Julen på Schuberts Minde, kan kun siges, at have været noget af det mest positive der kunne opleves. Forberedelserne til juleaften, handlede ikke bare om juleaften, der lå megen forberedelse forud for selve aftenen. PÅ hjemmet havde vi en velfungerende sløjd sal, hvor meget kunne laves, bl.a. julegaver til forældrene. Vi flettede kurve, skåle. Vi lavede billeder i mosaik, lavede fugtskåle, med hammer og huljern. Vi drejede skåle i træ, lampetter blev det også til, keramik, der blev syet/broderet osv., mulighederne var mange og der blev lavet mange gode og flotte gaver under faglig kyndig opsyn og de færdige resultater blev vist frem for besøgende, ved en særlig årlig lejlighed og stolt kunne man være. Jov!! Drejebænkene og støbeforme var i gang og vi, børn a hjemmet, også kaldet Farmen, sad ved bordene og var aktive og havde travle med at få de mange gaver lavet færdige. Tilbageblikket giver sgu en genkendelig varme i sindet. Julepynten og dekorationer, var også noget vi lavede det meste af, jov!! Kreativiteten var der ikke noget galt med og når pynten var oppe, kunne det ikke blive flottere, ikke at forglemme juleænderne/gæssene, dem fede vi selv op, der skulle mange til, men de smagte godt. Ringkøbing by, havde selvfølgelig det årlige juleoptog, med spillende garder og julemanden foran osv. ret hyggeligt vel, men det skulle blive bedre, da Kjærgaard fik den brillante ide, at vi børn, af hjemmet, skule agere nisser til den store guldmedalje, drenge som piger, og vigtig, alle hestene blev rigget til. Der kom gang i sytøjet, pigerne syede nissedragter i massevis, tilpasset så dragterne passede og det i en kvalitet man ikke kunne tage fejl af og dragterne skulle jo også holde i mange år. Drengene, de havde travlt med at gøre hestevogn o. a. klar, seletøjet blev frisket op, hestene striglet og der blev øvet og øvet, nogle af pigerne var også med til de praktiske forberedelser med hestene, nogen var mere til heste end andre. Vi gik alle op i det, med føn og klem og kunne glæde os til dagen, hvor optoget skulle køres af staben, appelsinerne skulle deles ud bland tilskuerne, det var juleoptog der ville noget og vi sluttede gerne af med en tur på sodavandsfabrikken, mener den hed AKTIV, men er ikke sikker, hvor fik pølser og brød, tildelt en pose slik/frugt, af de store, for vores indsats. Gran skulle der også til og det blev gjort i fællesskab. Så mange piger og drenge, som muligt, blev proppet ind i VW. Bussen og af sted kørte vi ud i det grønne og klippede gran til den store guldmedalje og selvom det kunne være koldt, våd og klamt i vejret, så var der tale om fælleshygge. Julestuen, det var spændende, nogle, af de ældste drenge, få udvalgte, skulle skabe en julestue, det spændende i det, var, at der blev lavet et gavehjørne og hvad bestod denne af, - det var hemmeligt. Det kunne jo være alt mellem himmel og jord, bl.a. lavede de en Raket, Iglo, Karet osv. hvor gaverne var stablet op i og det var fine og gode gaver, fra hjemmet, som fra forældrene, så hele jule måneden, var rummet lukket af og kun de få udvalgte måtte vide, hvad der blev bygget og det blev aldrig afsløret. Samtlige børn, af Schuberts Mind, skulle holde jul på hjemmet og der kom også tidligere børn af hjemmet, vi var mange, så der skulle mange ænder/gæs til, at mætte de mange munde, men mætte blev vi og mandelgaver blev det også til, en mandel for hvert bord, men først til kirke vi skulle gå. Nå julemaden var spist, mandelgaverne delt ud, skulle nogen rydde op og i den tid gik vi spændt ventende på gavefloden, som julestuens hemmelighed. Vi samledes i en stor flok og ventede på, at døren blev låst op og i glædens sang, invaderede vi julestuen, sang så det var en fornøjelse og ventede kun på at kunne pakke gaverne op. Nå gaverne var pakket op, glæden og hyggen nåede sin top, så var der kun et at gøre, holde os vågne og lege/bruge og beundre hinandens gaver og det kunne vi gøre den ganske nat, det var op til os selv, hvornår vi gik i seng, men vi overdrev nu ikke, de fleste børn skulle rejse på juleferie d. 25. december, hos forældrene, kufferterne stod klar, nogen havde en lang tur foran sig, og vi vendte hjem igen, d. 2. januar. Det var jul der ville noget, et minde der kommer forbi, i tankerne, hvert år og aldrig kan efterlignes, uden at kritisere de juleoplevelser der har været de efterfølgende mange år, der skal ikke meget til at julehygge, bare et godt humør, men julen på CM. Schuberts Minde, var suveræn og der blev lagt mange kræfter i, fra både voksne og børns side, så julen skulle blive en god oplevelse. Minder er rare at have, særligt når positiv vejer mere end negativ. Det kan jeg kun takke de voksne for.