Et historisk rids

Perioden 1945-1980 er præget af store ændringer i forholdene for udsatte grupper. Forandringerne skete ikke helt synkront på tværs af de forskellige forsorgsgrene. Men der kan i store træk udskilles tre hovedperioder. De tre perioder markeres af lovgivningsmæssige ændringer, som havde baggrund i en offentlig debat om socialforsorgen og i nye holdninger og faglige tilgange.

1945-1958
Perioden fra 1945 til 1958/59 var præget af ideer om at udsatte grupper kunne behandles eller opdrages på store institutioner. Institutionerne var ofte ledet af læger eller havde lægeligt tilsyn.

Lægernes indflydelse var navnlig indenfor særforsorgen og psykiatrien meget stærk. Her var behandlingsindsatsen domineret af medicinske metoder og indgreb som lobotomi, sterilisation og kastration var udbredte. Lægernes indflydelse var noget mindre indenfor børneforsorgen og på arbejdsanstalterne, der dog havde lægeligt tilsyn. I forbindelse med forskning i udsatte grupper som prostituerede, vagabonder, stofmisbrugere m.fl. spillede læger en hovedrolle.

Mod periodens slutning blev der rejst en offentlig kritik af forholdene, som bl.a. mundede ud i nye love for børneforsorgen (1958), åndssvageforsorgen (1959) og betænkningen vedrørende Statens sindssygevæsen (1956) og arbejdsanstalterne (1959).

1959-1967
Periode fra 1959 til 1967/68 er præget af holdningsmæssige skift, hvor ideer om normalisering, ligeværdighed og menneskerettigheder gør sig mere gældende.

Faggrupper som pædagoger, socialarbejdere, psykologer m.fl. opnår mere indflydelse i åndssvageforsorgen og psykiatrien, hvor undervisning, psykoterapi og psykologiske test kommer til at spille en større rolle. En stor del af behandlingen foregår dog stadig på store institutioner, hvor lobotomi, sterilisation og kastration fortsat anvendes, om i mindre omfang end tidligere.

Mod periodens slutning ses yderligere fokus på udsatte gruppers rettigheder med revisioner af love og cirkulærer om bl.a. sterilisation, som afskaffes i åndssvageforsorgen i 1967, forbud mod alle former for legemlig revselse i børne- og opdragelseshjem (1968) og afskaffelse af brevcensur (1967) m.m.

1968-1980
Perioden fra 1968 og frem mod 1980 er præget af ny kritik af forholdene under åndssvageforsorgen, psykiatrien, børneforsorgen m.m.. Ideer om demokratisering, bofællesskaber og behandling i lokalsamfundet vinder frem. Det fører til et opgør med – og begyndende afvikling af – de store institutioner. Samtidig sker der ændringer i tilgangen mod en flerfaglig lægelig, pædagogisk, social og psykologisk behandling. Lobotomi og psykokirurgi udfases.

Mod periodens slutning opnår udsatte grupper yderligere rettigheder og omfattende lovgivningsmæssige ændringer indføres. Det drejer sig bl.a. om bistandsloven (1976), psykiatriens overgang fra stat til amter (1976) og udlægningen af åndssvageforsorgen (1980).

Fuldstændig ligestilling gennemføres dog ikke. Bl.a. blev lovparagraffen, om at sindslidende og udviklingshæmmede ikke måtte gifte sig uden Justitsministeriets tilladelse, først afskaffet i 1989.