Værebro - nuancering fra en ansat

Der har i den senere tid været adskillige indlæg om børns vilkår under ophold hos plejeforældre eller på institutioner. Jeg fik derfor lyst til at fortælle om min ansættelse i 1960 på Værebro Drengehjem, et anbringelsessted for sent udviklede drenge.
Jeg var ansat der fra 15. marts til 15. august 1960, indtil jeg påbegyndte min læreruddannelse på Den frie Lærerskole i Ollerup.
Jeg blev ansat på baggrund af en skriftlig ansøgning, og jeg modtag et brev med oplysning om løn med kost og logi samt arbejdsvilkår. Jeg blev ansat som praktikant, med oplysning om, at jeg senere kunne videreuddanne mig til faglært medarbejder, hvis jeg efter indstilling gennemgik et års uddannelse på den sociale højskole.
Institutionens medarbejdere var tilknyttet 5 forskellige arbejdsområder: Undervisning, køkkenarbejde, systue og vaskeri, havebrug og landbrug.
Landbrugsafdelingen, som blev drevet som et mindre landbrug med planteavl, køer og grise blev ledet af Svend Nørbjerg, som jeg satte meget pris på. Det gjorde hans lille dreng på 4 år også. Da jeg spurgte drengen, hvad han ville være, når han blev stor, svarede han: En ganske almindelig mand som min far.
De fleste ansatte boede på hjemmet eller i tilknyttede boliger. Det samme gjorde forstanderen, Edvard Olsen og hustruen og datteren, som var en sød og tillidsvækkende pige på 13 år, som ofte kom ned i dagligstuen om aftenen og var sammen med eleverne og med til at skabe en hyggelig atmosfære.
Drengene var mellem 7 og 17 år og havde kun lidt eller ingen kontakt med deres forældre. Ofte blev et aftalt et besøg aflyst af forældrene, og så blev børnene kede af det og frustrerede, alligevel var flere børn på hjemmet, fordi forældrene ikke ønskede, at deres børn blev bortadopterede.
Selv om børnene var anbragt på et hjem for sent udviklede, så var der alligevel meget forskel på deres evner.
Børnene havde en afvekslende dag med undervisning i skolefag, deltagelse i praktiske arbejdsopgaver sammen med voksne. De deltog også i aktiviteter uden for hjemmet. Nogle var spejdere, andre gik på danseskole. Eleverne havde også mulighed for at vælge en eftermiddag i praktik i skolens omegn.
Børnehjemmet var beliggende ved Værebro Å og med en tilhørende skov. I skoven blev der bygget huler og leget, og ved åen blev der fisket, badet og fremstillet en kano af en udhulet træstamme, som blev malet med masser af skibslak og forsynet med udlæggere af bambus for ikke at kæntre.
Nogle børn havde små haver, andre havde høns eller kaniner. For at opmuntre dem til iværksættere kunne de få en arbejdsseddel til en værdi af 2 kr., hvis de leverede varer til køkkenet, som æg og grøntsager eller de udførte særlige arbejdsopgaver. Jeg havde f.eks. en aftale med Strit om, at han fik en arbejdsseddel for dagligt i sæsonen at opgrave og hente nykartofler hos naboen.
En dag ringede naboen og fortalte, at han havde en mistanke om, at Strit i stedet for selv at opgrave kartofler havde taget lidt fra alle kasserne, som skulle sendes på auktionen, endskønt han havde givet Strit lommepenge for indsatsen.
Jeg spiste ved bord sammen med fire drenge, deriblandt Strit. Jeg så længe på Strit og sagde til ham: Du skal vist ikke hente kartofler mere. Han rødmede og så flov ud, og mere blev der ikke gjort ud af den sag.
Vi fik god mad lavet af egne produkter. Jeg var ansvarlig for mælken, som jævnlig blev dyrlægekontrolleret. De voksne fik et stykke kød mere end drengene, men som oftest var mit ekstra kød væk, der gik sport i at hugge det, uden jeg så det.
Til hjemmet hørte en lille gymnastiksal, hvor der i fritiden blev spillet indendørs fodbold, som jeg deltog i. Jeg husker især en af de mindste drenge. Han var imponerende dygtig og havde en spilforståelse som Laudrup.
De ansatte, hvor af de der var flest kvinder, havde forskellige uddannelse: lærere. socialpædagoger, faglærte og praktikanter som jeg selv. Jeg husker ikke, at arbejdstidsregler og lønninger spillede den store rolle for os. En dag om ugen var vi forpligtiget til at være sammen med børnene i fritiden og om aftenen sige godnat til dem. Jeg brugte lang tid på at snakke med dem, især når jeg sagde godnat til de små.
Vi havde et medarbejdermøde hver uge og talte bl.a. om de elever, som stod for at skulle forberedes til at forlade børnehjemmet for at leve deres eget liv med arbejde og pligter, som kunne virke uoverskuelige for dem. De havde jo ikke som deres jævnaldrende forældrestøtte og børnehjemmet med dets ansatte fungerede jo ikke på den måde.
På et medarbejdermøde blev det oplyst, at en dreng havde haft sex med en gris i grisestalden.
Spørgsmålet var, om han skulle indstilles til et fredehjem pga. af sine abnorme tilbøjeligheder eller, om han skulle have samme muligheder som andre unge, der blev hjulpet i gang med en tilværelse efter opholdet på hjemmet.
Efter flere indlæg for og imod blev der afholdt en afstemning, hvor alle medarbejdere havde en stemme. Jeg stemte for, at hans fremtidige tilværelse måtte blive på et fredehjem i Gelsted på Fyn. Jeg er ikke i dag overbevist om, at det var den rigtige beslutning.
Jeg er imidlertid imponeret over den medarbejderindflydelse, som blev praktiseret på Værebro Drengehjem i 1960 og hvor let det var at få gennemført nye ideer.
Hjemmet havde ugentlig besøg af en psykolog, og på medarbejdermøderne blev det besluttet, hvilke elever, der især havde behov for at tale med psykologen.
Karl havde haft brækket sit ben og havde i lang tid fået megen opmærksomhed, men nu var bruddet helet, og han fik ikke den samme opmærksomhed, og han var ked af det og frustreret. Han blev indstillet til samtale med psykologen.
Jeg aftalte med Karl, at han og jeg den følgende søndag skulle cykle til Fredensborg slot og have madpakke og sodavand med. Imidlertid blev jeg af en af mine kolleger, hvis kæreste havde bil, inviteret med på en udflugt. Jeg var lige ved at aflyse turen med Karl, men heldigvis gjorde jeg det ikke, og Karl og jeg fik en oplevelsesrig dag sammen, og jeg så for første gang Frederiksborg Slot.
En aften kom nogle af drengene råbende hen til mig og sagde, at stalden brændte.
Først troede jeg det var en spøg, men så hørte jeg sirenerne fra brandbilerne, som havde holdt øvelse i Jyllinge nærved. Heldigvis havde stalden brandsikkert loft, men vi sørgede alligevel for at få alle dyrene ud, og ilden blev hurtig slukket..
Politiet var blevet tilkaldt, og sammen med brandfolkene konstaterede de, at ilden måttet være opstået ved selvantændelse i noget vådt rivningshalm.

Halmen var godt vejret, og jeg vidste, at det ikke var årsagen, hvilket politiet efter et par dage også var blevet klar over, og nu blev det helt store opklaringsarbejde sat i værk. De voksne og børnene blev afhørt, og det skal bemærkes, at ikke alle børnene havde det mest tillidsfulde forhold til politiet. De havde det ikke med hjemmefra.
Den eneste, som imidlertid blev straffet, var mig selv. Man havde på brandstedet fundet en æske tændstikker med blåt og rødt varemærke. Jeg erkendte, at jeg på daværende tidspunkt røg og brugte den slags tændstikker.
To små drenge forklarede, at de ville se til kattekillingerne på loftet og havde fundet tændstikkerne i lommen på min malkekittel. Heldigvis var de nået ned, inden de kom til skade så jeg betalte gerne den mig idømte bøde på 300 kr.
Jeg håber, at disse 50 år gamle erindringsglimt har givet et positivt indtryk af hverdagen på Værebro Drengehjem fra 15 marts 1960 til 15. august 1960.
Oplevelserne herfra har været til inspiration for mit senere pædagogiske arbejde, og selv om jeg ikke senere har haft kontakt med medarbejderne og børnene, har jeg dem i min erindring.
Jeg har slået Værebro Drengehjem op i Google og her er hjemmet nævnt i forbindelse med Godhavnrapporten, en undersøgelse af børns vilkår på børnehjem bl. a. på Værebro. En tidligere elev herfra har fortalt, at gymnastiklæreren og forstanderen, Edvard Olsen, straffede den pågældende elev ved at anbringe vedkommende på maven hen over gymnastikredskabet, hesten, og tæve ham og flere andre elever med en rebstump, så blodet sprøjtede og afsatte blodpletter på hesten betræk. Den nuværende ejer af Værebro har overladt hesten til Svendborg museum. Hestens betræk blev sidste år analyseret af politiet, som anså det for sandsynligt, at blodpletterne stammede for afstraffelsen. Overdragelsen af hesten til Svendborg museum og hestens anvendelse har været omtalt i flere medier med billeder.
Jeg har fået oplyst, at Edvard Olsen er død, men jeg håber, at hans børn og kone og andre, som læser mit indlæg vil betragte det som en nuancering af beskrivelsen i af Værebro drengehjem i Godhavnrapporten og komme i tvivl om "Hestens" værdi som sandhedsvidne.
For mit eget vedkommende har jeg ingen som helst grund til at antage, at omtalte afstraffelser har fundet sted i den tid, jeg var ansat.

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.