Livet på Hvidborg 1961-63 - set fra sidelinjen

Min far Edward Grunnow Kristensen, kaldet Grunnow, blev ansat som gartner på Hvidborg 1. januar 1961. Han kom fra en stilling som undergartner på den store institution Flakkebjerg Ungdomshjem, hvor han havde været et par år.

Vi flyttede til Hvidovre, fordi far var blevet tilbudt job som leder af Hvidborgs gartneri. Gartneriet stod foran en udbygning og skulle være et prestigeprojekt for Kristelig forening for børneforsorg, som drengehjemmet hørte under.  Så vidt jeg husker var forstander Fisker oprindelig  selv uddannet som gartner, hvilket ikke gjorde ambitionerne mindre.

Vi havde kun boet på institutionen i kort tid, før byggeriet af et stort væksthus gik i gang. Til væksthuset blev der bl.a. indkøbt meterhøje banan- og daddelpalmer og lavet et guldfiskebassin med bænke omkring. Da væksthuset var færdigt, kom der mange besøg af højtstående embedsmænd og politikere fra ind- og udland, som var inviteret af Direktoratet for børneforsorg.

Væksthuset med dets tropiske klima blev også et yndet opholdsrum for institutionens drenge, men når de engang i mellem blev sure over et eller andet, tissede de i bassinet og guldfiskene døde. Der blev så hastigt indkøbt nye guldfisk, og hvis synderen blev fundet, blev der skældt godt og grundigt ud.

Vores tjenestebolig lå på 1. sal i en sidebygning til hjemmet og bestod af to værelser og et kammer. I opgangen uden for vores entredør var der en aflåst dør til drengegangen, som far brugte, hvis der var uro på gangen, eller når han kom og sagde godnat, når han havde nattevagt. 

I lejligheden nedenunder os boede en anden medarbejder, Andreas Peter Jessen med kone og tre døtre. Døtrene som var nogenlunde jævnaldrende med mig kom tit på besøg hos mor, og jeg fik også lov til ind i mellem at være med i deres lege. Jessen var en rar, rolig mand med sorte buskede øjenbryn, og han blev et års tid efter vores ankomst forstander på børnehjemmet Kildebjerget ved Vejle.

Drengene
Drengene på institutionen var mellem 14 og 21 år gamle, og de kom med vidt forskellige baggrunde. Der var børn og unge, hvis forældre ikke kunne tage sig af dem, og der var også kriminelle og unge med adfærdsmæssige eller psykiske problemer.

En af de drenge, jeg husker tydeligt, var Johnny fra Bagsværd, der kom til Hvidborg fra Statshospitalet i Glostrup. Han kunne gange 6-cifrede tal sammen i hovedet, og han blev engang så rasende på min far, at han tog sin ene sømbeslåede træsko af og skulle til at banke den mod fars skaldede baghoved. Min mor så helt tilfældigt optrinnet fra vores stuevindue og nåede at råbe til far, så han i sidste øjeblik fik undveget slaget.

En anden af drengene var den senere kendte kunstmaler Hans Henrik Lerfeldt, der helt usædvanligt fik tilladelse af forstanderen til at gå på kunstakademiet.  Han var en mærkelig ung mand, som ifølge nekrologerne efter hans død var diagnosticeret som karakterafviger, og jeg husker ham specielt for at have sagt til min far:  ”Hva` faen har sådan en gartnersnude forstand på psykologi”. Det var jo et rigtig godt spørgsmål, som min far grinede en del af.

Jeg var engang inde på Hans Henriks værelse på hjemmet, hvor han viste mig en kultegning, som forestillede en lagkage med Jesus på korset anbragt midt i kagen. Jeg husker ikke hans kommentarer til billedet, men tegningen var vist inspireret af Per Lagerkvists roman Barabas. Hans Henrik lavede senere som kunstmaler meget erotiske malerier med fotografisk nøjagtighed. Da han døde som 42-årig vejede han 275 kg, og det var umuligt at bære ham ned fra hans lejlighed på en båre. I stedet blev vinduet i lejligheden taget ud og hans lig hejst ud med en kran.

Sonny var en forsømt dreng fra en cirkusfamilie, som nærmest blev en del af vores familie, og han var f.eks. med os på ferie i Sverige. Han var på flere måder som en storebror for mig i disse år, og da far fik nyt job på Råens Minde i Ålborg i 1963, flyttede Sonny med. Jeg tror, at far og mor bevarede kontakten med ham hele livet.

Både Sonny og næsten alle de andre drenge på hjemmet havde hjemmelavede tatoveringer på armene. Jeg synes, det så vældig sejt ud, så jeg fik fat i noget sort tusch eller blæk og en knappenål og prøvede at prikke mig selv midt på højre underarm og lige under urremmen på venstre hånd. De to tatoverede prikker er ganske tydelige endnu, efter næsten 60 år. Hvordan min mor reagerede på min tatovørkunst, husker jeg ikke, men hun jublede vist ikke af begejstring! 

Der var naturligvis mange andre drenge på hjemmet udover førnævnte, men jeg husker kun navnene på Bønneløkke (kaldet Bønne), Ole Elmholt, Hans Holger Christiansen og Ole Buch, som vist alle arbejdede på møbelværkstedet, hvor jeg kom tit.

Medarbejderne
Jeg ved ikke, hvor mange medarbejdere, der i alt var på Hvidborg, men der har i hvert fald været en del, fordi hjemmet omfattede en række værksteder med hver sin afdelingsleder. Blandt værkstederne var gartneriet, som min far var leder af, et træværksted, et malerværksted og et værksted til renovering af Børnehjælpsdagens boder, lykkehjul m.v. Der blev altid lidt fest i gaden, når gøglerprofessoren Tribini flere gange om året besøgte værkstedet.

Endelig var der et møbelværksted, som var forpagtet af en farverig svensker ved navn (Bertil?) Olsson. På hans værksted blev der lavet sovesofaer og brikse på samlebånd. Kvaliteten var langtfra i top, men de var forhåbentlig billige. Når Olsson var ude af værkstedet, yndede drengene at bruge trykluft hæftemaskinerne som maskinpistol ved at sætte en hammerhåndtag i svingning på håndtaget, så hæfteklammerne sprøjtede ud.

Jeg tjente selv en skilling hos Olsson ved at udmåle de metalkæder, som holder knapperne til fordybningerne i hynden.  Jeg var flere gange ude at køre med Olsson i hans Volvo PV444. Så snart vi var ude af indkørslen til Hvidborg, hev han en bajer frem under sit sæde og gik i gang med den. Til højre under førersædet lå der sodavand til passagerne. Jeg husker Olsson som en rar og munter mand.

Institutionen fungerede som uddannelsessted for børneforsorgspædagoger, og kort efter vores ankomst kom der en ung, rødhåret pige ved navn Inger Thormann som studerende. Inger var meget kreativ og lavede alle mulig hobbyarbejder med drengene fra institutionen, og nogle gange fik jeg også lov til at lave ting i hendes værksted. Inger kom tit op i vores lejlighed med hindbærtærte fra bageren på Neergårds Allé, og hun blev efterhånden en meget god ven af mine forældre. Inger var en sød og karismatisk pige, og jeg tror, at flere af de ældste unge mænd vist var lidt smålune på hende. Inger blev senere psykolog og forfatter og har udgivet en del bøger om omsorgssvigtede børn. 

Inger var ikke den eneste kønne pige på Hvidborg dengang. Der var især to norske piger, der var ansat som stuepiger. En af dem, der vist hed Stensrod til efternavn, blev kæreste med forstander Fiskers søn Torben, som hun blev gift og fik et barn med.  Jeg snakkede nogle gange med Torben, som på det tidspunkt var i lære som elektriker og kørte hurtigt rundt i sin vakse bil. Den anden norske pige hed Else Halse, og jeg husker hende som vældig køn med sort hår; de voksne fortalte, at hun med god grund var meget ombejlet.

Forstander Fisker og hans kone Olga husker jeg som rare bedsteforældretyper, men drengene på hjemmet har sikkert oplevet dem anderledes. Fisker og flere af medarbejderne, deriblandt souschefen Knud Brochorst Christensen kom fra henholdsvis politiet og modstandsbevægelsen.  Under krigen havde mange af disse mænd haft et nært fællesskab, som de videreførte i jobs efter krigen, både på Hvidborg og på andre institutioner inden for børneforsorgen. Min far fortalte, at forstander Fisker havde våbentilladelse til en pistol, som han formentlig havde, ikke for at bruge den mod drengene, men som en reminiscens fra krigen.

Stjernestunder
Da jeg jo ikke var en del af hverdagen på hjemmet, har jeg ikke meget indtryk af, hvilke højdepunkter drengene oplevede under deres ophold. En af de ting, jeg kan huske var, at medarbejderne og (alle?) drengene tog i Tre Falke Bio og så den nye musical West Side Story. Musicalen handlede om problemer for unge i en ghetto, som sikkert mange af drengene på hjemmet kunne genkende.
Hvidborg kom på alle landets avisforsider, da en rig dame, der havde fået kendskab til hjemmet, pludselig dukkede op med sit dollargrin, en Studebaker, som hun overrakte forstanderen nøglerne til. Hvad der blev af bilen, og om drengene nogensinde fik glæde af den flotte gave, ved jeg ikke, men Hvidborg kom altså en stund på alles læber.

Et træls minde for mig og sikkert også for flere af drengene
Lederen af træværkstedet købte en ødegård i Sverige, ikke langt fra vores sommerhus. Ødegården lå langt inde af en skovvej omkring 15-20 km fra vores hus. En eftermiddag besøgte han os, og det blev aftalt, at vi næste dag skulle komme på besøg hos ham for at se et eller andet. Lige inden han kørte, spurgte han mig, om jeg kunne tænke mig at overnatte hos ham, og så køre hjem med mine forældre dagen efter. Jeg var 12 år og tænkte vist, at det kunne være fint at komme lidt væk fra de gamle, og far og mor havde heller ingen indvendinger.

Da vi var kommet ud til hans hus og mørket faldt på, tændte han en del stearinlys, fordi der ikke var indlagt el i huset. Han tilbød mig en cigaret, som jeg tog imod, selv om det føltes akavet og temmelig forkert at ryge sammen med en voksen. Måske havde han hørt, at jeg røg i smug i vores kælder derhjemme sammen med nogle kammerater. Da jeg havde røget en eller to cigaretter, tilbød han mig et stort glas whisky med en påtaget munter bemærkning om, at jeg sikkert også kunne lide den slags. Om jeg drak noget af whiskyen, husker jeg ikke, men min intuition sagde mig, at der var noget helt galt i situationen, og alle alarmklokker begyndte at ringe.

Han begyndte derefter at rede senge op, og sagde, at jeg kunne sove ved siden af ham. Det afslog jeg, og han lagde derfor min madras vinkelret på hans, så mine fødder var ved hans hovedgærde. Jeg havde ikke nattøj med, så jeg lå fuldt påklædt kun med bare fødder og holdt godt fast i min spejderdolk, som jeg altid havde på mig i ferierne i Sverige. Han gjorde et stort nummer ud af at tage alt sit tøj af og tog til slut et par boxershorts eller lignende på. Han forsøgte flere gange at lokke mig til at sove ved siden af ham, hvilket jeg igen afslog. Da stearinlysene var blæst ud, lod vi begge som om vi sov. Mit hjerte hamrede vildt, da han kort efter begyndte at kærtegne mine fødder, mens jeg lå musestille uden turde bevæge mig eller sige noget. Han begyndte samtidig at stønne voldsomt, og jeg havde ingen anelse om hvorfor, men det var meget skræmmende.
Det kan lyde usandsynligt i dag, men jeg besluttede, at hvis han forsøgte mere med mig, ville jeg stikke ham med dolken og forsøge at køre hjem til mine forældre i hans bil, hvor nøglerne sad i. Bilen var den samme som mine forældres, nemlig en Renault 4 CV, som jeg havde prøvet køre før. Men der skete ikke mere den nat, hvor jeg lå stiv og bange uden at turde lukke et øje.
Mine forældre kom og hentede mig om formiddagen og havde Sonny med. Jeg sagde ikke noget til mine forældre, men jeg fortalte Sonny, hvad der sket, og hans eneste kommentar var: ”Ja, han er jo svans”.
 Som institutionsbarn var den slags oplevelser åbenbart ikke noget at regne, hvilket sagen om Godhavnsdrengene jo desværre har bekræftet.  

Efter denne oplevelse flyttede vi kort tid efter til Ålborg, hvor far havde fået nyt job, og huset i Sverige blev solgt. Da vi havde boet i Ålborg et godt stykke tid, sagde mor en dag, at lederen af træværkstedet kommer og besøger os i næste weekend. Da hun så mit ansigtsudtryk, spurgte hun, hvad der var galt, og jeg fortalte så hele historien. Hun gik med samme til telefonen, og ringede til min far, som var på job. Min fars chef ringede med det samme til Hvidborg, og lederen af træværkstedet blev snart efter grebet på fersk gerning i færd med at voldtage en dreng i bruserummet. Der blev aldrig talt mere om sagen i mit hjem, men jeg mener at han blev bortvist fra jobbet og tilbragte resten af sine dage på Grønland. Om han blev straffet for sine misgerninger, ved jeg ikke. Jeg håber det, men jeg gætter på, at Forsorgen dyssede det ned for ikke at få en skandale.

Historien minder som nævnt meget om Godhavnsdrengenes oplevelser, men mit held var, at jeg ikke var børnehjemsbarn.  I parentes bemærket vil jeg nævne, at lederen af træværkstedet som barn voksede op på pigehjemmet Unnerupgård, hvor hans forældre var forstanderpar.  Han fortalte en gang mine forældre, at pigerne på hjemmet havde været slemme ved ham, men det kan jo ikke på nogen måde undskylde hans overgreb mod unge drenge senere i livet.

Mine erindringer om Hvidborg er skrevet frit efter hukommelsen, og det skal bemærkes, at jeg jo ikke er et sandhedsvidne, da jeg jo levede et parallelt liv på Hvidborg med forældre, skole og kammerater.