Jeg hedder Izak Leif Egelund, jeg vil godt fortælle min historie fra min barndom, jeg boede på Vesterbro i Revlovsgage 3. 2sal ud til Gården vi boede i 2 værelser Lejlighed 2 voksne og 3 børn og der var lukum i gården det var bestemt ikke menneske bolig at København komune udleje sådanne boliger burde være kriminel, der var både mus og rotter som rendte rundt i det lille køkken vi havde og i gården turde man ikke gå på lokum forde rotterne rendte rundt i alle lokummene og i hele gården som var en baggård dette her for at fortælle hvorfor min mor jeg og min lille søster blev syg af TB min mor døde af TB i 1950 og min far blev allene med os 3 børn min lille søster kom dog op til min fars forældre I Asnæs efter at hun havde været på hospitalet med mig vi var jo smittede af vores mor som led frygtlig hun ville ikke på hospitalet før min far tvang hende på Hospitalet , jeg husker da ambulancen kom og hendtede hende det var en sort ambulance og jeg føldte at nu ser jeg aldrig min mor mere, forde ambulancen var sort derfor var jeg sikker på at hun aldrig kom hjem igen, og min mor døde kort efter hun blev indlagt på Hospitalet, og jeg var knust og helt ude af den, men jeg havde da min far, han fortalte mig som voksen at min bror havde stjålet nogle koks så vi kunne få noget varme vi var ret fattige min far tjente ikke så meget 10.000 kr om året har jeg læst mig til, nå men nu tog mit liv en meget slem ændring en dag kom Børneværnet hjem til os om dagen hvor min far var på arbejdet de tvang os mig og min storebror ned i en bil og kørte os til Hornbæk til et optagelsehjem på lille Evaldsvej 14 Holdbæk nu begyndte et mareridt for mig, da jeg var 3 år gammel fik jeg kikhoste og da min mor var inde hos slagteren og kom ud til barnevognen var jeg helt blå i hovedet og mine øjne var skæve jeg var blevet skeløjet dette forde at den første dag på børnehjemmet blev jeg kaldt op til plejemor ved spisebordet og hun sagde til mig kik på mig dreng men grundet jeg var meget skeløjet hold jeg ikke mit hovedet lige mod Plejemor og hun blev stik tosset og slåg mig så jeg røg hen af gulvet og hun bad mig rejse mig og komme hen til hende igen jeg tissede i bukserne af skræk og plejemor Karen Nielsen sagde til mig at jeg heller måtte få en på den anden side også ellers ville mit lille grimme hovedet blive skævt det var min første dag på børnehjemmet og jeg var totalt ødelagt og bange, plejemor kunne ikke lide børn fra Vesterbro vi var ifølge hende noget skarn, og næste dag skulle vi spise fisk og det kunne jeg ikke lide og ville ikke spise det så kom kællingen og proppet det i munden på mig og jeg kastede op og plejemor forlange at jeg skulle spise mit eget bræk, og det var ganske forfærdelig hun slog mig hele tiden jeg havde bare at få spist mit eget bræk, jeg var af natur en meget stille og rolig dreng så den behandling jeg fik på bare 2 dage på børnehjemmet skræmte næsten livet af mig jeg var konstant nervøs kunne ikke sove om natten min storebror som også var ved spisebordet turde ikke sige noget, men haan planlage at når vi skulle i skole nede i Hornbæk så skulle vi stikke af sammen med 2 tyske drenge, men detsværre kunne jeg ikke løbe størkt nok på grund af jeg var bange også kunne jeg ikke flytte mine ben så jeg blev hurtigt fanget af personalet der fulgte os i skole, men min bror Mogens var heldig de græd henne på Horbæk tog station og en ældre dame spurgte hvad de var kede af og de sagede at de havde tabt deres tog billet til København og Damen købte 3 billetter og de slap alle 3 væk fra det forbandet sted, mens lille mig måtte ta straffen med yderlige tæsk forde min bror var stukke af, den kvinde hun var stor kraftig og så var hun ondskaben selv, Min bror var heldig han kom aldrig tilbage til børnehjemmet Min far lod ham bo hos hans søster tæt på hvor vi boede, Plejemor havde nogle rum i kældren som hun brugte til at spære os inde i der var helt mørkt jeg har siden været mørkeræd og en gang om ugen skulle vi i et badekar og når plejemor deltog i det kunne hun finde på at holde vores hoved under vand hun nød at se skrækslagene børn, mange vil nok sige at jeg jo ikke var der mere en et halvt år men det halve år ødelage mig totalt jeg fik så mange dårlige nerver af alle de tæsk jeg fik og den pysiske mishandling vi børn fra vesterbro var bare det værste skidt og hun skulle sku nok lære os at opføre sig ordenligt. Jamen jeg sagde jo aldrig noget jeg var et meget stille og roligt barn indtil den lede kælling fik ødelagt mit liv. da jeg kom hjem og kom i skole filk jeg det ene angst anfald efter det andet og jeg løb op til min lære jeg var heldig at jeg havde fået en rar dansk lære og en rar regnlære som tog sig vældig meget af mig, men den dag idag kan jeg få angstanfald og nu er jeg 76 år men jeg husker detsværre alting fra dengang kunne jeg bare glemme det, hele mit liv har været præget af det børnehjems ophold jeg har været gift 4 gange har led efter kærlighed hele livet men aldrig rigtigt fundet den da jeg mistede min mor var det slut med kærlighed til mig hvor mennersker dog kan være onde og så mod små børn jeg var ca 7-8 år dengang, jeg vil ikke glemme at fortælle at skolen i Hornbæk nød at slå børnene med pegepinden og det kunne være alle vegne de slog også i den bare ende nød de at slå jeg tror de arbejdet sammen med børne hjemmet om opdragelse af børnene, jeg kunne skrive meget mere men orker det ikke, men det var i store træk min barndom der blev smadret og hele mit voksenliv har det fulgt mig jeg agter at lade staten denmark stå til regnskab fo den behandling jeg har være udsat for. Leif Egelund Petersen 1951