Skoletiden på Refsnæs 1.- 7. klasse

Jeg begyndte min skolegang i august 1948. Jeg var nu flyttet fra børnehjemmet til "Østskolen", hvor jeg skulle bo, til jeg var blevet konfirmeret. De små drenge boede også på Østskolen, men når de kom i 4. eller 5. klasse, flyttede de til "Vestskolen", til de var blevet konfirmeret. Derefter kom både drenge og piger til Det Kongelige Blindeinstitut på Kastelsvej, hvor man gik i 8. og 9. klasse, og derefter begyndte man på en uddannelse. Men det vender jeg tilbage til. Børnene blev delt således, at de svagsynede fik undervisning i klasser, som var indrettet for dem, og de blinde blev undervist i klasser med specielle hjælpemidler. Vi, som ikke kunne se, skulle lære punktskrift. Det vil føre for vidt at beskrive punktskriftens mysterie, men det kan nævnes, at den er opfundet af en franskmand (Louis Braille). Punktskriften består af 6 prikker. Tænk på en æggebakke med 6 æg, som man kan flytte rundt på. Derved får man de forskellige bogstaver. De 6 prikker kan kombineres, så der bliver 63 tegn. For mig har denne skrift haft stor betydning. Det er så vidunderligt at kunne sidde ude i naturen en varm sommerdag og læse, mens jeg lytter til fuglene.

I klassen var der en tavle med en relieftegning af et hus, hvori der boede en familie, bestående af far, mor, Per, Lise og lille Ole. Desuden var der en hund, som hed Karo. Der var vist også en ged. Vi skulle så føle på denne tavle, men jeg kunne ikke forstå disse tegninger. Vi lærte en sang om huset med denne familie. Vores læreer spillede på et gammelt stueorgel. Hun hed Mathilde Flensborg. Der var også en ramme og en kasse med rum til nogle brikker, som kunne ligge i rammen. Læreren kunne så bede os om at skrive et ord ved hjælp af disse brikker, som vi skulle finde i kassens rum. Der var en del udenadslære, og jeg kan mange af de sange og remser, som vi lærte. Jeg kunne lide at læse, men havde svært ved skrivningen. Det lykkedes dog at få det lært. I 1. klasse lærte vi at skrive på punktskriftmaskine.

I 2. klasse skulle vi lære at skrive på en tavle med en pren. Tavlen bestod af 2 plader. Man lægger papiret mellem de 2 plader, og så prikker man i tavlens huller. Det svære er, at man skal skrive fra højre til venstre, så der skrives spejlvendt. Efter endt skrivning tages papiret ud og vendes, så man læser fra venstre til højre. Jeg havde svært v ed at lære det, og vores lærer, Åge Ellebæk, lovede mig en tiøre, hvis jeg kunne skrive en linje med bogstavet a. Dette bogstav er kun en prik i øverste venstre hjørne, men på tavlen skulle man sætte prikken i øverste højre hjørne. Jeg blev dog skrap til at skrive på tavlen, og jeg skrev dagbog i mine ferier. Som jeg har nævnt, kunne jeg lide at læse, og jeg husker, at jeg læste en bog, som hedder: "Palle alene i verden". Jeg tog bogen med i spisestuen, for jeg ville læse, mens jeg spiste. Far og mor sad jo og læste avis, når de spiste. Det oplevede jeg jo, når jeg var hjemme på ferierne, så det kunne jeg vel også gøre. Bogen blev taget fra mig, og jeg blev sendt i seng. Jeg måtte jo ikke anbringe fedtede fingre i bogen, men det havde jeg jo ikke tænkt på.

Skolegangen ville have været rigtig god, men lærernes fingre sad meget løse. Det gjaldt også for plejepersonalet. Der skulle ikke meget til, før vi fik "ondt i bagdelen".

Vi var 10 piger på en sovesal, så der kunne jo godt være sjov og ballade. Jeg var længe om at lære at klæde mig af og på. Jeg ville hellere læse. Jeg blev drillet,og der vankede øretæver, hvis jeg ikke var hurtig nok. Jeg havde ikke en god stedsans, og det betød, at jeg havde svært ved at finde rundt. Jeg blev stillet midt på græsplænen, og så gik kammeraterne grinende deres vej. Jeg blev hentet af personalet, og de, som havde drillet mig, fik bank, Jeg fandt dog ud af, at jeg havde et "våben", og jeg lærte at bruge det.

I afsnittet om børnehjemmet skrev jeg, at jeg meget tidligt kunne synge. Jeg lærte hurtigt melodierne og teksterne. Når kammeraterne drillede, eller hvis de ville slå mig, fandt jeg ud af at synge. Jeg sang de sange, som jeg vidste, de kunne lide, og de bad mig om hjælp, når vi skulle lære nye salmer og sange. Det medførte, at drillerierne aftog. Jeg lærte at høre, når der var optræk til noget, og når det skete, begyndte jeg at synge en sang. så lyttede de til sangen.

Jeg havde en veninde, som havde ledegigt. Når jeg var i knibe, slog hun ud efter "synderne" med sine krykker, og hun lærte mig at prøve at slå igen. Men hvis overmagten var for stor, lærte hun mig at bide tænderne sammen i trods. Det var svært, men jeg lærte det så godt, at jeg heller ikke græd, når lærerne og plejepersonalet slog

Forholdene på sovesalen og i spisestuen var ligesom dem på børnehjemmet. Vi skulle spise op, og kunne vi ikke få maden ned, blev vi tvangsfodret, og hvis man kastede op, skulle man spise det, som var kastet op. Det har jeg heldigvis ikke prøvet, men jeg blev holdt for næsen, så jeg måtte åbne munden, og så blev maden stoppet ind. Armene blev også holdt fast, da jeg prøvede at slå ud efter hende, som proppede maden i mig, og jeg slap ikke fri, før jeg havde sunket maden. Heraf kan man se, at det var den rigtige måde at lære børn at spise. -- Eller var det? -- Jeg fik i hvert fald aldrig lært at spise ost. Bare lugten af ost er nok. Det vender sig i mig.

På sovesalene skulle der være ro. Hvis vi snakkede, kom plejemor, frk. K., og så fik vi en endefuld. Hun havde også en anden mærkelig straf. Vi skulle gå op på sovesalen om eftermiddagen den næste dag, hvor vi skulle klæde os af og på 10 gange. Der var glas i døren, men vi fik en, som kunne se lidt, til at holde vagt. Så legede vi: "Ikke røre gulvet". Vi kravlede fra seng til seng, og fra stol til stol. Det skete dog, at de voksne var hurtigere end os, og så fik vi alle "ondt i bagdelen" og blev sendt i seng.

En assistent, frk. P. havde også en besynderlig straf. Når vi sad i spisestuen, måtte vi ikke sidde med albuerne på bordet. En albue betød, at man kom i seng i en halv time. Begge albuer betød en time. Under bordet var der en tværpind, hvor man kunne sætte fødderne. En fod gav en halv time, og begge fødder gav en time. En dag var jeg sløj så jeg støttede hovedet i hænderne og satte fødderne på tværpinden, og det betød 2 timer i seng. Jeg gik i seng, og jeg faldt i søvn. Frk. P. kom for at se, om jeg lå i min seng. Hun vækkede mig og sagde, at jeg ikke var kommet i seng for at sove, men for at skamme mig. Da hun var gået, sov jeg videre. Da frk. P. kom tilbage, havde hun sygeplejerske frk. J. med sig. Jeg fik taget min temperatur. Jeg må have haft høj feber, for jeg blev omgående flyttet ind på sygeafdelingen. Jeg lå desværre tit på sygeafdelingen med mellemørebetændelse. Vi fik en gang imellem renset ørerne med vatpinde, og jeg er bange for, at det har været medvirkende til at lave ravage, for vi var mange, der led af mellemørebetændelse. Da jeg blev rask igen, blev der holdt øje med mig. Jeg fik forbud mod at gå i svømmehallen, for man mente, at jeg ikke kunne tåle klor. Jeg ville gerne lære at svømme, så jeg overtrådte dette forbud og hoppede i vandet. Desværre kom sygeplejersken, frk. J., på kontrolbesøg. Så jeg blev hevet op, og jeg måtte stille på medicinstuen. Jeg vidste kun alt for godt, hvad der ventede mig. Jeg fik ikke ørepine, men jeg fik ondt et andet sted på kroppen.

Lærerne måtte helst ikke slå os i ansigtet, for det kunne gøre skade på øjnene, og der var nogle, som var blevet opereret i hovedet. Dette blev dog ikke respekteret. Vi blev også hevet i ørerne, og en lærer tog fat i øreflippen og "vred den", så hvis man ikke havde smerter på grund af mellemørebetændelse, fik man det på grund af lærerens behandling.

På sovesalen havde vi hver sin stol som kunne åbnes. Deri kunne vi have kam, børste, og spænder og sløjfer til håret. Når den var lukket, kunne vi sidde på den. Det skete, at vi blev straffet med, at vi skulle gå op på sovesalen og sætte os på den, til personalet kom og sagde, at vi måtte gå ud at lege.

I legestuen havde vi hvert sit skab til legetøj. Skabet kunne ikke låses, så det skete, at der forsvandt legetøj.

På skolen var der en stor samling udstoppede dyr. Dem kunne vi føle på, så vi kunne få fornemmelse af, hvordan dyrene så ud. Der var også en løve, som vi gerne ville ride på, men det måtte vi ikke.

Vi så et mejeri, og vi kom på et bageri, og vi så en mølle. Det var meget spændende.

I 2. klasse skulle vi lære den lilletabel, som starter med 2-tabellen og slutter med 10-tabellen. Musiklærer Viggo Poulsen havde lavet melodier til tabellerne, som vores regnelærer frk. Filstrup kunne synge. Jeg lærte dem hurtigt og sang på livet løs. En dag sad jeg og rodede i mit skab, mens jeg sang 8-tabellen. Der kom en anden og åbnede sit skab, og jeg fik skabslågen i hovedet. Jeg bandede, men i det samme kom frk. Filstrup ind i legestuen sammen med præsten, som var på besøg. Præsten sagde: "Jeg tror ikke, man bander i tabellerne. Pas på, at jeg ikke fortæller din farfar, hvor slem, du er". Det var ikke godt, for præsten og min farfar havde været skolekammerater, og de talte meget sammen. Jeg tror nu ikke, præsten har fortalt noget. Jeg har i hvert fald aldrig hørt for det. Men frk. Filstrup tog mig til side og sagde, at hun var meget glad for, at jeg kunne synge alle tabellerne, men hun ville ikke høre mig bande, for så kunne jeg få en "huskekage". Så gav hun mig et lille klap på kinden, så jeg blev klar over, hvad en "huskekage" var for en tingest. Hun har ellers aldrig slået mig.

Jeg ville gerne lære at spille, så jeg fik klaverundervisning af frk. Gyldenbjerg. *Det var nemlig sådan, at drengene fik undervisning af Viggo Poulsen, og pigerne blev undervist af frk. Gyldenbjerg. Hun var meget skrap, og hun slog os over fingrene, hvis vi ikke bøjede dem, når vi spillede. Vi var meget nervøse, når vi skulle til eksamen, for klaverlæreren på instituttet i København kom og hørte på os. Jeg havde ikke grund til at nervøs, for jeg fik altid gode karakterer af hende.

Jeg vil nævne min dansklærer frk. Brøgger. Hun kunne styre mit temperament, når jeg blev trodsig. Hun slog mig aldrig. Jeg var kommet i strid med en pige, som hev mig i håret, og jeg ville slå igen, men jeg ramte frk. Brøgger i maven. Hun var kommet ind i klassen. Jeg fik ordre på at blive i klassen efter timen. Jeg tænkte, at jeg nok fik bank, eller også blev jeg sendt over til forstanderen. Men det gjorde jeg ikke. Frk.Brøgger spurgte, hvorfor jeg slog hende i maven. Hun spurgte så blidt, at jeg kom til at græde. Jeg forklarede, hvad der var sket. Jeg blev trøstet, og jeg kunne gå ud i resten af frikvarteret. Jeg har hørt fra andre, at frk. Brøgger kunne give øretæver, men jeg blev blødgjort ved hendes blide stemme. Jeg mindes frk. Brøgger og frk. Filstrup med stor glæde.

Hr. Emborg var også en god lærer. Han underviste i verdenshistorie, og jeg kunne lide at høre om de græske sagn. Han fortalte så levende, at jeg var ked af, når timen var slut. Frk. Brøgger lærte os danskvers ved at synge sangene, og hun fortalte om handlingen, så jeg fik lyst til at synge dem.

Skolen lå tæt ved vandet. Vi kunne høre fiskekutterne, når vi vågnede. Det var også dejligt at høre nattergalen, gøgen, bogfinken og sanglærken.

Adventstiden var en god tid. Vi pyntede klassen med julestads, som vi selv havde lavet og vi lavede lysestager af ler, og der blev sat stearinlys i dem. Adventskransen blev tændt i sangsalen, inden vi skulle synge morgensang. Vi sang de gode danske julesalmer.

Den sidste søndag før juleferien samledes vi i sangsalen, og "Troldebogen" blev læst ffor os. Til bogen var der nogle sange, som blev sunget af kvinderne fra "Værnehjemmet". "Værnehjemmet" var en bygning, som lå tæt ved skolen. Der kom de piger, som havde svært ved at klare sig i det pulserende liv. Sanglæreren, hr. Ellebæk, læste "Troldebogen", og det var han god til.

Vi kom også over i køkkenet med vore kræmmerhuse, som vi havde lavet af punktskriftpapir, som er meget tykt. Der sang vi julesalmer og -sange. Så blev kræmmerhusene fyldt med pebernødder. Så sluttede vi med "Pebernøddesangen". Så vidt jeg ved, har frk. Brøgger lavet den. Den synges på: "Højt fra træets grønne top". Vi lærte nogle julesange, som vi aldrig hører mere. Jeg kan dem den dag i dag.

Den sidste dag inden ferien havde vi også julegudstjeneste

Hver morgen blev der sunget morgensang, hvor de dygtigste musikelever spillede til. Det var meget højtideligt I 1954 var jeg med til at spille til morgensang. I klassen var der dækket op med klejner og brunkager. Der var også æbler og appelsiner. Der blev læst julehistorier for os. Om aftenen blev vores stearinlys tændt, og vi fik stjernekastere. Nå vi var kommet i seng, kom lærerne og personalet og ønskede os en god ferie.

Da vi skulle konfirmeres, kom forældrene. Vi spiste morgenmad sammen med dem, og så kørte vi til kirken. Bagefter var der frokost. Af skolen fik vi en kuffert, og de unge piger gav os en pengepung med et billede af Klark Gabel.

Efter sommerferien skulle jeg så på blindeinstituttet på Kastelsvej i København. Hermed er skolegangen på RRefsnæs slut, og jeg vil fortælle om skolegang og uddannelse på instituttet i København.

 

 

 

 

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.