Jeg startede den, 24.1. 1972 som omsorgsmedhjælper på afd. M5 Andersvænge. Afdelingen var lige blevet delt, væg var imidlertid ikke opsat endnu. Der var 65 patienter som det hed på afdelingen. De var ikke inddelt i diagnoser, der var domsanbragte (lettere kriminelle), psykotiske mennesker, mennesker downs syndron . Jeg skulle starte kl. 17 den dag til kl. 23. Det var den dag Kongen Frederik Den Niende blev begravet, så alle de tjenestemænds ansatte havde fri til middag.
Jeg husker jeg blev bedt om, at vaske en hel kasse æbler ude i køkkenvasken. (Andersvænge var selvforsynende med frugt). Da jeg havde vasket alle æblerne, kom der en ”plejer” som tog kassen, gik ud på gangen, og smed alle æblerne ned af gangen. Patienterne hvor af mange lå i deres senge kom ud af dørene fra sovestuerne for at få æbler. Til min store skræk opdagede jeg at flere af dem kunne ikke få fat i æbler, de havde fod rem på, og kunne kun komme til døråbningen. Sengen kunne ikke komme ud af døren.
Nogle dage efter havde jeg mistet min nøgle, og måtte gå den tunge gang til forstanderinden og meddele det. Mine kollegaer havde fortalt mig, at jeg godt kunne regne med at blive fyret. Jeg fik godt nok en opsang af forstanderinden, med besked at passe på den nøgle, som jo passede til alle yderdøre på hele Andersvænge undtagen de lukkede afdelinger L1 og L2. Forstanderinden spurgte om jeg var faldet til på afdelingen, og om der ellers var noget. Jeg fortalte det med æblerne, og syntes det var synd for de patienter der var afskåret fra og få æbler. Hvortil hun svarede. De skal lige tænke på De er trods alt lige blevet ansat, så sæt De lige fingeren i jorden.
Jeg undrede mig over, at om morgenen blev patienterne kaldt op 3 stuer af gangen. 6 til 8 på hver stue, og de stop uden for badeværelses døren og ventede til de blev kaldt ind. 1 medarbejder sæbede ind med børste, en anden så til at de blev skyllet af under bruseren, som enten kunne være kold eller meget varm. En 3. personale tørrede dem. Tilbage til stuen hvor deres tøj var lagt frem som de skulle hav på. Jeg husker tydeligt en ung mand vi havde fået ind, han var kommet efter jeg var gået hjem dagen i forvejen. Han var byttet med en som skulle prøve og være på afdeling D2, som ikke var en låst afdeling.
Bytning p.g.a pladsmangel. Jeg bad ham ligge rent sengetøj på sin seng, da der var aff. på sengen. Han begyndte at græde, og sagde jeg kan ikke finde ud af det. Nu skal jeg hjælpe dig sagde jeg. Pludselig er der en anden patient der vender sig om, og siger nu må du sgu tage dig sammen, ellers kommer du aldrig ud herfra, se hvor længe jeg har været her. Pågældende patient som sagde dette, var noget lavere fungerede end den ny ankomne, det var tydeligt, at det var noget plejerne sagde til dem.
Når vi gik tur med patienterne havde de nogle gange hvis vi gik tur med mange reb igennem ærmerne, så de ikke kunne løbe fra os. Det var noget af et problem hvis en faldt, eller en gik meget stærkt.
Maden kom fra det store køkken af. Morgenmad, middagsmad. Aftensmaden kom ud sammen med at der blev samlet beholdere ind fra om middagen. Det var rugbrød der var smurt og stod på bakker. Ern meget varm sommerdag opdagede en kollega og jeg, at der var gået spy i bl.a leverpostejen. Vi havde ingen muligheder for at få ny mad, men måtte kigge godt efter, om der var spy. Vi måtte dele det der var tilbage ud til patienterne, og de fik kun ca. hver to stykker, resten blev smidt ud. Næste dag ringede vi i køkkenet og sagde det til personalet. Der kunne ikke gøres noget ved det, det skyldtes at kasserne var skæve, og låget passede ikke mere, der var store åbningen i enderne. Der var ingen der tog skade af lidt spy, fik vi af vide. Vi blev enige om på afdelingen at vi ville ringe til embedslægen (kredslægen) og det gjorde vi. Næste dag blev jeg og en anden kollega kaldt til inspektøren til en stor skideballe. Vi skulle ikke ringe nogen steder hen over klage, for sådan var det nu engang når det var varmt og sommer. Det skulle vi ikke blande os i. I løbet af ca. 14 dage var al maden trukket over med tætsluttet film på alle bakker.
Om eftermiddagen skulle der være en personale som skulle stå ved det ene toilet og kigge ind af vinduet, for der var en patient som brugte meget papir, og det skulle stoppes. Der var 4 toilettet i rummet og ikke skillerum. Jeg syntes det var så krænkende, og vi fik på et personalemøde ændret det, efter megen lang diskussion. Efter nogle år tog det Lokal Vejledende Råd, som var nedsat af forældre/pårørende initiativ til at der kom skillerum op på toiletterne, det holdt hårdt. og så kom der toilet rulle op ved alle toiletterne. Og senere lås så døren kunne låses inde fra. De ”gamle” ansatte syntes ikke om det, for så havde man ikke ”styr” på hvad der foregik.
Der er mange ting som jeg syntes fyldte meget hos mig. Vi havde en patient som vi skulle modtage, krav fra overlægen. Vores leder havde sagt nej, da vi var sikre på han ville springe ud af vinduet 2.sal. Men vi skulle modtage ham. Efter nogle dage så han sit snit til at springe ud af et åbenstående vindue, og faldt ned på fliser i haven, hvor der lige havde siddet personale og holdt kaffepause. Han blev ilde tilredt, med langt sygehus ophold til følge. Kæbekirurg fra København foretog op til flere operationer, og han var fuldstændig fastspændt med bælte og handsker på sygehuset i 14 dage. Med fast vagt ved sin side hele tiden, i fald han skulle få hånden fri og rive syningen op.
Lige ledes en patient skulle have trukket en negl af som var betændt, negl på store tå. Vi skulle 3 personale gå ned på vores lokale sygehus, og der kom lægen så og skulle trække neglen af. Spurgte om der ikke skulle lægges bedøvelse, nej det virker som regel ikke når der er betændelse. Hvis bare I kan holde ham, så skal jeg nok trække den af. Det var ganske forfærdeligt at være vidne til. Jeg har vel ikke nødig at sige, han skreg noget så forfærdeligt. Jeg selv besvimede.
Der begyndte og ske store ændringer i behandlingen af patienterne. De bedst fungerende på afdelingen fik deres eget værelse, eller i det mindste to om at dele et værelse. Det var store fremskridt. De kom med i byen og købe tøj.
