Kildebjerget ligger ved Vejle fjord, omkranset af store skovområder der løber ud langs vandet. Kildebjerget (bygget i slutningen af 1800-tallet) bestod af en hovedbygning, en stald og en lade. Hovedbygningen ligger på toppen af en dalsænkning, og i dalsænkningen ligger en kilde hvorfra vandet i gammel tid med en hævert kunne pumpes op til bygningerne. Heraf navnet ”Kildebjerget”.

1926: laves der et privat børnehjem for ca. 20 drenge i alderen 4 – 14 år.

1950: Kristelig forening for børneforsorg køber Kildebjerget.

1952: der bygges en fløj til hovedbygningen som bolig for forstander.

1962: den hidtidige forstander afløses af et ungt forstanderpar, Anna og A. P. Jessen.

1978: flytter forstanderparret med børnehjemmet til Thyholm, til bygninger der bedre kunne imødekomme tidens større krav til boforhold mv. Vejle Amt overtager Kildebjerget, som i dag er en kostskole for sent-udviklede unge.

Jeg boede på Kildebjerget fra slutningen af 1969 til begyndelsen af 1974.

Det var på tidspunktet et drengehjem med fire eller fem værelser, med køjesenge, på 1 sal, dagligstue og spisestue i stueplan og køkken, omklædningsfaciliteter og baderum mm. i kælderetagen.

Jeg vil tro vi har været omkring en snes unge drenge, aldersmæssigt fordelt fra 9 år – op til 17/18 år. Vi gik i skole i den nærliggende by Stouby, hvortil vi transporterede os på cykel (nogle af de store drenge, på knallert).

At flytte på drengehjem var på mange måder en stor udfordring for mig, men jeg opfatter også mine år dér, som en helt igennem fantastisk tid. Jeg var, når jeg ser tilbage, utroligt privilegeret at leve som barn af en tid, der på mange måder var en brydningstid i hvilke det danske samfund oplevede en omvæltning, et paradigmeskift, båret af ”det store spring” i udviklingen af velfærdsstaten.

Dette bragte, blandt meget andet, et fokus på samt ændringer i børns rettigheder, i hvilke revselsesretten kom under pres over for nye pædagogiske teorier og metoder.

Jeg tænker at jeg var så heldig at være til stede, i et af datidens visionære institutionelle fyrtårne, besjælet med nogle af de første frontløbere for den nymoderne socialpædagogiks afprøvning og udvikling.   

Nogle udfordringer undervejs:

Jeg ankom til drengehjemmet – plysset, i slutningen af 60-erne hvor den absolut rigtige hårlængde havde en ganske anderledes karakter, ikke mindst iblandt de stedlige unge beboere. For pokker da – når man henser til datidens frigørelsesbevægelse, de store strømninger af oprør og krav om ”at ændre verden og se ud som man ville”, der stod lille Søren - "nybarberet" knøs bragt ind med fire-toget fra storbyen.

Det afstedkom ganske megen opmærksomhed, af den knap så eftertragtlige slags, og jeg kan da erindre ikke så få situationer hvor jeg var midtpunkt på sovesalen, når pædagogen havde slukket lyset og var gået neden under. I den første tid fulgte jeg ofte lige i hælene på den voksnes skygge under døren, idet jeg følte mig mere sikker siddende ude på trappeafsatsen, klar til at blæse ned af trappen, frem for at ligge i min seng, når/hvis der skulle være ”fest i gaden” - på min bekostning.

Omgangstonen og adfærden blandt unge i et drengehjemsmiljø var vist ikke for sarte sjæle, karakteristisk for menneskets væsen i hvilket også den mørke side er indlejret, var der i en vis udstrækning en lidt hård adfærd over for hinanden. Man kunne med fordel udvikle sine evner til at iagttage, reflektere og forudsige mulige situationer, og det var vigtige egenskaber at kunne sno sig samt være snarrådig og evne at søge alliancer – for at få plads og handlerum, men også for i et vist omfang at få mulighed for at være i fred. Hertil kom nytteværdien af at kunne slå fra sig, og ikke være bange for at tage kampen op – en side jeg i de første år på Kildebjerget tog til mig, og siden betjente mig flittigt af (sandsynligvis også lidt for flittigt hm....)

Hvad man ikke kan af narrestreger når man flytter på drengehjem, det lærer man undervejs, om ikke "af sig selv" så som en dyd af nødvendighed! Det viser sig nemlig meget hurtigt nyttigt at være ”god til noget”, som andre efterspørger, hvorved byttehandel og alliancedannelse blev muligt. I den henseende er der vist ikke megen forskel på de mekanismer der virkede og virker i den kontekst, som kendetegnede drengehjem og lignende, og det der karakteriserer de sammenhænge og dermed den indflydelse placering i fængsler har, på de som kommer der.

Datidens forstander på Kildebjerget var, som jeg husker det, en mand af hvad der nok kan betegnes som den gamle skole. Han satte rammerne og de værdier der var bærende på stedet, såvel de pædagogiske som de almen gældende, herunder grænser for hvad der kunne tolereres af ulydig/lovløs adfærd. Således har jeg selv et par gange eller tre oplevet hvor denne grænse gik!

Det har i min opvækst været forbundet med visse vanskeligheder, for mig, at bevare tilknytningen til en folkeskole i længere tid af gangen. Det hang vist i hovedsagen sammen med tidligere nævnte "fighter egenskaber".

Selv tror jeg nok at jeg dengang følte mig ”misforstået” og gjort til ”den skyldige” gang på gang, hvilket nok må ses som en projicering af faktiske realiteter, og tages til udtryk for barnets umodenhed og dermed manglende forståelse for og anerkendelse af, sammenhængen mellem årsag og virkning.

Som jeg opfatter det, i et bagudskuende iagttagelsesperspektiv, blev det af afgørende betydning for min exit fra Kildebjerget i 1974, at man ”løb tør” for skoler der ville huse mig, indenfor en overskuelig geografisk radius.Det er sandsynligt at det også var godt det samme!

Oplevelser/udvikling:

Kildebjerget tilbød nogle fantastiske rammer at leve livet i, menneskeligt såvel som fysiske. Der var voksen nærvær, interesse, omsorg og kærlighed. Der var opgaver der skulle varetages, inde som ude, der var dyr at tage vare om, der var skov at gå på opdagelse i, der var smukt kuperet terræn så langt øjet rakte, Fjorden og dens "kystlinie" bød på en mangfoldighed af unikke muligheder, og der var højt højt til himlen.

Udsigten fra de to altaner på 1. sal af hovedbygningen var formidabel. Man kunne se hen over skovens trætoppe, til Vejlefjords smukt glinsende vand, og helt over til Fredericia-flammen på den anden side af fjorden. I den nære skov omkring hjemmet byggede vi hytter i træer, huler i skrænter, og på engen var der får samt heste som vi kunne ride på når vi havde lyst. Jeg tilbragte meget meget tid i den natur, Ja jeg husker det som mit vigtigste domæne overhovedet, jeg mindes at jeg ofte tænkte mig ind i indianernes verden når jeg strejfede om i skoven, tyst og observerende - på jagt efter lyde og spor. Jeg var vist allerede dengang en drømmer!

To - tre kilometer fra Kildebjerget, i bunden af skoven - ti meter fra fjordens vandkant, lå der et gammelt skovhus. Utallige er de timer der blev tilbragt der. Vi byggede tømmerflåder (ikke altid lige holdbare) og brugte dem til at stage os rundt på Vejle fjord – kors hvor er livet vidunderligt, når man ligger og fisker efter krabber og ålekvabber, bruger flåden til at bade fra, eller blot ligger på ryggen og kigger op i det blå.
Fjorden bød på mange oplevelser, jeg husker bl.a. at vi somme tider var helt op og køre og vildt begejstrede, når vi så marsvin som i deres karakteristiske stil bevægede sig ind mod bunden af fjorden, dvs. ind mod Vejle som så at sige udgør enden på fjorden.

Med udgangspunkt fra Skovhuset løb vi sommetider nat-orienteringsløb i skovene, også jeg – og det selv om jeg var ganske mørkeræd og skide bange for ikke at kunne følge med de større drenge, og derved blive ladt alene i skovens dybt sorte uendelighed. Jeg kan forsikre om at frygt giver ben uanede kræfter, og iltoptagelse og lungers velbefindende bliver sekundært. Det med at kunne følge med husker jeg især ekstremt udfordrende, når ruten tilsagde at vi fra Skovhuset skulle løbe af den vej der går op til den røde lade, en strækning der det meste af vejen har en stigningsprocent der kunne være en Tour De France - rute værdig. Det var rent ud sagt en dræber for en lille gut, der skulle følge med de større drenge.

Jeg har tilbragt mange mange aften- og nattetimer omkring bål, i selskab med andre drenge samt pædagoger der spillede guitar og sang sange der gik rent i hjerte og sind, dér i det bulderragende mørke - med lyden af doven brænning der ruller mod land,  flagermus lydløse og ekstrem hurtige flugt over vore hoveder, og blikket klistret til den uendeligt smukke måne, som stod i forgrunden, med den vidunderlige og meget betagende stjernehimmel som bagtæppe, i guder det var fantastisk.

Der blev ofte fortalt nogle grumme historier i lejrbålets skær, historier som på en gang tiltrækker som fluepapir, men som også slår huller i psykens "forsvarsværker" hos små såvel som lidt større drenge. Jeg kan huske hvordan det sætter ens adrenalinpumpe og antenner over for det mørke derude, mellem træerne, i højeste alarmberedskab. Når de lidt farlige og uhyggelige historier var fortalt, og min indre angst for det kulsorte derude var blevet ”gødet” godt og grundigt, så var det i sandhed godt at ligge ”i bunke” i et af skovhyttens små trange rum, hvor kun petroleumslamper var den sparsomme og mulige lyskilde.

Om vi fra Skovhuset bevægede os langs vandet ind mod bunden af fjorden, hvor skoven for det meste lå nærmest helt ud til strandkanten, kom vi til et stykke hvor der ikke var træer men derimod en meget meget høj nøgen skrænt (sådan virkede det i det mindste for en lille knægt). Der blev tilbragt mange timer dér, med at forcere de skarpe højder, og lave oplevede vovelige stunts fra toppen. Her inviterede jeg også min første "kærlighed" hen, jeg tror jeg var omkring 11 år, hun var fra landsbyen Barrit. Da vi sad dér, på toppen af verden, og kiggede ud over fjorden, tror jeg at jeg for første gang i mit liv oplevede denne følelse af - nærmest lykkelig!

Mange af de unge mennesker på Kildebjerget tog hjem til familie i sommerferien og til jul. Det gjorde jeg ikke, og jeg var således, sammen med enkelte andre, tilbage på Kildebjerget i de perioder, det var også en helt suveræn tid. Som jeg husker det var vi sammen med en enkelt voksen, og dagene var lange og såvel aktive som dovne. Der var selvfølgelig vores dyr der skulle passes, men ellers var der frit slag for ture og oplevelser, såvel som almen dasen når varme solbeskinnede dage, på altanen eller den skrånende græsplæne ned mod skoven, med saftevand indenfor rækkevidde. Det forekommer mig i erindringens måske lettere lyserøde skær, at disse perioder var en særligt forkælet tid for os der var blevet på Kildebjerget.
Jeg havde også den store glæde at være med Familien Jessen i deres sommerhus i Juelsminde i sommerferier, hvor deres søn Otto og jeg tog for os af livets smukke muligheder og oplevelser. Herudover kom jeg i perioder i familiens private bolig, hvor Otto og jeg bl.a. tilbragte tid med at lytte til tidens musik, Jeg erindre at Simon & Garfunkel samt Creedence Clearwater Revival var op i tiden.
Otto og jeg var på et tidspunkt blevet optaget i spejderbevægelsen og blev dér kategoriseret som Ulveunger, jeg har på fornemmelsen at vi var tilskyndet hertil af fru Jessen. Min "karriere" i bevægelsen var dog ikke lang, og endte brat, i skuffelse over ikke at få anerkendt en 30 km. stroppetur, og dermed ikke få det duelighedstegn som jeg havde forventet - og sat næsen op efter. Det medførte at jeg meddelte at jeg ikke under nogen omstændigheder ønskede at være ulveunge længere - og sådan blev det.

Reflektion:

Jeg tror, når jeg tænker tilbage, at jeg var barn af en tid, hvor pædagoger (og selvfølgelig ikke mindst den daværende Forstander) havde lyst til at realisere det smukke nye, som velsagtens red på bølgen af flower power, og som gav plads til iagttagelsesperspektivet om det unikke individ, som skal mødes der hvor det er og omfattes af kærlighed og imødekommenhed, accept og respekt.

Jeg har ikke den mindste tvivl i mit sind, dé år gav mig fundamentet hvorpå jeg lever og oplever mit liv. De har sat sig dybe spor i min sjæl, smukke farver i mit sind, og jeg tænker de lagde grunden til et søgende, refleksivt og eftertænksom væsen.

Når sindet er lidt slidt og sjælen trænger ro og fordybelse, så vender jeg tilbage til Kildebjerget, skoven og fjorden. Her vandrer jeg blandt høje bøgetræer og lader vindens leg i træernes kroner stemme mit sind. Den lyd som vinden frembringer i bøgeskovens kroner er helt fortryllende, den er magisk og dragende for den søgende sjæl.
Jeg tager ophold ved fjorden, og lader tanker fare og hjerte og puls komme i ro. Går barfodet i vandkanten, med den lune brise om skuldrene, og bliver luft og vand, himmel og hav, og ulmende glæde spire og tager fart i mine åre og i mit sind.

Efter en tid dér - er sjæl og sind restitueret, og det føles som at være født på ny.
Glad i låget og høj ved tanken, om alt det livet har givet mig, de fantastiske muligheder jeg blev til del, ikke mindst på det sted, begiver jeg mig hjemad - med begejstringens malmstrøm brusende i mine åre, og en uendelig lyst til livet og til de dejlige og smukke oplevelser det giver mig undervejs.