Jeg var anbragt på børnehjemmet fra marts 1961 – juli 1965, men disse minder vil kun dreje sig om marts 1961 – juni 1962, hvor det var John Petersen som var forstander.

. P.g.a. Meget dårlige forhold derhjemme, var man blevet enige om, at det var bedst at jeg blev anbragt på et børnehjem. Selvom jeg boede i København, så skulle jeg helt over til Jylland – nærmere betegnet Infanterivejen´s børnehjem i Randers.
En dag i marts – kom der en dame fra Børneværnet, som skulle rejse med mig derover. Vi skulle også hente en anden pige, som skulle anbringes på et pigehjem uden for Århus.

Næste dag, ankom damen og jeg til børnehjemmet i Randers. Vi gik ind ad hovedindgangen og blev vist ind til plejemor, i den private lejlighed.
Plejemor var en lille, tyk dame med kraftige ben og hænder. I dag, ville jeg nok beskrive hende som mandhaftig. Vi blev budt på lidt kaffe o.l., mens hun studerede mig nøje. Jeg var meget genert og svarede høfligt på alle spørgsmål. Jeg husker tydeligt, at hun sagde til mig at hun havde hørt, at jeg var en meget sød pige – så nu ville hun virkelig håbe, at jeg levede op til forventningerne. Jeg kunne ikke finde på andet, end at smile høfligt tilbage.
Jeg erindrer ikke, om plejefar kom og hilste på mig, den dag. Men jeg mener heller ikke, at han nogensinde præsenterede sig ordentligt for mig. Jeg følte mig usikker på ham fra starten, for han virkede ikke som om han var en varm person. Senere, kom jeg til at opfatte ham som mærkelig og uægte. Det viste sig f.eks. hvis der var en morsom situation – og vi andre lå flade af grin, så kom der kun nogle forkrampede fnys fra plejefar, mens hans skuldre hoppede.
På min 1. dag blev jeg vist rundt af en af pigerne og alt var jo nydeligt og pænt. Jeg fik anvist et 4-sengs-værelse, hvor jeg så ville blive den ældste. Jeg fik at vide, at vi ikke måtte opholde os på vore værelser, kun sove der. Vi kunne heller ikke aflåse vores kommode eller skab.

Plejemor havde ansvaret for os piger, samt opsyn med personalet.
Mit indtryk var, at plejefar tog sig mest af de større drenge. Jeg mener, at han tog dem med på mange ture m.m. Desuden stod han og drengene ofte og puslede med en togbane, inde på et lille værelse ved siden af spisesalen. Jeg fandt også hurtigt ud af, at plejefar gik meget op i sang, revy og teater. Han arrangerede flere forestillinger, hvor mange af de ældste børn optrådte.
Da det åbenbart var et ”kristent” børnehjem, som jeg var kommet til – så skulle vi synge morgen/aften-sang og bede en bøn.

Jeg havde vist ikke været på hjemmet mere end en uges tid, før påskeferien nærmede sig. Det viste sig, at plejemor skulle have os større piger med ud på sommerlejren. Jeg tror at vi var ca 8 stk. og at vi kørte med rutebil til lejren ”Sommerlyst”, som lå i Lystrup. Jeg husker at det var koldt og tyndt snedækket. Der blev fyret op i huset og vi rullede vore soveposer ud på madrasser, som lå på gulvet.
Vi spiste og vaskede op og senere skulle vi gå ud og lege. En af pigerne, var åbenbart plejemor´s favorit, så hun måtte gerne blive inde.
Jeg mindes, at jeg og de andre piger sidder ude i granplantagen, med vores iskolde knæ og iklædt vore tynde jakker, mens vi prøver at finde på noget sjovt at lave. Indenfor, sidder plejemor med sin favorit x og snakker ”voksensnak”.
Det var efter morgenmad den 3. dag, at plejemor satte de andre piger til at vaske op, men bad mig om at komme med hende ind på værelset, ved siden af soverummet. Hun lukker hurtigt døren og spørger straks: ”Hvad er du så sur for?” Jeg bliver meget bange og svarer, at jeg ikke er sur. Jo, hun synes at jeg altid er sur – ja, siden jeg er kommet! Jeg tør slet ikke sige, at jeg nogle gange har haft hjem-ve og været ked af det. Jeg gentager bare, at jeg ikke er sur. Jamen, jeg havde bare at smile når hun så på mig – nu skulle hun nok lære mig at smile! Og så skal jeg da love for, at den ”dame” kunne slå en proper næve. Slagene regner ned over mit ansigt og jeg mærker, at især min mund svulmer op og jeg synker i knæ. Hun bliver ved og da jeg prøver at afbøde slagene, bliver mine fingre følelsesløse og hæver også op. Og så siger hun noget utilgiveligt:” Og du må lige huske, at du jo ikke kan være hjemme hos din mor, for der opførte du dig heller ikke ordentligt. Fra nu af, har du bare at se glad ud, hver gang jeg kigger på dig!” Og jeg nikker lydigt og prøver allerede dér, at smile til hende med min forslåede mund......
Jeg bliver lukket ud til de andre piger, som stadig står ved opvasken. De ser forlegne på mig, men jeg mindes ikke om de spørger mig om noget. Jeg husker dog, at smile alt hvad jeg kan resten af dagen, hver gang plejemor kigger på mig og hun nikker smilende tilbage. Om aftenen roser hun mig endda og siger:” Hvor er det rart, at du ikke ser sur ud mere – du er også meget kønnere, når du smiler.”

Plejefar var en spøjs type som altid gik i spejder-agtige bukser. Han var den ”lunefulde” type: Først umiddelbart rolig i en uges tid, hvorefter en bagatel kunne udløse et vildt raseri. F.eks. : En aften ligger vi piger i vore senge og drengene er åbenbart nede i baderummet for at vaske fødder (som de gjorde hver aften). Plejefar er der jo også og vi kan høre ham råbe og skælde og smælde. Så hører vi flokken af drenge og plejefar passere vore værelser og gå ind på drenge-gangen. Plejefar fortsætter sir råberi, som stiger til en rasende brølen. Det fortsatte i lang tid og imens ligger vi piger under vore dyner og hvisker til hinanden:”Bare han ikke kommer herind, også.”
Næste dag spurgte jeg en af drengene, om årsagen til hans raseri. Jeg forstod, at det var noget med nogle sokker, som bare var smidt på gulvet, i stedet for snavsetøjs-kurven og at det havde fået plejefar til at gå amok. Han havde også slået en af drengene....
Senere på året, så kom der en ny dreng på ca. 11 år. Han virkede meget alvorlig og ked af det. Han gik meget for sig selv og virkede deprimeret. Pludselig kunne vi høre, at plejefar havde et af sine ”tilfælde” for han skælder og smælder, hiver stik ud af kontakter og der lyder klask. Den ulykkelige dreng kommer temmelig forslået ind til os andre, men vi tør jo ikke spørge til ham eller gøre noget. Ret kort tid efter, så flyttede drengen fra børnehjemmet. Jeg har ofte tænkt på den dreng og hvordan det er gået ham.
Dette er så nogle erindrings-glimt fra børnehjemmet, mens jeg boede der. Jeg har som voksen, hørt antydninger om seksuelt misbrug, fra plejefars side. Jeg kunne dårligt tro mine egne ører! Først, da jeg så det indlæg fra en der hed Peter, som havde boet på Udbyhøjvejens børnehjem ( hvor plejefar og plejemor også havde været forstanderpar), så lagde jeg 2 og 2 sammen. Har så igen fået bekræftet misbruget fra Danny´s indlæg om hans ophold på Infanterivej i 1959.
Vil lige slutte for denne gang med at understrege, at i sommeren 1962 kom et nyt forstanderpar: Kaj og Else Pedersen, som havde meget mere moderne og humane principper, end Petersen´s.