En familie arbejdsplads
Jeg kom til verden ved en hjemmefødsel, i Vestergade nr. 9 i Roskilde, Storebededagsaften i 1942. Min mor var ansat på hospitalet og havde fået tilladelse til, at gifte sig og flytte ud af hospitalet. Jeg kom til at gå på Duebrødre skole og i klassen havde jeg 2 klassekammerater, der boede på Sct. Hans Hospital. Den ene var inspektørens søn og den anden var læge Zahles søn, som boede i øst fløjen af Fjordhuset. Jeg tog tit ned på kvindehospitalet for at lege med dem. Vi gik bl.a. i Dampbad i Fjordhusets kælder.
 
Jeg gik ofte ned og mødte min mor om aftenen, når hun fik fri kl. 18,30 efter en lang arbejdsdag fra tidlig morgen kl. 07. Hun havde så haft mellem timer fra 12,30 til 16. Den vagt havde hun hveranden uge,den modsatte uge, havde hun dagvagt 07-15,30. Hun arbejde alle ugens dage, med en enkel fridag hver ottende dag. Altså ingen Weekender fri.
Min mor var i afdelingskøkkenet bl.a. på afdeling A 7 under Plejemor Vesti Møller og hun var ansat på hospitalet fra 1932 til hun gik pension i 1972. Min far var arbejdsmand på hospitalet en kort periode under besættelsen. Min Bedstemor var tyende på Dampkøkkenet på Kvindehospitalet fra år 1900 til hun skulle giftes i 1912. Min Bedstemor havde også nogle søskende på hospitalet.
 
Sct. Hans Hospital var i udbredt grad en familie arbejdsplads. Det var det også for mig, da jeg startede i Ingeniørafdelingen, som ferieafløser den 6 juni 1964 kl. 6.30. Min kone arbejdede i vaskeriet og det var hende, der spurgte Ingeniørformanden om han kunne bruge en mand, det kunne han godt. Vi var så 2 mand der startede den morgen.
 
Selv om jeg var tilknyttet Ingeniørafdelingen, blev jeg lånt ud til andre driftafdelinger med bl.a. køkkenet, madudbringning, vaskeriet, tøjvognen m.m. i somrene 1964 til 1966. Ferieafløserne blev altid fyret i November og det gjorde jeg også i 1964.  I 1965 rejste jeg selv, jeg syntes ikke, de skulle have den fornøjelse at fyre mig. Men, når det blev forår kom jeg igen. I 1967 tog jeg erhvervskørekort, for jeg ville gerne køre taxa i min fritid, for at tjene noget ekstra. Det kom til at betyde, at jeg blev afløser ved sygetransporten og da en af de faste chauffører var aktiv i fagforeningen, var jeg der næsten hele tiden. I 1969 købte hospitalet en sygevogn til, så nu var der 2 til siddende patienter og en til liggende patienter. Den nye sygevogn blev min. Det var en 7 personers WW folkevognbus og jeg var glad for, at det blev mig, der fik den. Det var et dejligt job og jeg kom til at være der til jeg gik på pension den 30 Oktober 2002.
 
I sygetransporten kørte vi patienter til behandling, det være sig internt fysiorisk behandling, røntgen, tandlæge, nce, og til konsulentvirksomheden. Den eksterne transport var mest til de Københavnske hospitaler,  Roskilde Amts sygehus og senere til Køge sygehus. Der kunne ind i mellem godt være fart på, for at holde tiderne, vi gjorde, hvad vi kunne for at holde ventetiden nede. Vi har aldrig sagt  “ nej “ det kunne vi ikke.  Det skete først, da patientkontoret begyndte at blande sig i, hvad vi kørte.
 
Kirurgisk tilsyn foregik i en årrække om lørdagen på Roskilde Amts sygehus, hvor der godt kunne være 6 – 8 patienter, eller flere, hvoraf nogle havde været i narkose og skulle på båre tilbage. Der har været en kirurgisk afdeling på Bøgehuset med Kirurgisk operationsstue. Her kom overlæger fra Roskilde amts sygehus, for at føre tilsyn, med de kirurgiske patienter. Senere blev det lagt ind under konsulentvirksomheden.
 
Vi flyttede mange patienter til og fra plejehjemmene, der hørte under SHH. Hentede Patienter der skulle indlægges, eller patienter, der ikke var kommet tilbage, af en eller anden grund. Vi blev tit brugt som en slags udrykningstjeneste, hvis der opstod en situation, hvor der var brug for hjælp. Da Inspektøren på Avnstrup gik på pension, blev patienttransporten integreret under os.
 
Jeg har aldrig kunnet lide, når jeg blev nødt til, at benytte magt, overfor en patient, der skulle flyttes mod sin vilje. Jeg syntes vi ofte glemte, at det var et sygt menneske, der råbte om hjælp, som vi havde med at gøre. Jeg mindes kun en enkelt gang, hvor jeg var bange for en patient, der skulle flyttes til en lukket afdeling, efter at han havde truet afdelingssygeplejersken med en 10 kilos håndvægt. Han var af bodybuildertypen. Jeg flyttede ham alene fra Kvindehospitalet til Mandshospitalet og han var på ingen måde ubehagelig over for mig under turen.
 
Der er mange episoder, jeg kunne fremhæve, men det bliver for meget. Blot en til.
Jeg blev kaldt op over radioen, om jeg ville køre ud til bådebroen, for der var en person, der var hoppet i fjorden på ca. 2 meter dybt vand. En kollega var allerede kommet ud til enden af bådebroen, og det så ud til, at personen ville drukne sig. Han hoppede op og ned i vandet for at trække vejret. Jeg skulle først aflevere de patienter, som jeg havde i vognen, før jeg kunne komme derud. Hverken min kollega eller jeg havde den store lyst til, at hoppe i vandet efter ham. Vi fik en ide.  I Texas spørger man den dømte, inden man henretter ham, hvad hans største ønske er. Vi spurgte derfor personen om, hvad hans største ønske var, før han druknede sig ?  En smøj, svarede han. Det ville han så få, hvis han kom op på broen. Vi hjalp ham op, og da han havde røget smøjen, ville han hoppe tilbage i vandet; men nej, det forhindrede vi ham i. Han var patient på Sønderhus og han smed sig pjask våd på sengen og græd. Om det var af glæde over at blive reddet, eller det modsatte er et åbent spørgsmål, men jeg tror ikke, han havde mod nok til at drukne sig.
 
Der har været store omvæltninger i hospitalsstrukturen i de 38 år, jeg var der. Da jeg begyndte i 1964, var man i fuld gang med at nedlægge de store sovesale til 2 – 4 sengsstuer bl.a. på Fjordhuset. Man var begyndt at blande kønnene på henholdsvis Mands og Kvindehospitalet. Det skulle heller ikke hedde Mandshospitalet eller Kvindehospitalet. Det kom til at hedde øst eller vest hospitalet. Det kom også til at betyde, at der på hver sygeafdeling var færre indlagte. Hvilket vi må siges at være til patienternes bedste.

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.