Her er min historie fra ”Det Kampmann Boysenske Kystsanatorium”

Jeg kom til ”Kysten” da jeg var halvandet år gammel i 1951.

Min onkel Verner på 22 år kørte ned og afleverede mig der, han fortalte mig at han græd hele vejen hjem.                   

Jeg var der til efteråret 1953 hvor min onkel Verner kom og hentede mig.

 Han kørte mig hjem til min mormor  i Vordingborg, hun  arbejdede som herreskrædder i byen.

På et tidspunkt kom min mor og hentede mig, hun havde imellemtiden  giftet sig med en lægestuderende som hun fandt i en annonce,  han havde lige havde fået en lejlighed i Carlsro i Rødovre.

Jeg kan kun huske da jeg blev afleveret på ”Kysten” og den allerførste tid der.

Det føltes som et meget koldt sted, hvor jeg var uden følelsesmæssig kontakt med nogen, jeg kan huske at jeg fornemmede at jeg skulle være stærk, hvis jeg skulle overleve det her.

Tiden efter husker jeg intet om, kun at  jeg blev  hentet.

Jeg troede derfor at vi var blevet medicineret, men efter at have været i Rigsarkivet og set i en mængde papirer fra Kysten, fandt jeg en brevveksling imellem tilsynsførende læge Asger Thyssen og Direktionen i København,  Asger Thyssen  tilbød  at intelligensbestemme og diagnostisere og  eventuelt medicinere os alle sammen for 40 kr pr barn.

Direktionens svar til Asger Thyssen: Angående psykiatrisk undersøgelse i påkrævede tilfælde af milieubeskadigede og neuroiske børn indlagte på Kystsanatoriet, skal man efter det i skrivelsen oplyste meddele, at man har ment at burde stille sagen i bero indtil videre

Det  var det en meget stor gave at opdage at der var indleveret nogle gamle film  på Lokal Arkivet i Nysted fra den tid hvor jeg var der.

Filmen er 100% sikkert fra sommeren 1952 eller 1953 og ikke som de formoder 1955-1956 da jeg  var hjemme i slutningen af 1953

Det var en meget stor lettelse at se dagligdagen og de andre børn.

Jeg hæftede mig især ved at jeg gik rundt med en mindre dreng i hånden, det gav mig forklaringen på at jeg tænkte og talte meget om min lillebror,  som var blevet væk, min mor var rasende, jeg måtte ikke tale om ham, i det hele taget måtte jeg ikke nævne at jeg havde været anbragt, så derfor blev erindringen slettet.

Min mor indrømmede aldrig at jeg havde været der.

Jeg har efterfølgende talt i telefon med en plejer der osse er med på filmen, hun er selvfølgelig meget gammel, men kunne alligevel fortælle nogle ting.

Hun fortalte at  de mindste sad samlet ved et lille bord for sig selv, så  jeg sad hver dag  til bords med min ”lillebror”

Med venlig hilsen Susanne