Lidt fra min tid som ansat

1.marts 1960, blev jeg ansat som plejeelev på Den Kellerske anstalt i Brejning.

En uddannelse til plejerske tog 3 år. Foruden det praktiske arbejde, blev eleverne undervist i sygeplejelære, anatomi, psykologi og psykiatri. Underviserne var sygeplejersker og læger, der også var ansat på anstalten. I 1962 blev den teoretiske del af uddannelsen flyttet til personalehøjskolen i København og nu blev man i stedet uddannet til omsorgsassistent og anstalten blev ændret til Den Kellerske institution i Brejning.

Mit første arbejdssted var på børneasylet. En bygning i 3 etager med 74 børn i alderen 7-18 år. Børnene havde en lav IQ og forskellige fysiske handicaps. De fleste havde intet verbalt sprog. Børnene var fordelt på 4 stuer: 3 stuer med 20 børn og 1 med 14 børn. Desuden boede der 8 voksne piger øverst i bygningen; de blev benævnt som arbejdsførere og hjalp med rengøring osv.

Den første tid var hård! Mit kendskab til handicappede var begrænset og information og oplæring kunne have været bedre!

De daglige rutiner var således at børnene blev vækket, vasket, klædt på, spiste morgenmad (en del kunne spise selv, men de fleste blev madet). Efter morgenmad var der toiletbesøg og tandbørstning. De fik bad 1 gang om ugen. Hver formiddag og eftermiddag gik vi tur med børnene; som regel en flok på 20. Der var gode veje og dejlige ruter vi kunne gå. Det var tæt på skov, strand og en dejlig dyrehave, som vi tit besøgte.  Desuden var der en legeplads ved afdelingen. Inden døre var det sparsomt med legetøj og beskæftigelse og ingen af børnene fik undervisning på den tid. Heldigvis skete der også en udvikling på dette område i de følgende år.

Bygningen var som nævnt i flere etager; de fleste af børnene kunne gå, men en del af dem måtte vi bære op på sovestuerne. Sovestuerne var opdelt på sammen måde som dagligstuerne. Børnene blev vækket kl.7.00 og lagt i seng kl.19.00, hvor vagten blev overtaget af nat-personalet.

Maden blev leveret fra storkøkkener; det var en god solid kost, men måske lidt ensformig.

Beklædning fik børnene dels fra et depot og fra en systue, hvor det blev syet efter mål. På stedet var der også en skrædder og et skomagerværksted. Anstalten havde også egne håndværkere og der var vaskeri, gartneri, avlsgård og var stortset selvforsynende med alt. I 1960 var der anbragt ca. 1740 mennesker og næsten ligeså meget personale.

Afdelingen blev ledet af en plejemor, en 1.plejeske, elever og ufaglærte. Opgaverne blev tildelt efter rang. Der var et hierarki; elever og ufaglærte fik tildelt de kedeligste opgaver! Der blev givet mange irettesættelser og omgangstonen var ofte ubehagelig.

Nye elever blev brugt som nattevagt i perioder af ½ år. Tiden var fra 19.00 – 07.00 med en fridag om ugen; det var ikke alle der kunne klare denne opgave og nogle opgav uddannelsen. Plejemor havde lejlighed i bygningen og var næsten altid til rådighed. Eleverne boede også på stedet og kost, logi og tjenestetøj var en del af lønnen. Når eleverne var udlært kunne de søge om tilladelse til at flytte fra anstalten.

I 1959 – 1960 fik anstalten en ny ledelsesstruktur. Hvor alt tidligere havde været lægestyret, kom der nu en såkaldt centerledelse, der bestod af fem chefer: En overlæge for voksenafsnittet, en overlæge for børneafsnittet, en socialleder, en undervisningsleder og en økonomi-inspektør. Dette betød en meget stor udvikling for både anbragte og ansatte op gennem 60erne og 70erne.

Børnene var anbragt af forskellige årsager. Flere forældre forsøgte at beholde deres børn hjemme, men nogle af børnene var så urolige og vanskelige, at det var en uoverkommelig opgave. Nogle forældre følte det også som en skam at få et åndssvagt barn og blev ofte (af deres læge) opfordret til at anbringe barnet på anstalten. På den tid betalte forældrene for anbringelsen, hvilket også kunne være en belastning for en familie.

Forældrenes kontakt til børnene varierede meget. En del fik aldrig besøg, nogle fik hver 14.dag, andre kun til fødselsdag og højtider. Kun få kom hjem på weekend eller på ferie. Kontakten til familien var lederens opgave.

Hvad regler angår….ja, så var der mange; både skrevne og uskrevne! Og der forekom tvang og straf! De mest urolige børn blev spændt fast til sengen med en fodrem og en del fik muffetrøjer på. Om dagen var de mest urolige spændt fast til en stol, som så igen var boltet fast i gulvet. Dette forekom under måltiderne og i andre pressede situationer. Det var ikke ulovlige handlinger dengang, men særligt behagelige var de bestemt ikke. Det varede nogle år inden disse metoder blev forbudt og afskaffet.

Mit næste arbejdssted var på en afdeling med 40 skolepligtige piger i alderen ca. 10 – 18 år. De gik i skole på institutionens egen skole og blev undervist i almindelige fag af uddannede lærere. En del af pigerne havde gode chancer for at få et liv og et arbejde udenfor institutionen. Pigerne var anbragt af mange forskellige årsager: I flere tilfælde var forældrene socialt dårligt stillede og mange af pigerne var svagt begavede og kunne ikke klare sig i en almindelig folkeskole. Flere af disse piger udtrykte vrede og skuffelse over det ”at være åndssvag”. De var kede af, at de ikke kunne bo hjemme hos deres familie og hvis de ejede noget privat tøj, ville de helst bruge dette, i stedet for institutionens.

Dette arbejdssted var meget forskelligt og anderledes end mit første. Det var dejligt at kunne tale med disse piger; vejlede dem og hjælpe dem med lektier og lign. Denne bygning brændte Sankt Hans aften 1963; en brand påsat af en vred ung mand! Pigerne blev herefter flyttet til Kolding.

Professor Christian Keller var anstaltens stifter og den første bygning blev indviet i 1899, hvorefter byggeriet fortsatte frem til ca. 1930. Chr. Keller er beskrevet som en dygtig, dynamisk, streng men afholdt leder og hans ånd levede mange år efter hans død.. Der blev bygget en mur omkring anstalten, så de anbragte ikke kunne forlade stedet. Om muren sagde Keller, at den skulle kunne holde i 70 år, for til den tid ville der ikke være nogen forskel på mennesker indenfor eller udenfor muren!

Ved at skrive om min tid som ansat, er der dukket mange minder frem. De første år var ikke en god tid, men som elev havde man ingen mulighed for at ændre på arbejdsforholdene. Der var flere der ikke kunne klare de strenge krav og opgav uddannelsen.

Men som nævnt kom udviklingen fra midt i 60erene både for de anbragte og de ansatte: Der blev bygget nye afdelinger med eneværelser og med kun 12 beboere på hvert afsnit. Der blev oprettet børnehaver, værksteder, daghjem og efterhånden også et dagtilbud til de svageste.

Der skete samtidig en stor udflytning af de bedst fungerende voksne, enten til andre nyoprettede institutioner eller bofællesskaber.

Personalet fik efteruddannelse og fremover blev der ansat socialpædagoger og uddannelsen til omsorgsassistent blev nedlagt.

Mit arbejdsliv blev i årene frem rigtigt godt. Jeg er glad og stolt over, at have været med til at ændre og forbedre forholdende for både personale og beboere. Mennesker bliver født lige, men de får ikke de samme muligheder i livet. Det er en stor opgave, at få omverdenen til at acceptere at de handicappede er mennesker ligesom alle os andre!

A.N.

Citat af A.N.:

” Mit første job var, at jeg skulle gå med børnene på toilettet sammen med en anden medarbejder. Samtlige 20 børn sad på rad og række på toilet eller pottestole. Det var meget chokerende. Jeg forstod intet, men det var bare ”lige på og hårdt” – rumpen tørret, bukserne op, vasket hænder og så ind og lege igen! Efter den oplevelse skulle jeg i hvert fald ikke have aftensmad, og det var endda røde pølser med kartoffelsalat. Plejepersonalet spiste i spisestuen på afd. F. De fleste ansatte var ugifte piger. Det chokerede mig også, at beboerne fik en anden – og lidt ringere – kost en personalet.  Jeg havde et dejligt værelse – standardmøbleret. Dertil havde vi et lille tekøkken.”