med at kunne sove i det fri om natten. Vi talte ikke om at lifte, for det tror jeg ikke vi kendte til. Det blev en lang dag hvor vi gik og gik. Jeg tror vi var noget usikre på vores forehavende om vi kunne finde vej og til sidst havde vi spist vores brødskiver og drukket vandet, men ville ikke give op for vi ville ikke tilbage til Refsnæs. Sent på eftermiddagen og halv vejs til Holbæk vil jeg tro, opdagede vi at min brors ur var gået i stå. Af en eller anden grund var det galt for vi ville gerne vide hvad klokken var. Vi var børn og alene i verden uden mad eller viden om hvad der nu skulle ske. Vi gik ind på en gård der lå ved landevejen for blot at spørge efter hvad klokken var. Det var et ægtepar der kom ud og spurgte til hvem vi var og hvad vi lavede der alene på vejen. Vi diskede op med en historie om at vi skulle mødes med vores forældre i Holbæk hvor de ventede på os og at de havde givet os lov til at gå dertil. Det har nok ikke lydt særlig sandsynligt. De var flinke så vi fik klokken at vide og fyldt vores vandflasker op. Den ene gik ind og vi fik en masse jordbær på bordet ude i gården som vi gerne måtte sætte os ned og spise. De spurgte mere ind til vores forehavende men vi fastholdt vores historie sagde til sidst pænt farvel og tak og gik tilbage til landevejen. Vi var ikke nået ret langt før en hvid Volvo 544 med to politibetjente bremsede hårdt op i gruset. De steg ud og spurgte til hvem vi var og hvor vi var på vej hen. Her knækkede modet og vi sagde som sandt var at vi var på vej til Søborg.  Så ville de vide hvor vi kom fra og også her var frygten for politimagten overvældende, der kunne ikke lyves så - joh, vi kom fra Refsnæs hvorfra vi var stukket af fordi vi ville hjem. De venlige mennesker på gården havde nok fundet vores historie var lidt for usandsynlig og mens vi proppede os med jordbær og underholdt om vores ikke eksisterende forældre ude på gårdspladsen, ringede de til politiet der sendte en patrulje af sted. Det var sikkert rigtigt af dem og i bedste mening, for hvad kunne der ikke være sket. Men for os betød det vi skulle tilbage til Refsnæs hvor vi ikke ville være. Vi fik plads på bagsædet af ordensmagtens bil og blev kørt hele vejen tilbage hvor alle de andre unger så spændt til da en politibil svingede ind på gårdspladsen. Ud steg vi noget slukøret og blev af betjentene lodset ind til forstanderinden hvor de afleverede os med besked om at passe bedre på os. Hun var skuffet – meget skuffet – vi skulle jo snart hjem sagde hun, så hvad var det her for noget. Vi røg på hovedet i seng uden mad og trods vores stolte og heroiske forsøg på at komme hjem var vi atter tilbage hvor vi ikke ville være. Jeg græd igen.

Det er ikke kun kedelige minder jeg har med mig. Jeg husker også enkelte rare hændelser. Når vejret var godt gik vi ad Kystvejen hen til en skrænt der førte ned til en sandstrand hvor vi kunne bade. Der var så madpakker med og vi var i vandet til vi var blå af kulde. Der var lunt og godt og de voksne der var med erstattede alle ungernes manglende familie. Man blev tørret i et stort håndklæde og der blev holdt om en. Hele dagen gik med at der blev leget og pjattet.  Sent om eftermiddagen gik vi langs Kystvejen tilbage, - herligt sommerminde trods omstændighederne. Om aftenen når vi skulle i seng blev der, hvis der ikke havde været for meget ballade, læst historie. Nattevagterne havde hver deres historie og det var os der huskede dem på hvor langt vi var nået når de satte sig for at læse. Vi holdt nøje øje med flere historier på samme tid. Nattevagterne var meget forskellige og det samme gjaldt for deres regler. Nogle var venlige og kunne gå en runde og putte, jeg tror de vidste hvem der havde det slemt om aftenen. Andre sagde blot godnat og slukkede lyset. Hvis man skulle tisse om natten måtte man gå ud i nattevagt rummet for at få lov. Hvis man ikke kunne sove kunne det ske man fik lov at blive der lidt. På et tidspunkt blev min bror flyttet på Storestuen. Jeg mistede min livline og efter nogen diskussion blev jeg også flyttet derhen men det viste sig jeg var for lille for efter kort tid blev jeg flyttet tilbage igen.

Jeg har det med Refsnæs lige som Jennifer i Forrest Gump, hvor hun smider sten på sit barndomshjem, - ”Sometime there are just not stones enought”. Inden jeg slutter dette grimme kapitel i mit liv vil jeg nævne at det har været svært for mig at skrive dette og jeg flere gange fik tårer i øjnene når fortiden trængte sig på. Disse barndoms minder vil nok aldrig forsvinde og jeg vil have dem med mig for altid. Der er sikkert mange ting jeg har glemt og derfor kan mine betragtninger om opholdt på Refsnæs understreges med nedenstående jeg har fundet på nettet. Det er en beretning er fra en pige der var på Refsnæs næsten samtidig med mig. Hanne Slot, har i Information i en løbende debat om ”nomade familiernes” børn igen skal gøres til et ‘statsligt anliggende’ for at forhindre socialforvaltningens mange ‘kokke’ i at fordærve maden. ”Tanker som hos mig vækker minder om min tid som anbragt barn på en ‘statsautoriseret’ institution, ledet af den navnkundige børneoverlæge, salig Svend Heinild, farmand til ‘den sociale arv’, i dag nærmest helgen i unge børneeksperters øjne. Stedet var Kysthospitalet ved Kalundborg, året 1963. Behandlingen var brutal. Her bundtede autoriteterne de ‘omsorgssvigtede’ børn og gjorde kynisk forældrenes omsorg til skamme. Vi blev opbevaret i tremmesenge, fedet op med uspiselig institutionsmad fra tallerkener af jernporcelæn og tilset af stramtandede sygeplejersker iført behørig stivelse. De ‘stærkeste’ børn mobbede de ‘svageste’ groft, hver gang de kappekronede kvinder vendte ryggen til. Når store mester Heinild kom på månedligt tilsyn, blev vi klædt af til trusserne og sendt ned ad en iskold hospitalsgang på vores bare platfødder for at stille til ‘undersøgelse’ foran et panel af hvidkitlede ‘eksperter’. De befølte diverse kirtler og diskuterede barnets ‘tilstand’ i et sprog, som jeg kun forstod, fordi jeg var belastet af min opvækst i en lægefamilie og sovset ind i lægelatin. Jeg følte mig ikke som et barn, men som genstand for overlægens ‘objektive’ blik og særlige behandlerbehov. Ramt af ulidelig hjemve efter min mors, i myndighedernes øjne helt utilstrækkelige, men i min bevidsthed trygge og varme favn, førte jeg i dølgsmål dagbog (jeg var syv år og lige begyndt i 1.a).
Et helt kladdehæfte fyldte jeg med følgende strofe: “Jeg vil hjem”, udført i stilfuld skråskrift med retning og karakter.
Præsenteret for mit ‘værk’ besluttede vores læge egenrådigt, at mit liv stod på spil, hvis jeg ikke kom hjem. Den gamle huslæge havde mod, visdom og hjertevarme nok til at trodse den statsautoriserede børneoverlæge og sende mig retur til min usikre og ‘uduelige’ mor, som jeg følte mig stærkt bundet til, på godt og ondt.