Historien om Duddi, fortalt af far, søster og bror.

Min søster Duddi, fortalt af lillesøster Britt.

Først lige lidt fakta om Duddi. Hun er egentlig døbt Marianne, men fik på Solbø kælenavnet Duddi, og det har siden hængt ved.

Duddis udviklingstrin svarer til et barn på 6 måneder, - hun har aldrig haft et sprog, men siger mange lyde. Lyde der kan udtrykke glæde og utilfredshed.

Hun har aldrig været i stand til at gå selv, og bruger nu kørestol hele tiden.

Hendes syn er meget dårligt, men hun er meget opmærksom på lyde.

Jeg var kun 3 år da vi flyttede fra Norge, så jeg husker selvsagt ikke noget fra tiden deroppe.

Hvornår jeg egentlig er blevet bevidst om, at jeg havde en søster der var på åndsvage institution har jeg ikke rigtig nogen erindring om.

Men som Trond fortæller har jeg jo været med på besøg, men jeg kan forestille mig at der ikke var så mange besøg i den periode hvor mine mindre søskende kom til i 1962 og 65. Vores forældre havde jo på daværende tidspunkt 4 børn og var nyetablerede med et gartneri, så der var nok at se til.

Jeg husker dog, at det i en periode var meget svært for vores mor at besøge Duddi, og at det var vores far der havde kontakten til stedet.

Jeg har kørt mor på besøg hos Duddi, og da oplevede vi at en medarbejder kom smilende og sagde ” åh se så glad Duddi er for at have besøg af sin mor”. Mor mente jo ikke at Duddi kunne kende hende, - men det sagde medarbejderen at hun kunne. Det var sikkert sagt i bedste mening, men mor græd og var meget ulykkelig hele vejen hjem.

Vi fik dog en god snak om at Duddi var glad for besøg, - men at hendes opfattelse af at have en far og mor ikke var som den er i gængs forstand, men at hun er glad når der sker noget.

Der er ikke tvivl om at Duddi er tryg ved de mennesker der omgiver hende i hverdagen, men hvor mange af os der kommer på besøg hun kan genkende, vil jo altid stå som en gåde. Hun reagerer dog næsten tid med gode lyde når vores far er på besøg, men hans stemme er også lidt karakteristisk.

Jeg har nogle meget vage billeder af Den Kellerske Anstalt.

Meget højt til loftet, - høje vinduer, trapper og afskallede vægge. Beboere med mange forskellige lyde og stereotype bevægelser. Når jeg tænker på det i dag, kan jeg undres over, hvordan det kunne lade sig gøre at få dagene til at fungere. Hvor ofte var der mulighed for at komme ud med den normering der var? Mange ting må have foregået på samlebånd.

Der er ingen tvivl om, at da mor ikke magtede at besøge Duddi var det i høj grad fordi hun følte at hun svigtede, så Duddi skulle være et sådant sted, - og det blev nemmere da Duddi flyttede på Postens Vej. Langt bedre forhold og noget der i højere grad mindede om et hjem. Jeg husker ikke om Duddi havde sit eget værelse, - men det fik hun da hun flyttede til Vestergade i Børkop.

Jeg har som barn aldrig oplevet at blive drillet med at have en søster der var åndsvag. Det var nok snarere lidt mystisk. Jeg har heller ikke oplevet at bo sammen med hende, så det var nærmest naturligt for mig at hun var lidt i periferien.

Min relation til Duddi er blevet tættere og tættere efterhånden som jeg selv er blevet ældre, og jo større viden jeg har fået om hvilke forhold der har været for udviklingshæmmede tidligere, jo større pris sætter jeg på at hun nu er på et godt bosted.

Vi glæder os til at hjælpe med at skulle flytte Duddi i egen lejlighed, i det nye Skansebakken. Glæder os til at forholdene bliver bedre for både beboere og medarbejdere, men kan alligevel ikke lade være med at sige: Det er også på tide. Disse mennesker kan ikke selv give udtryk for hvad de synes, og det er derfor helt nødvendigt at vi som pårørende, sammen med personalet sørger for at bo og leveforholdende er tidssvarende og tilgodeser det enkelte menneske.

Britt

 

Erindringer om Duddi husket af storebror Trond

Jeg husker ikke noget fra tiden, inden Duddi kom på Solbø, og det er kun en enkelt oplevelse derfra, jeg husker rimeligt klart. Vi skulle på besøg hos Duddi, hvordan vi kom derud husker jeg ikke, men bygningerne husker jeg som røde barakker med hvide vinduer. Selve besøget står som en tåget erindring hvor begge mine forældre var kede af det på vejen hjem igen.

Vi flyttede til Danmark sidst i februar måned 1960, men jeg nåede at fejre min 7 års fødselsdag på flyttekasserne i stuen i huset på Kjærlighedsstien. Hvordan Duddi kom med til Danmark ved jeg ikke, men de første besøg på institutionen Brejning, hvor jeg var med, husker jeg tydelig. Vi kørte derned i vores varebil med spisestuestole bagi, hvor jeg skulle sidde, mens Britt sad omme ved vores mor. Ankomsten til institutionen var præget af en vis del nervøsitet, men også forventning, fordi vi altid mødte mange beboere ud i parken, i gang med at passe og pleje området, men da de så lidt anderledes ud og havde en anden adfærd end  jeg normalt oplevede voksne mennesker havde, var jeg meget usikker på, hvordan jeg skulle agere, når vi var ude at gå tur i den store park med Duddi i klapvogn. Forventningen var der også, for det var en fast regel, at vi altid fik en is på vej hjem. En anden ting jeg husker er plejerne på institutionen, som jeg var en lille smule bange for, mest fordi de var meget bestemte overfor beboerne, hvilket kom til udtryk hvis en af beboerne ikke ville med ind efter at have arbejdet med f.eks. at rive blade sammen. Her kunne man ofte se to plejere, mandlige eller kvindelige slæbe af sted med en vrangvillig beboer.

Men besøgene var for det meste præget af positive oplevelser, og en Duddi som kom med mange sære lyde samtidig med at mor og far viste glæde ved at være sammen med hende.

Som bror til udviklingshæmmet har jeg kun haft en negativ oplevelse. Det var i 5. eller 6. klasse, hvor vi skulle fortælle og skrive om vores familie. Jeg var rigtig stolt over at kunne fortælle om min spændende familie, som jo både var norsk og dansk, men da vi skulle læse vores fortælling op og det kom frem, at jeg havde en åndssvag søster som boede et sted, hvor mange ikke havde noget talesprog, de kunne hverken regne eller skrive, endsige selv gå på toilettet, da begyndte flere af mine klassekammerater at drille mig og lod mig vide, at jeg nok også var åndsvag.

En god lærer fik dog hurtigt stoppet drillerierne.

 

En fortælling om Duddi: Fortalt af hendes far Henning.

Duddi blev født 10-2 1955 på Tønsberg Sygehus i Norge. Der blev ikke fra lægernes side opdaget noget unormalt, så det var først da Ingjerd (Duddis mor) selv gjorde opmærksom på, at hun troede at der var noget galt. Efter en samtale ved lægen, anbefalede han, at hun kom til børnelægen på sygehuset.

Han konstaterede at Duddi havde epilepsi og var dybt åndssvag. (det hed det jo dengang). Det var selvfølgelig meget hårdt at få konstateret, men vi havde en meget god og forstående læge på sygehuset. Det var til stor hjælp for både Duddi og os. Vi var nok indstillet på ikke at få flere børn, men lægen var god til at forklare at det bedste vi kunde gøre var at få Duddi på et hjem, for vi ville ikke kunde blive ved at magte at skulle passe hende. Vi skulde også tage hensyn til Trond (store Bror) og vi havde også bedst af at få et barn mere. Vi fik forklaret at der var ikke større risiko for at vi igen skulle få et sygt barn, idet Duddis tilfælde var noget som ikke kunde forklares. Det kunne lige så vel have været en finger eller en hånd der ikke havde været udviklet. Duddi blev så indskrevet til anbringelse på institutionen Solbø. Det var selvfølgelig hårdt at aflevere sit barn. Hun kom der i november som hun blev to år i februar året efter. Vi havde en samtale med lederen, og han forklarede hvordan hjemmet fungerede, og at vi altid var velkomne på besøg, uanset tidspunkt, men foreslog at vi ventede med første besøg til vi havde fået det hele lidt på afstand. Det er selvfølgelig hårdt at passe et barn med de handicaps som Duddi har. Som regel passede Ingjerd hende om dagen, og jeg stod op om natten når hun var vågen.  Det var også gået op for os hvor stor en belastning det havde været, så det var en befrielse, og samtidig nagede samvittigheden. Var det rigtigt det vi havde gjort? både over for Duddi og for Trond og os selv. Det gik op for os at Duddi blev passet så godt som vi ikke selv magtede, og der blev tid til de andre børn. Altså en befrielse som kunne dølge vores samvittighed.

Vi havde besluttet at flytte til Danmark, og havde fået Duddi indskrevet på Den Kellerske Anstalt i Brejning

På rejsen fra Ålborg, som var med Tog, havde jeg Duddi liggende på sædet ved siden af mig, og der kom en mand der manglede siddeplads, og jeg tog Duddi op på knæ og han sagde mange tak, der er nok en der har influenza. Jeg sagde desværre er hun åndssvag. Han blev meget mærkelig og sagde man kan da slet ikke se det. Det er nok det der kan forklare at hun både i Norge og i Danmark har været lidt af en kæledægge. Duddi har altid været meget mild, - og der var en af personalet i Norge der sagde at hun er nu den sødeste at gi en knus.

Ankomsten til Brejning foregik i snestorm, og var lidt af en negativ overraskelse. I Norge boede hun på tosengsstue, og her kom hun på en stue med atten andre børn. Det var ikke særlig opløftende, men der var ikke andre muligheder når hun kom fra et hjem i udlandet, og jeg var dansk statsborger så der skulde skaffes plads. En samtale med en leder forklarede, at udviklingen inden for Forsorgen var under stærkt udvikling, så vi skulde se fremtiden i møde med fortrøstning. Hans ord kom til at stå til troende. Jeg ved ikke hvor mange gange Duddi blev flyttet, men jeg ved at hver gang var en stor forbedring af boligforholdene og selvfølgelig en stor lettelse for det upåklagelige personale der altid har været, hvor Duddi boede. Jeg husker en pavillon med en meget fin udsigt og desuden boede hun på Postens Vej. Under udbygningen i Brejning blev hun flyttet til det der senere blev Hotel Koldingfjord. Derfra til Postens Vej, og herefter til Børkop. Det vil sige der er sket en utrolig fremgang i de omkring halvtreds år Duddi har boet her i Danmark på det boligmæssige område, og hun skal nu i efteråret flytte til et nybygget center i Brejning som tilsyneladende er det bedste til nu. Personalemæssig har der aldrig i de forløbne år været en finger at sætte på behandlingen, det er meget stort at sige men det er ærlig ment.

Jeg må så i dag erkende, at hun er blevet passet så godt både på i Norge og i Danmarks institutioner, at vi ikke selv ville kunne give hende et bedre liv. 

Det vil sige at i diskussioner som ikke kan undgås i vores tilfælde har vi altid sagt VI GJORDE DET RIGTIGE.

Henning.

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.