Espevang hvor jeg mister alt håb om fremtid

Espevang

 

Da vi kørte fra 2. plejefamilie, havde min sagsbehandler fået arrangeret at jeg skulle på et hjem, hun sagde det bare var til de fandt en anden familie, men et ting viste jeg nu, jeg skulle ikke til nogen familie, det eneste jeg indtil nu havde lært om familier var at de svigtede og kun ville sex med mig, så jeg viste jeg ville gøre alt for ikke at komme til en ny familie.

 

Vi kørte til Espevang i Rødovre som var et hjem for adfærdsvanskelige unge, det var de ord min sagsbehandler brugt, så hvis jeg blev adfærdsvanskelig kunne jeg måske få lov til at blive der. Vi skulle først tale med nogen pædagoger, de snakkede meget om tryghed, men den hoppede jeg ikke på, efter de havde snakkede gik vi ind og så mit værelse, som lå på en lang gang, jeg skulle bo tæt på kontoret fordi jeg ikke skulle være der så længe, jeg fik en kontaktperson som hed Marianne, hun hjalp mig med at pakke ud, hun ville gerne snakke med mig om hvad der var sket på ungbo, men nej nu var jeg lidt over 16 år og det eneste jeg havde lært om voksne, var at de ikke var til at stole på, så jeg sagde til hende at jeg ville være alene. Hun sagde jeg skulle holde mig fra de andre eller kun mødes med dem på fælles arealet, men kort tid efter hun var gået bankede det på min dør og ind kom 5 unge drenge i læderjakker, jeg blev godt nok bange da jeg så dem, men Tommy den største af dem sagde de nok skulle beskytte mig mod pædagogerne hvis jeg bare holdt sammen med dem, jeg sagde at det ville jeg gerne, de fortalte at de om aften ville stikke af for at stjæle øl og cigaretter, de sagde at hvis jeg ville være som dem måtte jeg tage med og bevise at de kunne regne med mig. Jeg turde ikke fortælle dem at jeg aldrig havde stjålet andet end en enkel flaske i en forretning, så senere på aften skulle vi ud til en hytte hvor de viste at der var flere kasser øl og cigaretter, de sagde jeg skulle holde vagt, hold fast jeg var bange, men jeg viste også at nu havde jeg et håb for ikke at komme til en anden familie.

De smadrede et vindue og stjal alt hvad de havde og smadrede deres inventar, vi bar det hele ned i en lille skov der lå tæt på espevang, vi drak os alle fulde, sikken dejlige fornemmelse igen var smerten væk og nu også angsten for alt det nye, jeg viste at lige meget hvad der skete fremover så ville smerten aldrig blive større end den jeg havde oplevede hidtil. Sent på natten listede vi tilbage til vores værelser godt fulde. Næste dag blev jeg vækkede af Tommy han sagde politiet var inde på kontoret, men at jeg skulle sige jeg ikke havde været med, for så ville jeg ikke komme til en ny familie, det viste han fra sig selv.

Da det var min tur til at komme ind på kontoret spurgte de mig hvor jeg havde været efter kl. 23.30 jeg sagde ude, de spurgte om jeg kendte noget til et indbrud og hærværk, jeg svarede at det viste jeg ikke, Marianne sagde jeg skulle gå ind på mit værelse og vente på hende, jeg håbede virkelig det var lykkes mig at lave ballade nok til ikke at blive sendt videre til en ny familie. Da Marianne kom ind satte hun sig på min seng og spurgte om jeg havde været med til det, jeg sagde ja, jeg gjorde det fordi jeg ikke vil til nogen ny familie, hun sagde hun nok skulle kontakte min sagsbehandler, men at jeg nok ikke kunne blive der for jeg var jo hidtil ikke adfærdsvanskelig, men jeg svor for mig selv at jeg skulle vise hende noget andet og inden der var gået en uge viste jeg at jeg kunne blive, da havde jeg lavet mere hærværk, havde drukket hverdag og røget hash, min beskytter trang overfor mindre piger gjorde at jeg kom op at slås med en pædagog, jeg bankede en med et støvsugerrør, jeg viste at kunne jeg ikke klare mig så havde jeg altid Tommy til at hjælpe mig, han var min første ven der ikke ønskede sex af mig, han ønskede kun mit venskab, hvorfor ved jeg ikke.

 

Jeg var til flere møder og fik af vide at hvis de skulle hjælpe mig videre så skulle jeg opførere mig ordentlig i mindst 3 mdr. tro mig det er lang tid når kun alkoholen og hashen kunne holde smerten nede, de snakkede om at jeg kunne komme på efg og bo på kollegium, men nej tak ikke mere nyt til mig, de skulle bare lade mig være.

Efter ca. 4 mdr. var Tommy, morten og jeg ude og smadre et dagcenter for handikappede, desværre kom der en vagt, Tommy smadrede ham sønder samme, politiet kom, de ville kun have Tommy og morten med, jeg gik i panik kastede ølflasker på politibilen og da de stadig ikke ville tage mig med smadrede jeg en rude i bilen med en sten, jeg kastede en sten i hoved på en af betjentene, jeg kunne slet ikke overskue at jeg skule miste min eneste ven, jeg kom med at blev varetægtsfængslet i 14 dage, desværre kom jeg ud igen fordi Marianne og min sagsbehandler fortalte om mit liv de sidste par år. Jeg var bare så gal, jeg kunne mærke at mit sorte huld var blevet til en sort sky af vrede. Kunne de ikke snart lade mig være, kunne de ikke lade mig leve mit liv som jeg ville, Marianne snakkede med min sagsbehandler om at jeg havde brug for omsorg, bare ordet fik mig til at stejle omsorg var lig med sex så nej tak, jeg skule nok vise dem at jeg kunne give mig selv omsorg, så jeg stak af fra espevang, jeg opsøgte en pusher jeg havde kendt i kort tid. Det var en dejlig tid jeg fik alt det hash og speed jeg ville jeg skulle bare hjælpe ed at lave indbrud, desværre blev jeg fundet efter en måned og kom tilbage til espevang, sådan forsatte det i et år jeg nåede at stikke af 6 gange.

 

Der flyttede hele tiden nye ind og en dag kom der en fyr som hed Michael, han blev min kæreste, jeg røg og drak stadig men jeg blev på espevang sammen med Michael, det var faktisk en sød tid lige indtil jeg opdagede jeg blev gravid, der var ingen der spurgte om hvad jeg ville, jeg skulle have en abort, Marianne gik med til lægen, jeg kunne mærke det gjorde noget ved mig, på sygehuset havde man ikke taget højde for at jeg var under 18 år så man skulle bruge min mors underskrift, jeg fik af vide at hun var der for at skrive under mens jeg var inde på stuen, det slog mig ud ad vide hun var så tæt på og stadig ikke ville se mig, efter aborten brød jeg helt sammen, jeg havde igen svigtede denne gang et ufødt barn, den oplevelse gjorde at jeg igen lukkede mig inde i mig selv, jeg ville ikke snakke med nogen eller være sammen med nogen, pædagogerne to det som et tegn på at jeg nok snart var klar til at komme videre, så efter 3 mdr. skulle jeg flytte på kollegiet i Rødovre måtte nu bare klare mig selv, ingen familie, ingen støtte og et enormt forbrug af stoffer og alkohol så det blev en kort tid på kollegiet og et nyt liv på gaden, som er en helt anden historie…

 

Vises din fortælling ikke?

Dette kan skyldes en fejl eller manglende samtykke i kontaktformularen. Skriv eller ring, så vi sammen kan rette fejlen.