Mit arbejdsliv

Jeg startede som omsorgselev inden for statens åndsvageforsorg v. Vangede børnehospital  1.4.68 Min interesse for dette område fik jeg fra et job på et privat plejehjem i Roskilde fra 1966-1967. Her var 3 borgere i familiepleje fra Ebberødgård. De knoklede. Men hvis de ikke makkede ret, fik de besked om at så blev de sendt tilbage til Ebberød. Martha græd, så hele plejehjemmet kunne høre det. Så det måtte vel være bedre end Ebberød? Især den ene-Frandsen- skulle jeg f.eks. tage i bad. Forstanderinden mente jeg havde et godt tag på "sådan nogen". Han havde intet sprog, men hvor han- og jeg- morede os, når han var i bad. Der blev leget barnlige plaskelege ( utroligt forstanderinden ikke stoppede det, vidste det nok ikke). Efter min 1. praktik på en børneafd. med meget handicappede børn elskede jeg bare det job. Børnene havde intet sprog, havde kørestole, som vist kun blev brugt v. spisning, ellers lå de i sengen. Ved bad foregik det på samlebånd. 1 bar ud , en vaskede, en gav tøj på. Ved bleskift skulle de vaskes med koldt vand- det hærdede, sagde plejemor! Jeg husker kun en enkelte der havde kontakt med pårørende. Ved en anden kom far (taxa chauffør) en gang imellem forbi og kiggede ind ad ruden på sin datter. De flese af de børn var svære at få øjenkontakt med, sikkert p.g.a handicap, men i dag tænker jeg de i den grad var omsorgssvigtet, fik ikke meget fysisk kontakt.

Når man skulle bedømmes som praktikant var det plejemor der gjorde det, sendte det til forstanderinden og man så intetanende mødte op. jeg var absolut ikke egnet til dette job var mit skudsmål. Det fik jeg dog overbevist forstanderen om ikke var korrekt- gad vide hvordan livet ellers havde formet sig? Iøvrigt kom jeg tilbage som nyuddannet ass. og var på samme afd. ½ år. Her var kommet ny leder og meget andet personale. Det var ganske anderledes, vi tog børnene med ud, vi var i  Lyngby på gåben, tog ungerne med på visit i egne hjem, jo der var sket en masse.

Vangede var det nyeste, med de nye tanker og gryende pædagogisk tænkemåder, gad vide hvordan det så var på de gamle institutioner? Det fik jeg fornemmelse af da min næste praktik var på den nærliggende inst. for voksne- Lillemosegård. Her var det stadig uniformen med hvidt forklæde og ikke meget pædagogisk arbejde. På afd. havde plejemor vist hørt om det der Adl træning. I hvertfald skulle Agnes, en lille ældre mongol, lære at spise selv. Hun fik gaffel i hånden, besked på at spise. da hun ikke lige kunne gribe dett an, fik hun et drag over nakken. Gudskelov sendte hun (Agnes) et skælmsk blik ud til alle os der opholdt os i køkkenet mens patienterne ( sådan kaldtes de) spiste i spisesalen.

Der var mange forskellige kvinder. BL.a. nogle der kom i Istedgade. Hos en af dem skulle jeg rengøre hendes skab mens hun var væk sagde plejemor - kors hvor fik jeg skæld ud da hun kom tilbage- det kunne jeg godt forstå, men som elev gjorde man hvad der blev sagt. Jeg skulle også i skjul følge efter Pia, der kørte rundt på 3 hjulet cykel (spastisk),  selvfølgelig. Jeg syntes ikke det var helt ok og hun kunne da også køre fra mig, så der var ingen oplysninger jeg kunne komme tilbage med. Så vidt jeg husker var der ikke meget privart tøj kvinderne havde. Jeg husker ihvertfald at de kunne få udleveret rene trusser 2 x ugtl.

På personalehøjskolen var de nye pædagogiske tanker også ved at vinde indpas. Skønt forstanderen var lagt for had, som mange ledere er, sagde han dengang at vores fremtid var, at vi skulle ud i borgernes hjem og yden støtten og hjælpen der! Vi rystede vist på hovedet af ham.

Efter endt uddannelse var jeg ½ år på Åruplund. Igen  et sted hvor den gl. ånd herskede, med samlebåndstanken, alle børn samlet i legestuen m en medhjælper, mens vi andre lavede praktiske ting. Ak Ak

Som kom jeg til Strandvænget hvor jeg var i ca. 13 år. Det var jo her det nye skete, opgør med forældet ledesesstil, pædagogikken i højsædet. Jeg er skideglad for at have oplevet denne periode, hvor ungerne var i centrum, det var ok at sidde med dem på skødet, der var ingen sikkehedsrep. der sagde at man ikke måtte. Langt de fleste af disse børn er ikke mere. men jeg tror jeg var med til at gøre en forskel.

Siden har jeg været afd.leder forsk. steder. For mig var det vigtigt altid at tage borgerens perspektiv, tænke etikken ind og gøre det så godt som vilkårene gav mulighed for.

Jeg ved at der aldrig før har været puttet så mange penge i vores sociale tilbud som nu. Alligevel strejfer tanken mig om den enkelte borger kan sige at det er blevet bedre for dem? Vi havde meget mere tid- eller gav os meget mere tid, til den individuelle omsorg før hen Det savner jeg. Jeg er nemlig stadig i job ( hjemmevejlederi Svendborg kommune) og tænk efter 46 år stadig at kunne sige, man har verdens bedste job- trods alt

 

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.