Jeg har arbejdet indenfor specialområdet i 47 år.

Var ansat på det tidligere Andersvænge fra 1966 til 1981

I 1966 fik jeg realeksamen, og vidste ikke hvad jeg ville beskæftige mig med. Dengang var det ikke almindeligt, at man som skoleelev kunne få et fritidsjob.

Derfor stemte jeg dørklokker og var heldig at få et vikariat på Korsevadskolen i Ringsted. Det var en specialskole for udviklingshæmmede børn og unge. Skolen blev kaldt for en af de grønne skoler. Det var barakker. Det var ikke alle udviklingshæmmede forundt at gå i skole. Det var kun de børn og unge, der var mobile og havde et sprog, der fik tilbuddet. Jeg var i en førskoleklasse med 8 dejlige unger. Efter ca. 14 dage kom skolelederen og meddelte, at han ikke havde økonomi til at lønne mig. Idet jeg var glad for jobbet, fortsatte jeg som frivillig.

Skolelederen havde en folder med, som handlede om at blive omsorgselev. Han sagde, det var det samme arbejde, som der foregik på skolen.

Jeg blev omsorgselev fra 1966 – 1970 på det tidligere Andersvænge. Jeg fik da godt nok et kulturchok. Som elev skulle man bo på elevværelse på ca. 10m2. Der skulle være ro kl. 22 og vægteren havde øje med os om natten – ingen kærester måtte overnatte – men det så han gennem fingrene med. Hvis man var syg kom forstander frk. Festersen for at tage temperatur. Det var hende, der bestemte, hvornår man var rask igen.

 Jeg var meget usikker på, om jeg skulle fortsætte denne uddannelse, men da jeg kom på den lukkede kvindeafdeling som elev i foråret 1970 blev jeg virkelig glad for jobbet og vidste at det var det, jeg ville lave. Grunden til dette var, at afdelingslederen her havde et helt andet syn på de udviklingshæmmede og behandlede dem med respekt. Samtidig fik man også lov til som elev at lave en masse spændende opgaver. Jeg lærte virkelig meget på L2 og synes, det var utrolig spændende, selvom jeg vidste af én af mine ældre kollegaer kaldte mig for Erna’s (afdelingslederens fornavn) kronprinsesse. Dengang var man på efternavn.

I slutningen af min elevtid var der en stilling som omsorgsassistent ledig på Korsevadhjemmet i Ringsted. Et elevhjem for 15 udviklingshæmmede børn og unge. Dejlige unger, som man heldigvis ikke ser i botilbuddene i dag. Jeg blev ansat her, men de krævede, at jeg blev der, når jeg var udlært. Stedet blev ledet at en forstander, som var lærer, en stedfortræder, som var gartneruddannet og en syerske. Samtlige var frøkner og de boede på stedet. Forstanderen havde en savlende stor bokser, som børnene var bange for og stedfortræderen havde en lille irriterende puddel. Når vi spiste, sad hundene næsten med til bords og fik al det gode kød. Når de halvstore drenge spurgte, om de måtte få mere mad, ja, så var det kartofler og sovs. Man måtte ikke hygge sig i stuen med te og kager om aftenen. Børnene havde husholdning på skolen og bagte ofte kager. Når de kom hjem skulle de aflevere kagerne i køkkenet, så de 3 frøkner kunne spise kagerne til deres aftenkaffe. Når jeg havde aftenvagt gemte børnene kagerne under madrassen, og når forstanderen kom op deres værelser, sad børnene på deres senge, og når hun spurgte, hvor kagerne var henne, sagde de, at de ikke havde bagt. Det var nogle dejlige flade og velsmagende kager, vi sammen indtog med te i stuen. Så blev der ballade.

Når jeg var på job skulle jeg betale for maden – ingen spisetræner – som den dag i dag. Jeg havde lange vagter 24 timers flere gange om ugen. Jeg fik ikke ekstra udbetalt for sovevagterne. Ofte havde jeg en lille trold foran og bagved i min seng. De var bange og kunne ikke sove. De savnede deres mor og far.

Jeg var ansat i et halv år, så havde jeg fået nok. Kom tilbage til L2 som omsorgsassistent. Forinden jeg rejste, havde jeg afleveret en skriftlig klage til undervisningslederen, hvor Korsevad organisatorisk var placeret. Der skete intet, men undervisningslederen var også forstanderens gode ven.

Mine oplevelser som omsorgselev – på de store afdelinger (70 udviklingshæmmede):

RO – RENLIGHED - REGELMÆSSIGHED

-          Store sovestuer med 8 og 10 senge. En taburet til at lægge tøjet på. Intet privatliv. For hver time skulle jeg, når jeg havde nattevagt gå ind på stuerne, hvor der hang en nøgle, som jeg skulle trække et ur op med. Dette for at kontrollere om man sov. De udviklingshæmmede skulle også skiftes et par gange om natten, så deres søvn blev altid afbrudt.

-          De udviklingshæmmede kom i seng over middag og fik deres aftensmad i sengen. Her lå de til næste morgen. Samtlige var fikseret enten med læderbælter, seler eller tøjremme.

-          Brækstuen: her sov 4 drenge, som alle sad i kørestol. Samtlige drenge gylpede og kastede op. Det var altid eleverne, der skulle have denne stue. Som elev var vi altid de sidste, der gik til frokost. Så når vi vendte tilbage og vores vomme var fyldte, kunne vi gå i gang med disse drenge. Når jeg havde vasket den første og var gået i gang med den næste, ja så havde den første gylpet igen.

-          De udviklingshæmmede kom kun i bad 1 gang om ugen – store badedag. De blev klædt af på sovestuerne og blev fulgt splitternøgne ud til baderummet. Så var der et personale der vaskede en anden, der tørrede og en tredje som soignerede.

-          Vi madede de udviklingshæmmede. Størstedelen af maden blev blendet – puha – leverpostej og rødbede  - sikken en farve.

-          Samtlige udviklingshæmmede fik medicin. Store doser og ofte sad de og sov. Deres tandkød havde taget skade af al den medicin. Det tog 2 timer pr gang for at øse medicin op.

-          Der var tandlæge på det tidligere Andersvænge. Det var én af de praktiserende tandlæger fra byen – en rigtig hård person. Samtlige udviklingshæmmede blev medicineret, når de skulle til tandlæge, men ofte virkede medicinen ikke før flere timer efter, at de havde været til tandlæge og så kunne de sove et døgns tid.

-          Gåture. Når jeg skulle gå med de udviklingshæmmede skulle jeg have 10 med. 5 i hver hånd. Samtlige fik seler på og hver enkelt bændel blev snoet om mine fingre. Det gjorde ondt.

-          Opholdsstue. Størstedelen af formiddagstimerne tilbragte de udviklingshæmmede samlet i opholdsstuen. Mange sad fastspændt med bælter på bænke. Intet legetøj og ej heller blomster i vindueskarmene. Der var en radio, som var låst inde i et skab samt en tissespand med Rodalon, som vi brugte til at tørre tis op med.

-          Skyllerumsvagt. Det var ofte elevernes tjans at ordne skyllerummet. Der var en stor tønde med vand og rodalon. Her skulle man lægge stofbleerne i, når der var afføring i – dengang var der ingen engangsbleer. Ofte havde ens kollegaer ikke tømt diverse indhold fra bleen, så dette svømmede rundt. Tønden var stor og tung, så når man skulle hælde indholdet ud i afløbsvasken skete det ofte at vi fik det ned ad benene.

-          Delte vagter. Ustandselig hang arbejdsplanen ikke sammen og ofte blev vi bedt om at tage delevagter. Så vi tog slæbet både morgen og aften.

Som 23-årig (1971-1981) blev jeg afdelingsleder på en stor afdeling for piger og kvinder:

I denne periode skete bl.a. følgende:

-          Afdelingen blev delt til 2 selvstændige afdelinger med hver sin afdelingsleder.

-          Blandet køn.

-          Påbegyndte at arbejde i bo grupper, så de udviklingshæmmede havde de samme personaler hver dag.

-          Nedtrapning af medicin, mange blev helt medicinfri.

-          De udviklingshæmmede fik deres private tøj, som vi selv vaskede (aften-og nattevagten)

-          Kom i bad hver dag. Blev klædt af i badeværelset og badet og puttet af den samme person.

-          Kom først i seng om aftenen.

-          Påbegyndte ADL træning.

-          Sad i små grupper og spiste. Hældte selv mad op mm. Påbegyndte mundmotorik.

-          Sovestuerne blev indrettet hyggeligere med blomster og personlige ting.

-          Bælter mm blev afskaffet og dørene var ikke længere låst.

-          Forældrene kom ind på afdelingen.

-          Mm

Oplevelser som afdelingsleder:

-          I begyndelsen blev jeg kaldt plejemor. Det tog mig lang tid at lære de udviklingshæmmede at jeg havde et navn.

-          Når man var afdelingsleder skulle jeg have en hvid kittel i stedet for den lyseblå. Oldfruen ringede ustandselig, men jeg ville ikke bytte min kittel ud. Alle vidste jo jeg var afdelingsleder også de svagest fungerende udviklingshæmmede så hvorfor skifte kittel.

-          Som afdelingsleder hældte man maden op, men det lavede jeg om på.

-          Jeg var højgravid, da jeg blev afdelingsleder. Havde 6 ugers barsel. Desværre havde min søn hofteskred, så jeg var ikke klar til at gå på arbejde, så jeg fik en sygemelding. Dagen efter blev jeg kontaktet af min læge, idet forstanderinden havde ringet til ham og havde sagt, at nu kunne de ikke undvære mig længere, så han trak sygemeldingen tilbage og jeg gik sønderknust på job.

-          Som ofte kom jeg i opholdsstuen og så en dag, at der var flere udviklingshæmmede, som sad med våde underbukser. Medarbejderen fortalte, at de ikke havde flere underbukser, og at de kun måtte få et vist antal underbukser pr dag. Fluks cyklede jeg til oldfruen og sagde, at fremover skal jeg have de underbukser, der er brug for og i de størrelser, som passer de udviklingshæmmede. Det er ikke behagelig at have en str 44 på og uden elastik i benene, hvis man er 10 år, og man får lavet stort. Derefter fik jeg hver dag de underbukser og størrelser, der var behov for.

-          Jeg havde taget en ung kvinde ud af sin kørestol. Hun væltede ustandselig. Hun var spastiker, men havde gangfunktion. Det undrede mig, at hun sad i kørestol. Hendes mor havde fortalt, at da hun kom til afdelingen, kunne hun gå rundt i kravlegården. Medarbejderne fortalte, at hun sad i kørestol, idet hun hev håret af de andre. Hun havde en meget veludviklet finmotorik, men hun havde også trænet i mange år. Desværre faldt hun og satte sig oven på sin scalastøvle, så hendes ene skamlæbe blev fyldt med blod. Om aftenen måtte jeg have stuegang (lægen) til at se på hende. Han undrede sig over, at det kunne ske, når hun sad i kørestol. Så måtte jeg gå til bekendelse. Han blev godt nok gal og da han gik, truede han mig med, at han nok skulle få mig fyret – det var jeg ligeglad med.

-          I sommeren 1980 blev jeg forespurgt, om vi kunne give en pige på 14 år et aflastningstilbud, så længe hendes mor var indlagt på sygehuset. I Slagelse havde vi aflastningshjemmet Kernehuset, men de var ikke i stand til at modtage hende. Pigen var meget udadreagerende og bed såvel personale som de udviklingshæmmede. Jeg drøftede dette med en gruppe af mine medarbejdere, og de ville gerne forsøge at løse opgaven. Vi satte alle sejl ind pædagogisk og det lykkedes os at løse opgaven.

Efter en måned ringede moderen og fortalte, at hun ikke var blevet opereret og gerne ville have datteren hjem, så dette skete.

Næste dag blev jeg fluks hentet til ”afhøring” hvor der deltog ca. 10 personer – vi var lige overgået til Vestsjællands Amt. Jeg fik den største skideballe, og hvad bildte jeg mig egentlig ind. Jeg var totalt uforstående, idet forældrene jo havde forældremyndigheden over deres datter.

Det viste sig, at overlægen havde besluttet, at pigen skulle sættes i medicin og da moderen nægtede dette, var det jo passende at gøre det, mens hun var indlagt på sygehuset. Jeg blev meget vred, idet vi havde løst opgaven på en socialpædagogisk måde og uden brug af medicin og tilkendegav hermed, at jeg havde tilbudt at løse opgaven under falske forudsætninger og at pigen var kommet i et botilbud, som i første omgang løser opgaverne pædagogisk.

Jeg var så gal, da jeg gik fra mødet, så jeg hylede.

Ellen Gertz var pædagogisk konsulent og deltog også i mødet. Hun ringede senere og fortalte at hun havde reddet mig for at blive fyret.

I linket nedenfor er en artikel fra Socialpædagoen, hvor Ellen fortæller om overgangen fra tvang til selvbestemmelse.