Jeg startede på hospitalet den 1. marts 1965, og sluttede min karriere i 1996. Efter en samtale med frøken Olesen, som var oversygeplejerske på mandssiden, blev jeg af hendes sekretær fulgt på afdeling M14, som var en lukket og kronisk afdeling. Der var mange sukkersygepatienter, og de fleste var skizofrene. Afdelingens sygeplejerske hed Frk. Johansen, hun var en sød og rar dame, som gjorde meget for patienterne. Hun spillede kort med dem, og hun gik meget op i, at de skulle se pæne ud især i weekenderne. Når vi havde aftenvagt en fredag aften, det var fra kl. 15.00-23.00, så skulle vi presse deres bukser og stryge deres skjorter, og hænge det i fodenden af deres senge, så det var parat, når morgenvagterne kom kl. 07.00. Patienterne var meget glade for det, og de glædede sig meget til at få deres fine tøj på.
Det kunne jo være de fik besøg af deres pårørende. Men jeg husker kun meget sjældent at de kroniske patienter fik besøg. Det var allerhøjest til jul, at de fik en pakke, men langt de fleste fik aldrig besøg.
De fleste fik meget medicin, det var truxal , sisordinol, senere sordinol , apozipam og sovemedicin. På M14 var patienterne meget rolige, jeg undrede mig over hvorfor de var der, men jeg fandt ud af, at de nødig ville hjem igen. Når der var stuegang var eleven med sommetider, og jeg spurgte tit, hvorfor de var indlagt i årevis. Men lægerne sagde blot, at sådan var det på alle hospitaler i hele landet. Psykiatriske patienter, kunne ikke helbredes, og derfor måtte de være indlagte det meste af deres tid.
Det blev dog anderledes senere, for i 1983 rokkerede vi om, dvs. at mændene og kvinderne kom på samme afdeling. Det blev en kæmpe succes, man var ellers meget bange for, at det ville blive kaos, men mændene blev meget mere gentleman, og kvinderne "skabte sig" ikke så meget, når der var mænd til stede. Det var i hvert fald mit indtryk.
Senere i min elevtid var jeg på M8 samt M21 og til sidst i elevtiden på M1 hvor vi skulle prøve at være i nattevagt, så vi skulle lære at holde os vågen om natten. Frk. Olesen spurgte mig, om jeg kunne våge, det vidste jeg ikke, hvad betød, men det fik jeg lært.
På M8, (som jeg kom tilbage til efter eksamen) var også en god afdeling. Den var åben og patienterne var selvhjulpen alle sammen. De var også skizofrene og manio depressive. De fleste gik på havearbejde i gartneriet eller på udeholdet, hvor der kom en plejer og tog dem med fra kl. 09.00 til 11.30. De var så hjemme at spise varmt mad, 2 retter, sov til middag og blev så kaldt på kl. 13,30, hvor de igen skulle på arbejde til kl. 15.30. Arbejdet bestod i, at feje og ordne bede rundt om på hele hospitalet, samt at skovle kul ned i kælderen til varme, da vi havde kolifer varme. Senere fik vi centralvarme, det var først i 70'erne.
Der var også nogle patienter, som arbejdede i kælderen, lavede træting, som serveringsbakker, små dukkevogne, flagstænger, og lidt senere havemøbler. Der var også noget til damerne. I en anden kælder var det fru Greve, som havde alt muligt garn og stramaj og rya tæpper. I en anden kælder var Svend Thomsen, han havde lært at væve, og der lavede patienterne duge, viskestykker, karklude og håndklæder, som var så solide, at de næsten ikke kunne slides op.
Oplevelser på afdeling M8
På M8 kom én gang om ugen nogle patienter fra familieplejen i Strib. Det var en dame, som havde dem på kost og logi. De kom og fik et bad, hos os. Det var hver onsdag. Jeg fik at vide af afdelingssygeplejersken, at jeg skulle ligge rene håndklæder til dem, og så skulle jeg holde øje med, at de tørrede sig godt bagefter. Det var nu ikke det største problem, men det værste var, at de tændte for det varme vand, så kraftigt, at de var ved at blive skoldet. Jeg lærte så senere at skizofrene patienter, har så lav en smertetærskel, at de ikke mærker smerter. Jeg opdagede at de var ildrøde på kroppen efter badet, så det var der jeg skulle være opmærksom. Jeg så engang en patient, hive sin storetånegl af, på grund af, at den var betændt. Det må gøre vanvittig ondt!
Jeg nåede at være ansat i 30 år. Der skete en enorm udvikling i den tid.
Efter balladen med en viseforstander, som påstod at der var en plejer som havde gjort vold på en patient. To plejere blev suspenderet, men senere ansat igen. Viseforstanderen blev opsagt, og så blev det besluttet at plejerne skulle på kursus. Vi kom på samarbejdskursus, medicin kursus, og det var jeg meget glad for. Efter om rokeringen, begyndte man at flytte patienterne hjem til deres kommune. Der opstod psykiatriske plejehjem, hvor mange kom til. Senere hjalp socialrådgiverne med at finde en lejlighed til de patienter som skulle til at klare sig selv med mad og medicin. Der kom dog en distrikts sygeplejerske og tilså dem, og hjalp dem med at hælde medicin op til en uge ad gangen. Patienterne fik også depot medicin for bivirkninger.
På den måde blev der jo mindre og mindre patienter, jeg forlod hospitalet i 1996. M14 som lukkede i 1994 hvor alt personale blev fyret, var ikke en rar oplevelse, men så fik jeg arbejde i bolig 15 som jeg var i 2 år indtil jeg selv besluttede at holde. Bolig 15 var et hus for sociale tabere, kan man sige, de fleste kom fra Fru Hansen i Strib, som havde haft dem boende i mange år, men var nu falden for aldersgrænsen til at passe på dem mere, og resten var narkomaner, som var for gode til at være indlagte, men for dårlige til at klare sig selv. Grunden til at jeg forlod huset, var at der opstod en episode, hvor en patient blev psykotisk. Det er nok den værst tænkelige situation, hvor en patient er hallucineret på alle sanser. Han så ting som ikke var, han lugtede ting som ikke var, han smagte ting han mente var gift, og han hørte ting som ikke var virkelige. Pludselig sagde han, at kaffen var fuld af gift, at der lugtede af mus og rotter, han hørte grimme stemmer og han synes at vi grinte af ham. Denne situation var selvfølgelig frygtelig for ham, men det blev en meget farlig situation for mig og min kollega, da han pludselig sprang op og gav mig en voldsom knytnæveslag på siden af hovedet, jeg faldt over på væggen og fik en bule på den anden side. Siden kom jeg til psykolog og fik mange samtaler med hende, og kom også godt over det, men det var et stort chok at få, når jeg aldrig havde været udsat for det før.
Mit logi på hospitalet
Til slut vil jeg skrive lidt om hvordan det var, at bo i elevboligen Bolig 3.
Da jeg kom den 1. marts, var der sne overalt. Der var kakkelovne på alle værelser, vi piger var fuldstændig målløse, skulle vi bombes tilbage til Middelalderen, eller hvad, men det viste sig, at der var rengøringsdamer til at gøre vore værelser rene, og de hentede koks op til os på værelserne, så det eneste vi skulle var at sætte en tændstik til, og så var der varmt på få minutter. Når vi havde fridag, kunne vi sætte et skilt i døren med minus rengøring, så kunne vi sove længe. Det hændte også, at når vi havde haft aftenvagt til kl. 23.00 så skulle vi møde kl. 07.00 næste morgen, der var ikke noget med 11 timers regel dengang.
Udviklingen på hospitalet
Langt det meste af tiden på hospitalet var en god tid, som jeg mindes med glæde. Jeg mødte mange gode kollegaer, som jeg stadigvæk har forbindelse med. Der var hele tiden meget tale om mere uddannelse, mere kompetence, men i 1993-94 kom uddannelsen social-og sundhedsuddannelsen, og den var der mange som benyttede sig af, jeg synes så, at jeg var lidt for langt oppe i alderen til det, og jeg tror heller ikke at man bliver en bedre plejer af den grund. Men tiderne skifter, og patienterne fik meget mindre medicin med årene, og der blev meget mere samtaleterapi, og kontaktperson til alle patienter. På M14 blev det tilladt at spise sammen med patienterne, det kaldte man pædagogiske måltider. Vi indførte også morgen møder, hvor vi sang morgensang med patienterne og fordelte arbejdet til de små opgaver til patienterne, som at dække bord, feje i spisestuen og gøre klar til aftensmaden på rullebordet, tømme askebægerne og lufte ud i dagligstuen ved at skubbe vinduerne opad, så åbnede de sig ca.15 centimeter.
Jeg kan huske at vores psykiatri læge Hornslet, sagde til os: "I skal altid give jer tid til at høre på patienterne, men hvis I forstår dem helt og holdent, så bliver i selv syge."
Tove Rousing
