Det begyndte med en samtale på forstanderinde frøken Meta Festersens kontor. Derefter samtale med afdelingsleder frøken Kirsten Jensen på afdeling K 1. Hun viste mig rundt på afdelingen. I en seng sad en grønlandsk pige og rokkede frem og tilbage.

Jeg fik forklaret, at "patienternes" hjerner ikke var færdigudviklede
og at de derfor var som små børn.... Mange sad fastbundet og så tomt ud i luften, der var nogle, der skreg og kom med mærkelige lyde, jeg var ved at dø af skræk....

Men jeg var lige fyldt 18 år, og ville gerne tjene penge i min sommerferie mellem 2. og 3 g. og
havde hørt, at det var nemt at få vikararbejde på Andersvænge. Så jeg mødte op, fik udleveret en stivet uniform bestående af en blå og hvidmønstret bomuldskjole og et forklæde. Som vikar skulle jeg ikke have mine egne nøgler, men brugte det man kaldte " de små nøgler " og det var nødvendigt, for alt var låst : døre ind til afdelingen, kontor, skyllerum, linnedskabe m.m. Jeg fik at vide, at skulle jeg låse en dør op, så var det vigtigt at huske,at den så også skulle låses igen.

Hver morgen startede med morgenrapport på afdelingslederens kontor. Man måtte ikke stå med hænderne i lommen, eller armene over kors imens, da det var et udtryk for dovenskab, så det var bare at stå ret op og ned imens nattevagterne aflagde rapport. Det var typisk noget med uro, absencer og kramper og der blev altid givet phenemal ( sådan husker jeg det ) jeg kendte intet til epilepsi og fik selvfølgelig et chok første gang, jeg så et anfald.

Efter morgenrapport blev personalet fordelt på de forskellige stuer. Jeg skulle følge med et per sonale med ind på en stue og fik så at vide, at jeg kunne starte med at tage K op og sætte
hende på bækken, altså inde på stuen. K havde vistnok Downs syndrom og var en lidt fyldig
ung pige, og hun satte sig på bækkenet som hun var vant til, selvom bækkenet så lidt lille ud...
det var meget grænseoverskridende for mig med sådan en privat handling midt i det hele..

Bagefter skulle jeg hjælpe hende i tøjet, en kort bomuldskjole og et kjoleforklæde, der blev
knappet på ryggen. Så skulle sengen redes, så vidt jeg husker , var der ingen dyner , men tykke brune uldtæpper.

Den næste pige jeg skulle hjælpe ( måske 16 – 18 år gammel ) var A. Hun var kraftig og
mørkhåret og gik med meget stærke briller, og hun var en af de få, der havde en personlig ejendel. Det var en rød bold, som hun gik med hele tiden, mens hun sagde " mi bold, mi bold ".

Alle kvinderne gik med kjolerne og kjoleforklæderne," patienttøjet" som blev hentet i skabene på
gangen. Der var forskellige størrelser, men var den rigtige størrelse ikke kommet hjem fra vask-
eriet, så måtte man tage det, der var. Det så nogle gange meget mærkeligt ud med korte kjoler til store piger og omvendt store kjoler til små spinkle piger.

Da det blev efterår fik de livstykker på og gammeldags brune strømper, der blev sat fast med
strømpeholdere. Skoene eller for manges vedkommende, støvlerne, var brune og med snører
og de blev pudset en gang om ugen ude i skyllerummet ( vel mest af vikarerne )
På afdelingen var der mange unge kvinder uden sprog og mange blev spændt fast både nat og
dag. Der var overhovedet ingen former for beskæftigelse, leg, hygge eller indlæring og tonen var meget rå og brutal.

Jeg kan huske mange navne, de gjorde stort indtryk på mig, især de grønlandske piger.
En af de grønlandske piger , (som jo var anbragt langt fra deres hjem og uden nogen der hen-
vendte sig til dem på deres oprindelige sprog og på denne måde fik forstærket deres handicap....) fik jeg en dag lov til at tage med ud i parken. Hun var i kørestol og hun blev så betaget og henrykt,.Hun havde måske ikke været udendørs i månedsvis, så det var en stor oplevelse. Hun rakte ud og rørte ved træernes blade , tog dem op til sit ansigt og nærmest kærtegnede dem. Hun havde ikke noget verbalt sprog ( havde måske engang haft det på grønlandsk ? ) Hun var lille og spinkel og meget yndig. Hun spiste ikke selv, men blev madet ved måltiderne, ligesom de fleste. Det foregik i et voldsomt tempo, for der var mange munde, der skulle mættes samtidig. Så en dygtig medarbejder var en, der kunne skovle ind i et rask tempo. Der var en uuddannet (det var de fleste vist ) medhjælper, hun hed M, hun var rigtig hurtig ! Men den lille grønlandske pige bed tænderne sammen og ligegyldigt hvor meget, de prøvede at vriste hendes mund op og holdt hende for næsen (for at tvinge hende til at åbne munden ! ) så kunne M ikke få en skefuld i hende. Så fik jeg lov at prøve og ved at vi snakkede og sang lidt, så ville den lille "patient" spise!

Og så var det jeg fik at vide ( det fik jeg flere gange ) at jeg skulle passe på at jeg ikke
kom til at gøre mig for lige med dem! Sådan var holdningen og menneskesynet dengang i 1971, heldigvis kom der snart store forandringer, da Åndssvageforsorgen blev nedlagt.

Nogen af kvinderne gik med muffetrøjer med krydsede arme hele dagen. Enkelte i hele muffe-
dragter, der blev snøret på ryggen ... det var for at forhindre , at de klædte sig af, slog sig selv,smurte sig ind i afføring m.m.....

Mange af kvinderne sad i opholdsstuen det meste af dagen, hver dag på den samme plads.
De sad uden ble og tissede på gulvet, vi havde derfor en gulvspand stående i et hjørne.
Så skulle man tørre op med en gulvklud , den samme var i brug hele dagen. Der var Hibitane i
vandet. Hibitane var et desinfektionsmiddel, det var rødt med en karakteristisk lugt, jeg vil kunne genkende overalt, ved ikke om det bruges mere.....

Til middag kom der mad fra centralkøkkenet, der var meget med grød, sagosuppe og lignende.
Der var også kartoffelmos med brun sovs og noget specielt Andersvængemad, der hed
TRILLEKØD ( hakket kød ) jeg har ikke set det, de andre steder indenfor Åndssvageforsorgen,
jeg har været. Det smagte udmærket, der var ofte noget tilovers, som vi spiste bag køkken-
døren. Det skulle nemlig i grisespanden som blev afhentet og kørt over til Rosenkildegården.
Det var jo et lille selvforsynende samfund og mange af de anbragte mennesker, der var i stand
arbejde udendørs, havde på den måde en meningsfyldt beskæftigelse.

Men de mange multihandicappede, der var stuvet sammen på de store afdelinger, havde ikke
meget mening i deres liv. Og derfor er det vigtigt at dokumentere , hvad der skete dengang,
så vi er sikre på ikke at gentage historien.

Jeg kan fortsætte med meget mere, men slutter her cirka 43 år efter jeg trådte ind på
Andersvænge.

Jytte Goldschmidt.