Det kan nytte!

Jeg startede på Statshospitalet i Middelfart den 1. maj 1969.

Var uddannet i blandet landhandel og arbejdede efterfølgende i farvehandel, men fandt ikke, at det var det rigtige sted at arbejde for mig.

Idet der var søgt elever til Statshospitalet, var min tanke at der nok ikke skete noget ved at prøve dette, men jeg havde ikke forud gjort mig nogen tanker om arbejdet eller uddannelsen overhovedet.

Da jeg skulle til samtale den 1. marts kl. 15.00 som jeg husker det, var det noget ”svært” at finde oversygeplejerskens kontor. Jeg blev sendt fra det ene sted til andet og nåede da også at komme 15 minutter for sent.
Ved samtalen med oversygeplejerske frk. Olsen gjorde jeg opmærksom på, at jeg reelt havde været der 15 minutter før kl. 15.00 og beklagede at jeg kom for sent og henviste til, at forskelligt personale havde sendt mig lidt rundt.
Oversygeplejersken meddelte at hun trods forsinkelsen ville indstille mig til ansættelse 1. maj og at jeg reelt først skulle møde den 5. maj 1969, idet der var helligdage som skulle afvikles først.

Den første afdeling jeg var elev på, var afdeling M1. En afdeling for senil demente. De patienter der var der, var meget plejekrævende og stuestørrelsen var noget der undrede mig. Nogle stuer var der 10 patienter på, andre var der 6 og få 2 patienter. Afdelingssygeplejersken var Karen Petersen som blandt personalet var meget respekteret.
Et af fru Petersens budskaber var, husker jeg rimelig tydeligt, idet hun stilfærdigt gjorde mig opmærksom på, at nye idéer var velkomne, dog kunne de møde modstand fra de ældre plejere som havde faste rutiner for arbejdets udførelse.

På tidspunktet for min ansættelse, var det kutyme at elever indgik i arbejdet såvel i dag-, aften- og nattevagt, dog altid sammen med uddannet personale.
En af de rutiner som undrede mig var når patienterne skulle i seng. Patienten blev afklædt og kun havde en kortærmet undertrøje på. Når det undrede mig meget, var det fordi der på tøjdepotet lå stabler af pyjamasser. På forespørgsel fik jeg at vide, at det for besværligt at skifte patienterne hvis de var urenlige når de havde pyjamasser på.
Umiddelbart var min opfattelse at patienterne om natten skulle have pyjamas på, idet ældre patienter ikke derhjemme ville undgå nattøj.
Jeg drøftede ”sagen” med afdelingssygeplejersken og fik hendes accept til at arbejde på en ændring af denne kutyme.
De fleste af de gamle plejere var ikke imod at jeg ændrede kotymen når jeg var i vagt, og efter nogen tid begyndte de også at give størstedelen af patienterne nattøj på.

Afdelingen var etableret i den bygning der egentlig var bygget til psykiatriske patienter der tik tuberkulose (landsfunktion). I dag er denne bygning revet ned.

En rigtig god bygning til senil demente, idet vi om sommeren kunne åbne døre op til haven så patienterne kunne trisse ud og ind som de havde lyst til.

Senere blev bygningen lavet om til behandlingsgang, ergoterapi og senere fritidscenter.

Det sidste halve år af elevtiden blev udført på afdeling M10 som var urolig modtageafdeling for mænd.

Afdelingssygeplejerske fru Kristensen, som efter min mening var en særdeles kompetent leder, tog imod og i samtalen vi havde første dag, gjorde hun det meget klart, at hun forventede, at jeg viste interesse og at jeg selv var opsøgende omkring viden om psykiatri. Hun gjorde endvidere opmærksom på, at hun i en senere samtale ville efterprøve om den læring der fandt sted i afdelingen også havde båret frugt. En holdning jeg var godt tilfreds med, og det viste sig også i hverdagen, at de spørgsmål eller den tvivl der kunne være i omgang med de urolige patienter, var hun vældig god til at gennemdrøfte, så jeg fik en større forståelse for psykiatri og psykiatriske patienter.
Ud over at være opmærksom på læring omkring psykiatri og psykiatriske patienter, så var det også elevens opgave at gøre rent og vaske gulve på enestuen samt på gangen.

Enestuen blev brugt til meget psykisk urolige og voldsomme psykiatriske patienter. Sengen var boltet fast i gulvet. Afdelingen var normeret til, som jeg husker det, 18 patienter, og der var stort set altid overbelægning. På afdelingen var der ikke nogen dagligstue, så gangen blev brugt til almindeligt ophold.
Det er selvfølgelig ikke de bedste betingelser for de patienter der er indlagt, og det er klart at det kan give problemer når nye patienter indlægges.

Udover, at vi, i elevtiden blev uddannet i praktik, havde vi ugentlig teoretisk undervisning. Specielt en overlæge blev oplevet som særlig dygtig og kompetent. Overlægen hed Hornslet og havde tilsyneladende et alkoholproblem, og det skete at han på grund af længerevarende massivt misbrug fik delirium tremens og blev indlagt på afdelingens enestue grundet voldsom uro. Det var noget af en oplevelse, at man som elev, skulle være med til at tage vare på den kompetente overlæge. Da overlægen fik det bedre, var det rart at hans tilbagemelding til bl.a. undertegnede, at den undervisning han havde givet havde båret frugt, idet han følte sig særdeles godt behandlet. Det skal da ikke skjules at det var med nogen nervøsitet vi gik til opgaven, og var glad for overlægens tilbagemelding.

Efter elevtiden var der to aspirant-år, som jeg betragter som en del af elevtiden, idet der i den periode skulle vises at der var forståelse for psykiatri og psykiatriske patienter med de handlinger man foretog.
Efter de to aspirant-år var der mulighed for at søge om fastansættelse hvis de to år var gået uden anmærkninger (påtaler, advarsler m.m.).
For mit vedkommende blev jeg indstillet til fastansættelse og fik brev fra Indenrigsministeriet den 1. marts 1972 om fastansættelse at regne fra 1. maj 1970.

Der vil altid være nogle oplevelser som hæfter sig mere end andre, og her vil jeg nævne nogle særlige:

Langt de fleste indlæggelser foregik ganske stille og roligt. Indimellem var der så nogle som såvel for personale som patienter kunne være ubehagelige.

  •          På et tidspunkt får vi meldt en ”rød tvang” – indlæggelse med politi og embedslæge – og fik at vide at vi måtte være klar, idet patienten var meget voldsom. Indlæggelsen skete ca. sidst på eftermiddagen og da ambulancen, sammen med politiet kommer, er patienten bundet med tykt tovværk til båren. På afdelingen var i vagt om eftermiddagen til kl. 19.00 to uddannede plejere og en elev, så vi kiggede lidt da båren blev sat på afdelingen og ambulance- og politifolk forlod afdelingen. Vi var meget usikre på hvordan denne indlæggelse skulle forløbe, men efter at vi havde løsnet tovet og fortalt patienten at vi havde gjort en seng klar, rejste patienten sig, gik stift ind til sengen, lagde sig og bad om, at bæltet blev spændt. Det viste sig senere, at patienten tidligere havde været indlagt på Skt. Hans hospital og når han fik det dårligt, faldt han til ro når han blev indlagt, idet han så følte sig i sikre hænder.
  •          Andre indlæggelser som har gjort stort indtryk er, at en ung mand som i en hashpsykose havde skåret en tredjedel af sin tunge.
  •          Endvidere en skizofren som i sin psykose havde taget en slagtekniv og skåret en del af sin penis, idet han ville sikre sig, ikke at kunne få børn.
  •          Også en ung misbruger der blev clean og som var helt overbevist om, at han nu skulle holde sig væk fra stoffer. Han var indlagt i ca. et halvt år, og vi drøftede meget hvordan hans hverdag ville se ud, når han blev udskrevet. Desværre var der intet netværk da han blev udskrevet og det var en meget kedelig oplevelse ca. 14 dage efter udskrivning at læse i Fredericia Dagblad at han var fundet i en kælderskakt død på grund af en overdosis heroin. Jeg har ofte tænkt på, om det ikke havde været muligt med et efterbehandlingsforløb, samt et godt netværk kunne have hjulpet ham videre og min konklusion er, at det kunne have hjulpet ham.
  •          Der var også indlagt en ung bager – manio depressiv – og han gav udtryk for, at han gerne ville bage kringle til afdelingen. Det fik han lov til, og resultatet blev godt, for der var kringle til ”flere uger”.
  •          En anden patient vi fik indlagt var en mand midt i halvtredserne og grunden til indlæggelsen var, at han var selvmordstruet. Vi fandt hurtigt ud af, at hans reaktion havde baggrund i at konen, på deres ferietur til Schweiz, døde, hvilket gav forståelse for hans reaktion – reaktiv psykose. Han blev udskrevet samme dag og hans børn tog ham med hjem.
  •          Sammen med andre store psykiatriske institutioner, havde vi i Middelfart en ”asyl-funktion” for mange af de patienter som var for dårlige til at kunne sendes hjem, og egentlig for gode til at være på en behandlingsinstitution. Der var derfor en del på det vi kaldte ”kronisk” afdeling der skulle aktiveres. Mange af den type personer ser vi i dag som hjemløse, mere eller mindre kriminelle og misbrugende. Typisk er, at de søger til de store byer hvor de opleves som et problem for andre såvel som for sig selv. For denne gruppe er det vigtigt at der er personer der sikrer at eventuel medicin gives, at der er regelmæssig kost og en seng at sove i samt personale der kender dem som de personer de nu er.

Den gang som nu, er det min overbevisning, at fri hash og lignende ikke er vejen frem for løsning af misbrugsproblemer især blandt unge.

Der kunne nævnes rigtig mange andre erindringer og jeg vil hæfte mig ved, at de foran nævnte er særlig markante, dog er der også rigtig mange erindringer hvor patienter sammen med personalet har haft gode oplevelser.

Lad mig nævne nogle få:

Min ekskone arbejdede også i skiftende vagter og det gav os nogle udfordringer når vi skulle skifte vagt. En patient – Lobedans – stod tit ved afdelingen når der skulle skiftes vagt og på et tidspunkt spurgte jeg ham, om ikke han kunne holde øje med barnevognen medens vi skiftede vagt. Det var ikke uden betænkelighed, men på den anden side var det også meget betænkeligt, at jeg lod barnevognen stå uden opsyn. Lobedans ville gerne og den første gang holdt jeg lidt øje med hvordan det gik. Han passede virkelig godt på. Når nogle patienter eller personale kom for at ville kigge, stod han med sin store knyttede næve og truede af dem, så min nervøsitet forsvandt meget hurtigt. Han var også meget glad for den ros og opmærksomhed han fik i den anledning.

Det er min opfattelse, at det faste personale var de bedste til at motivere og aktivere. Stort set alle initiativer til beskæftigelse for patienter er etableret og startet af plejere.
Det drejede sig blandt andet om vævestue, værksteder, udehold samt små tiltag på de afdelinger hvor patienterne var for dårlige til at gå i værksteder eller i øvrigt deltage i aktiviteter udenfor afdelingen.
Særligt kan fremhæves industriværkstedet, som helt sikkert har givet patienterne mange gode oplevelser, såvel arbejdsmæssige som kulturelle. Jeg har blandt andet været med til at etablere udflugt for senil demente, og hvor patienterne i dagligdagen godt kunne være lidt svære at fastholde i almindelige færdigheder, så husker jeg på en tur til Valdemar slot, hvor der i restauranten skulle drikkes kaffe og spises kage kunne patienterne sidde helt pænt og ordentligt uden de store behov for vejledning. En rigtig god oplevelse der selvfølgelig gav stof til eftertanke.

I 1976 overgik de gamle statshospitaler til amterne og vi havde nok en forventning om, at de penge der fulgte med, skulle bruges til modernisering samt efteruddannelse. Desværre blev vi ikke rigtig en del af den modernisering, idet amtet valgte at bygge amtsplejehjem i Kværndrup, Korinth og senere i Odense – Tornbjerggård.

1976 er året hvor jeg bliver valgt som tillidsrepræsentant – TR – for plejerne og sammen med de øvrige valgte repræsentanter giver det så nye opgaver, som skal klares sammen med det daglige arbejde.
Det kunne indimellem være svært at varetage TR-opgaver, idet der ikke hos de enkelte afdelingssygeplejersker var anerkendelse og respekt om det arbejde.
Efter nogle år som TR blev jeg også valgt som fællesrepræsentant og senere valgt som amtsformand for plejerne på Fyn.
Udover at deltage i forhandling af enkelte sager, så var også arbejdet med fornyelse af overenskomst en stor del af arbejdet. En meget væsentlig del, som jeg fandt var en af de vigtigste, var normeringen på afdelingerne samt efteruddannelse og uddannelse.
Normeringen var meget lav i forholdet til antal patienter. F.eks. en afdeling med over 40 patienter, meget syge, havde en normering på tre uddannede plejere og en elev fra kl. 15.00 – 19.00 og fra kl. 19.00 – 07.00 næste dag, tre plejere. Det er selvfølgelig ikke en normering der giver mange muligheder for samtaler eller motivation til den enkelte patient og der var afdelinger hvor man var alene fra kl. 23.00 – 0700 hvilket bestemt heller ikke gav mange muligheder. Jeg oplevede at normeringerne i mange tilfælde gav plejerne en vagt-rolle og ikke en rolle som del af et behandlingsteam, hvilket var meget ærgerligt, ikke mindst for patienterne.

Den skarpe opdeling af mands- og kvindeafdeling var nok heller ikke særlig hensigtsmæssig. En ting der den gang undrede mig var, at kvinder kunne arbejde på mandssiden, men mænd kunne ikke arbejde på kvindesiden, noget der ændrede sig siden. Det undrede mig også, at når der var alarm og der var brug for en ekstra hjælp på kvindesiden, så kunne mandlige plejere godt bruges.

Store ændringer på psykiatrisk hospital skete i begyndelsen af 1980´erne og selv om baggrunden er en ”skandale” så var ændringerne markante. Amtet igangsatte en undersøgelse af normeringen og jeg deltog i arbejdet. Resultatet viste at der manglede mange plejere og sygeplejersker og da amtet synes det var for mange ansatte der manglede, blev der etableret en ny undersøgelse, som ”desværre” for amtet viste samme resultat.
”Skandale”-sagen blev undersøgt af politiets rejsehold samt Sundhedsstyrelsen og begge instanser frikendte plejepersonale, dog fik undersøgelsen konsekvenser for nogle overlæger samt oversygeplejersker.

Det positive efter ”skandalen” var at der blev tilbudt uddannelse og efteruddannelse og der skete også en ændring af normeringen.

Når jeg tænker tilbage, er der en ting som jeg ofte har konstateret; at der hvor der er den største energi, forståelse og lyst til at arbejde med psykiatriske patienter, er hos det personale der har valgt psykiatrien. Med det mener jeg, at nogle uddannelser har korte psykiatriske praktikker, hvor der ikke er mulighed for, at fordybe sig og hvor det ikke har været en del af elevens ønske at arbejde med psykiatri, og så er der mere fokus på, om der kan findes små fejl, hvor der ville være mere perspektiv i, at se muligheder i stedet for barrierer. Man kan efter min mening godt have uddannelser der er brede, men det forudsætter, at der er mulighed for at specialiserer sig i de enkelte grene, hvor psykiatri er en særdeles spændende og krævende gren at arbejde med.

Som amtsformand var jeg blandt andet med til, at vi i vor bestyrelse udarbejdede et distriktspsykiatrisk oplæg, som blev sendt til alle andre interessenter samt ledelse. Alle synes det et godt oplæg, men det var for ambitiøst samt for dyrt.
I dag kan jeg konstatere, at de idéer vi havde dengang er stort set den måde det køres på i dag.

Vi var også enige om ved foreningens jubilæum, at udgive en bog ”Fynske Plejere i 75 år” udgivet i 1988.
En bog der blev uddelt til vore medlemmer og i øvrigt solgt.
Bogen er meget efterspurgt, men desværre er alle bøger udleveret eller solgt.

Mit indlæg er et meget lille udsnit af de ting jeg har oplevet, og der var ting jeg kunne nævne blandt andet strejker m.v., men her vil jeg henvise til den litteratur der er udgivet, specielt bogen ”Fynske Plejere i 75 år”.

De oplevelser jeg har fået, sammen med den udvikling såvel personligt som fagligt jeg har erhvervet, er uerstattelig, og jeg ville nødig have undværet samværet med psykiatriske patienter.

DET KAN NYTTE

Gert J. Nelander

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.