Fortælling fra en tidligere ansat i Brejning

Jeg startede som vikar. Det var i en gruppe med fortrinsvis ældre borgere. På afdelingen boede et ægtepar. Et meget sjov og festligt par. Hvad jeg husker var, at hun var en af de piger, der havde været på Sprogø. Det udmøntede sig i, at hun til tider havde svært ved at indgå aftaler og holde dem, hun havde ikke tillid til andre mennesker.

Borgerne boede på megt små værelser, og med toilet og baderum på gangen. 

Vi gik tur med borgerne eller ordnede vasketøj, som kom hjem fra vaskeriet.

I min første vagt startede jeg med at give insulin, jeg fik det vist og gjorde det derefter selv.

Borgerne fik mad fra det stor køkken. Skulle borgerne have tøj, hentede vi det på depotet. Vi spiste med borerne , da mange skulle have hjælp til at spise.

Jeg husker også tydeligt, at det var her jeg oplevede, at en af borgerne fik en krampe under måltidet. Jeg fik besked om, at vippe kørestolen om på siden. Borgern fik injektion for at komme ud af krampen.

Havde borgeren tøj som skulle repareres, blev det sendt på systuen.

Lommepenge hentede vi på kontoret ved Professor Dammen.

Var borgerne syge havde de i Brejning deres egen læge/sygehus. Skulle de indlægges eller til tandlæge, var det også på dette sygehus.

Jeg fik en fast stilling på Z.2. Borgerne jeg arbejdede med var nonverbale og meget dårlig fungerende. Det var derfor vigtigt, at man var god til at aflæse kropssproget. Vi havde borgere der var meget dårligt gående. Vi brugte trapperne meget, når borgerne skulle fra sovesal og ned i bad i kælderen, og op igen på 1. sal og spise morgenmad.

Jeg oplevede, da jeg var på vej ned ad trapperne med en borger, at borgeren fik en krampe. jeg måtte kalde på hjælp til at få borgeren tilbage til sovesalen.

Dørene fra gang og stue var låst ud til køkkenet. Da der var en borger, som ikke kunne lade maden stå. Han spiste alt, hvad han kunne komme i nærheden af. Han var ved at blive kvalt på et tidspunkt, da døren til køkkenet ikke var låst. Han smuttede ud i køkkenet og proppede sig med æbleskiver, de satte sig fast i halsen på ham. Havde en kollega ikke reageret hurtigt, havde han været død.

Vi fik en ny borger ind, som kastede meget op. Når vi ikke kunne gøre os forstålig verbalt, kastede han op. jeg oplevede, at negativ kontakt var lige så god som positiv kontakt. På et tidspunkt observerede man, at synet på begge øjne var nedsat. Borgeren havde stær på begge øjne. Borgeren blev opereret, og fik et bedre liv og kastede ikke længere op.

Han var en af de borgere, der senere skulle flyttes hjem til sin hjemkommune. Det var dette projekt, hvor mange borgere skulle hjem til deres egen kommune. Man regnede med at man på et tidspunkt, kunne flytte borgerne væk fra Brejning, men sådan gik det ikke med alle.

Ovenstående borgere blev flyttet hjem til sin hjemkommune. De pårørende var meget kede af det. Jeg var med til flytningen, som gik meget godt. Men på det nye bosted, havde man ikke taget højde for, at der på bostedet ikke var nattevagt, hvilket borgeren havde brug for, da han ikke kunne være uden tilsyn om natten.

Jeg husker, at der vedr. medicin håndtering i Brejning, var meget strenge krav til sikkerhed for borgeren.

Det var nogle af mine minder fra mit arbejdsliv i Brejning.

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.