Min "gamle" arbejdsplads i Middelfart

Hvis jeg skulle skrive alle mine erindringer fra mit langvarige virke på det gamle hospital, ville det blive en roman af en anseelig længde, så jeg vil nøjes med brudstykker, som jeg mener, måske kan have relevans for de optegnelser, man har tænkt sig at gøre omkring de ting, der foregik i de gode gamle bygninger.

Jeg vil begynde- som man altid gør- med begyndelsen.

Jeg startede 01.marts 1964 på min 21 års fødselsdag som lægesekretær på mandsafdelingen. Læger, socialrådgivere, laboranter, dristriktssygeplersker osv. holdt til i hovedbygningen (den med spiret og uret, så der skulle jeg også være. Min debut blev lidt angstbetonet, for jeg må have set meget ung ud med mit lange lyse hår, slank (dengang), for jeg blev mødt af en høj, flot, ældre (syntes jeg, hun var 41), autoritær sekretær, som målte mig op og ned, hvorefter hun udbrød: "Vorherre bevares, De er jo ikke andet end et barn!", hvorefter jeg nejede og sagde, at jeg skam var 21. Pågældende sekretær og jeg blev i øvrigt rigtig gode venner. Den eftermiddag, hvor jeg startede, blev jeg også sat til at skrive for den medicinske konsulent, overlæge Letman, og rystende af nervøsitet satte jeg mig foran et gammelt hakkebræt af en skrivemaskine og afventede, hvad den gode overlæge havde at sige. På et tidspunkt dikterede han til journalen et ord, som jeg aldrig glemmer: "rp. kuldeagglutinintiter". Jeg sagde:"Hva'be'har'" , han stavede det og fortalte, at det var en blodprøve. Lidt efter sad tasterne fast på min maskine, og medens jeg famlede rundt for at få dem fri, stavede Overlægen til "rigtigt" for mig, og sagde, det var ikke med "K"- Jeg var rød som en tomat i ansigtet. det skal siges, at hvis der er noget, jeg altid, siden 1.klasse har været god til, så var det at læse og stave.

Jeg har været med under stat og amt, har oplevet mange forskellige skrivemaskiner: hakkebræt, "kuglehoved", elektriske af forskellige arter og sidst selvfølgelig computer. Den første computer, vi sekretærer havde, var til deling, og måtte kun bruges til de lange retspsykiatriske mentalobservationserklæringer, som vi skrev på skift. Det var en lettelse uden lige, da vi overgik til computere, idet vi slap for at skrive om, når der skulle rettes, vi slap for at lægge carbonpapir mellem for eksempel udskrivningskort. Det var et mareridt, når der skulle rettes på 5 kopier, og hvilken lykke, da vi fik hver et af de vidunderlige teknologiske apparater.

Mit job var meget alsidigt. Som sekretær var du receptionist, telefon/omstillingsdame, koordinator mellem læger, psykologer, socialrådgivere osv. og de pårørende. Man modtog patienter og har måtte høre på mange beklagelser, ligesom det også engang imellem på grund af trusler har været nødvendigt at tilkalde politiet for at fjerne råbende og truende personer. Har set vores venteværelse blive raseret et par gange.

Det, der fyldte meget, var naturligvis journalskrivning, stakkevis af journaler fra et tværfagligt personale, og det er forståeligt, at man som sekretær gennem mange år stadig har "fornøjelse" af slidgigt i nakke og skulder, for hvor havde vi travlt, og så glemmer man at sidde ordentligt.

På en af afdelingerne var der en kronisk patient, hr. Jørgensen, som havde været indlagt på hospitalet siden sin tidligste ungdom, og hver dag kom han ned til os på kontoret og afleverede et postkort, som "frøknerne" skulle sende til hans søster, Karen, i København. Hver dag hilste han os fra søsteren, ingen af os havde nogensinde set hende, måske snakket med hende i telefonen. Når Jørgensen havde fødselsdag, sendte søster Karen penge, så han kunne invitere os "frøkener" på kaffe og lagkage på afdelingen. Så sad Jørgensen i sit stiveste puds og ventede på os, vi gik på skift derop, og vi havde gave med, enten fine postkort, et slips eller cigarer.

Da Jørgensen døde, mæt af dage, bad afdelingssygeplejersken en af mine kolleger og mig om at gå med til højtideligheden i hospitalets kapel, idet søster Karen var for gammel og svag til at tage turen til Middelfart, og af pårørende var der ellers kun en niece. Vi var til højtideligheden præsten, kordegnen, niecen og vi to sekretærer samt afdelingssygeplejerske fru Gydesen. Jørgensen's kiste blev transporteret til København, hvor han skulle stedes til hvile, så det var kun selve højtideligheden, der var i Middelfart.

Synes lige, jeg vil nævne lidt om den megen aktivitet, der var i "de gode gamle dage", inden alt blev sparet væk, afdelinger lukket, patienterne spredt for alle vinde. Der var underholdning en gang om måneden af kendte kunstnere, der var biograf, folkedans, Sct. Hans aften, udflugter, gudstjenester, sangkore ude fra byen kom til jul og påske og underholdte osv.osv. Der var de gode terapier med arbejdsværksteder, udehold. Vi havde også en personaleforening, så der blev holdt personalefester, karneval for vores børn og meget andet. Midt i 70èrne åbnede der en børnehave inde på området for personalets børn. Denne børnehave er lige lukket i 2013 , men i mange år har det ikke kun været de ansattes børn, der gik der, men også børn udefra.

Jeg kunne blive ved og ved med at skrive, men andre skal også have fornøjelsen, så jeg vil slutte med at fortælle lidt om mig selv.

Jeg var ansat på psykiatrisk afdeling, til jeg gik på efterløn 01.april 2004, bortset fra en lille afstikker på et halvt år, hvor jeg i 1992 havde et halvt års orlov for at være med til at starte Distriktspsykiatrien op nede i byen. Det var for mig et for ensomt job, så da orloven var slut, tog jeg tilbage til mine gode gamle kolleger.

Da Sydfyn hjemtog sine patienter, og afdelinger blev lukket, fik jeg job på Alkoholbehandlingscentret, som hørte til under psykiatrien. Fysisk var det beliggende i den bygning, hvor der nu er er psykiatrisk museum og ved udflytningen til den nye psykiatriske afdeling på Østre Hougvej, blev Alkoholbehandlingscentret liggende i den gode gamle bygning, så jeg har altid arbejdet inde på det gamle hospital. Det er jeg glad for. Jeg elsker de gamle bygninger, som jeg er overbevist om, stadig står om l00 år.

Håber, lidt af det her kan bruges.

MVh

Doris Mathiesen

født den 01.marts 1943

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.