Anbragt i historien handler om liv og vilkår for børn og voksne, som var anbragt udenfor hjemmet i perioden 1945-1980. Det drejer sig blandt andet om børn og voksne, som var anbragt på børnehjem, psykiatriske hospitaler, åndssvageforsorgens institutioner, arbejdsanstalter, forsorgshjem og institutioner for blinde, døve, vanføre, epileptikere.

På siden kan du læse om forskningsprojektets resultater. Du kan også fortælle din egen historie og bidrage til en fortsat indsamling af viden om livet og vilkårene for anbragte.

Hent og læs rapporten under fanen Om siden eller på Socialstyrelsens hjemmeside.

Her kan du også finde vores metodiske og etiske overvejelser i forbindelse med indsamlingen af øjenvidneberetninger. En litteraturfortegnelse med kilder til dansk socialforsorgs historie. En arkivfortegnelse der beskriver socialforsorgens arkiver om anbragt og indlagte. En institutionsfortegnelse med en oversigt over kildemateriale om institutioner og organisationer inden for socialhistorien. En oversigt over socialhistoriske museer og samlinger.

 

FORTÆLLINGER

30. maj 2016
Hvor er jeg?

Hvor er jeg? Hvem er jeg? Og hvorfor er jeg som jeg er?

Jeg blev anbragt på Spædbørnshjemmet Sølund 3 dage efter jeg var blevet født på Rigshospitalet, og hentet "hjem" igen et halvt år efter.

Jeg fik dette at vide da jeg var 40 år, og jeg troede min mor havde fået en hjerneblødning, for jeg havde aldrig hørt om det før. Ingen i den store familie havde sagt noget, eller talt over sig ved et uheld. Min forhenværende kone spurgte ofte hvor der ikke var nogle billeder af mig som barn og havde de måske fundet mig i parken (det første billed af mig med min mor og mormor og morfar i en park. Ca. 1 år)

Efter jeg havde fået dette at vide og min frustrationer, vrede, undren og had efterhånden var kommet i baggrunden, så begyndte jeg selvfølgelig at spørge. Hvem er jeg? Hvorfor gjorde du, mor sådan? Hvordan kunne du? Og hvorfor tog du mig hjem igen?

Alle svarene var vævende og svævende. Alle svar fra familien var endnu mere frustrende og alle svarede enten ærligt eller også var det løgn på løgn.

Min biologiske far var gøgler på Dyrehavsbakken og var gift i forvejen og havde flere børn så han valgte enten at flygte eller også blev han betalt for at forsvinde, for det var nok ikke lige det min familie ønskede skulle komme frem. Desværre fik jeg aldrig mødt min far, eller også gjorde jeg, inden han gik bort i 1996. Jeg har dog fået kontakt med min ene halvsøster og halvbror. 

Min mor var alene da hun blev gravid med mig i 1958. Ikke helt alene for hun havde fået min storesøster 7 år tidligere med en anden mand end min far. Min søster blev ikke anbragt på børnehjem, så hvorfor skulle jeg? Min mors svar var at hun boede hjemme og at hendes far havde dårligt hjerte og ikke kunne tåle larmen fra en baby. Løgn? Afmagt?

Jeg lyder nok bitter over min skæbne men nej det er jeg ikke. Jeg vil blot vide noget mere om mig. Hvorfor agerere jeg som jeg gør? Hvorfor er forladthedsfølelsen så voldsom at det har betydet at jeg forsøgte selvmord efter brudte forhold? Hvorfor har jeg hele mit arbejdsliv arbejdet sammen med kvinder og kvinderelaterede jobs? Hvorfor er det kvinder der mine bedste venner?

At vide noget om Sølund kan være en kæmpe brik i mit puslespil som kan gøre mig hel. Billeder eller beretninger, ALT er velkommen.

På forhånd TAK.

 

 

24. maj 2016
Erindringer fra Sundshøj børnehjem

Mit navn er Inga Marie "dengang" Christensen. Jeg er født i 1945 i København, min far og mor blev skilt da jeg var 1. år, min mor flyttede til Jylland, hvor hun kom fra, min far fik forældreretten over mig, da han fik arbejde i Sverige, afleverede han mig på et spædbørnehjem i København.

Da jeg var 3 år kom jeg på Sundshøj børnehjem i Årup i Fyn...

Læs mine erindringer i den vedhæftede fil.